Challengers

Man har lyst til at rejse sig op og klappe.

Intet mindre kan gøre det for klimakset i Luca Guadagninos sexede tennisbasker, der viser sporten, som du aldrig har set den før.

Bolden bliver givet op på en brandvarm hardcourt-bane i august 2019. På højre side af nettet står den stor-sponsorerede stjerne Art Donaldson (Mike Faist) i minimalistisk Uniqlo-tøj og kridhvide tennisokker.

På venstre side står den ustrukturerede Patrick Zweig (Josh O’Connor), hvis rodede frisure vidner om, at han har brugt endnu en nat på bagsædet af sin ulovligt parkerede bil.

De to modstandere kender alt til hinanden.

For som sporadiske flashbacks og charmerende anekdoter i tilfældig rækkefølge viser, var kamphanerne barndomsvenner, senere double-makkere og sam-onanister. Og ikke mindst konkurrenter om tennisfænomenet Tashis iskolde hjerte.

I Challengers skal det endelige slag mellem de to stå.

Sport kan bruges som metafor for godt og vel alt. Bare spørg Rocky, The Wrestler, Field of Dreams eller Titans.

I Match Point er den elitære tennissport symbol på uforudsigelighed. Ligesom i sporten afgør tilfældige træk karakterernes skæbne, og samtidig udnytter Woody Allen enkelt- og doublespil som spejling af hovedpersonens dualitet.

Luca Guadagnino har skabt et mix af de ovenstående film, hvad angår trekantsdrama, knuste drømme, racekommentarer, ligestillingsdebat og wokeism – bare gange hundrede!

Med underspillede detaljer frigør Challengers sig fra spillet og jonglerer adskillige fortællinger med et overskud, der er til at tabe kæben over.

Hvis du ikke ved første øjekaster opdager det lyse ar på Zendeyas højre knæ, skal en sekvens, der udfolder Tashis skæbnesvangre skade, nok makabert udpensle enhver sportsudøvers værste frygt.

I stedet for at vinde Wimbledon blev hun Art Donaldsons kone. I stedet for at skrive sig ind i historiebøgerne for sit spil blev hun træner for sin mand. I stedet for at blive den nye Serena Williams blev hun mor.

Skuffelsen over Tashis uforløste tilværelse er til at føle på, og vreden ulmer overbevisende i Disney Channel-børnestjernens øjne.

Man kan læse meget mellem linjerne. Afsløringen af sandheden bag deres forhold vil komme gradvist, og når tiøren falder, må man pænt sidde og sno sig af ubehag, indtil filmen bekender kulør.

I kærlighed og spil gælder alle kneb, og 52-årige Luca Guadagnino (Call Me by Your Name) spiller med Challengers på alle tangenter, han på nogen måde kan få fingre i.

I ekstreme nærbilleder ser man bogstaveligt de unges puls stige. Mens de afklæder hinanden og hengivent søger efter nøgen hud med drillende tunger, lulles man ind i deres afslappede leg.

Bedst som man tror, at man kender udfaldet, klippes der væk til tennisbanen. Her kommer en skriggrøn bold flyvende direkte mod én i et frækt jump scare. Det fortærskede horrorkneb var instruktøren naturligvis for fin til, da han lavede sin kunstneriske genindspilning af kultgyseren Suspiria.

Men det virker her.

Med synth-stryger-duoen Trent Reznor og Atticus Ross (The Social Network) er der skruet fuldt op for den soniske front. Oscar-vinderne har igen lavet en rå underlægningsmusik, som lokker én ud på dansegulvet ved siden af den forførende Tashi.

Lyden af tennis-spillet er overvældende. De hårde slag lyder som pistolskud, og skuespillernes præstationer understreger, at det er med at komme af vejen, når en velplaceret bold kommer flyvende med 218 km i timen.

Der er uden tvivl god hjælp fra CGI-effekter, men takket være enestående klipning og Sayombhu Mukdeeproms overlegne kameraføring tror man på de fantastiske skud.

Historien er ikke et unikum, men udførslen er på alle felter så sublim, at der ved filmens matchpoint ikke er andet at gøre end kaste håndklædet i ringen og erklære Challengers en triumf.