Cathedrals of Culture

Copenhagen Architecture Festival x Film viser den delvist danskproducerede dokumentarfilm Cathedrals of Culture i den kommende weekend.

Og allerede på papiret er det et ganske kuriøst filmprojekt: Seks korte dokumentarfilm instrueret af seks instruktører om seks udvalgte bygninger, såkaldte kulturkatedraler. Filmet og præsenteret i 3D! Og den tyske mester-auteur Wim Wenders er projektleder og executive producer.

Bygningerne er Berliner Philharmonien, Ruslands nationalbibliotek i Sankt Petersborg, Halden fængsel i Norge, The Salk Institute i Californien, Oslo Operahus og Pompidou-centret i Paris. Ud over Wim Wenders tæller instruktørerne østrigske Michael Glawogger, danske Michael Madsen, amerikanske Robert Redford, norske Margreth Olin og tyske/brasilianske Karim Ainouz.

Ideen er at lade arkitekturen selv tale gennem billederne. Ikke i overført betydning, men i en bogstavelig fortolkning af udtrykket ”hvis væggene kunne tale”.

De fleste instruktører har valgt at plastre deres film til med mere eller mindre forceret poetiske voice-overs, hvor ”husene taler” og fortæller om sig selv i førsteperson. De fleste vil nok enten elske eller hade det. Personligt hører jeg til den sidste gruppe, da fortællerstemmerne ikke tilfører filmene andet end ekspliciteret undertekst og frarøver publikum oplevelsen af selv at tænke og fantasere til de flotte billeder.

For billederne er skam flotte.

Vi præsenteres for vidt forskellige arkitektoniske perler på en snor. Og undervejs funderes der ganske meget over det, som Louisianas grundlægger Knud W. Jensen kaldte ”stedets ånd”, og som her i filmen omtales som bygningernes ”sjæl”.

I filmen om det russiske nationalbibliotek er fortællersporet en række uddrag fra russisk litteratur. Derfor flyttes fokus fra bygningens fysiske rammer til alt det, den indeholder.

Men i Wim Wenders’ film, hvor Philharmonien snakker om sig selv, er det en næsten grinagtigt i al sin konstruerede selvbevidsthed (”jeg er koncertsalenes usynkelige Titanic”).

Vores egen Michael Madsen (ham med den smågeniale atomaffaldsdokumentar Into Eternity fra 2010) lader også sit norske storfængsel tale om sig selv på lydsporet. Men her er valget af bygning dog originalt, og menneskene, som bebor og færdes i fængslet, skildres i lige så høj grad som den bygning, de befinder sig i og påvirkes af.

Robert Redfords film om forskningsstedet Salt Institute er stilig, flot og halvkedelig, og filmen om Oslos Operahus forsøger at inddrage musik, dans og dramatik i sin fortælling om et hus fuld af … musik, dans og dramatik.

Ét er, at instruktørerne måske har kæmpet lidt for hårdt for at gøre deres film ”kunstneriske”.

Noget andet er, at det kun lykkes i brudstykker, fordi arkitekturen fortolkes og forklares halvt ihjel, og fordi 3D-teknikken ofte forstyrrer mere, end den gavner.

De fleste af instruktørerne har aldrig lavet 3D-film før, og billedernes ekstra dybde bliver hurtigt til en ligegyldig gimmick. Kun i Michael Madsens fængselsportræt og Karim Ainouz’ film om det delvist transparente Centre Pompidou giver det både tematisk og æstetisk mening at bruge 3D.

Cathedrals of Culture er et beundringsværdig ambitiøst projekt, som desværre kun lykkes i glimt. Hovedfejlen er og bliver, at besjælingen af bygningerne sker så håndfast: Det er hverken særlig poetisk, raffineret eller elegant, når alle pointerne udtales og forklares i dette forsøg på at lave en ny type arkitekturfilm.