Chiaras valg

Jonas Carpignano har en nærmest antropologisk tilgang til at lave film.

Efter et kort besøg i syditalienske Gioia Tauro i 2010 flyttede den amerikansk-italienske instruktør dertil og infiltrerede lokalsamfundet.

Siden har han indspillet Mediterranea (2015), som undersøger to afrikanske migranters møde med byen, og A Ciambra – et hjørne af Italien (2017), der handler om en roma-drengs opvækst i et slumkvarter i selvsamme by.

Chiaras valg er instruktørens tredje film, der foregår i Gioia Tauro. Hovedpersonerne fra Carpignanos to forrige spillefilm optræder flygtigt i Chiaras valg, der tager afsæt i den lokale mafia – kaldet ‘Ndrangheta – set fra femtenårige Chiaras perspektiv. Derudover er de tre fortællinger uafhængige af hinanden.

Den nye film starter med Chiaras søster Giulias attenårs fødselsdagsfest. Humøret er højt og stemningen løssluppen. Der bliver danset, knipset familieportrætter og slynget parmaskinke og spydigheder over bordet. Latterbrøl overdøver lyden af bestik og tallerkener, der klirrer.

Samme nat ser Chiara sin far sætte sig ind i en bil og blive kørt væk, hvorefter hans egen bil eksploderer. Lyden forstummer, så kun billedet af Chiaras chokerede ansigt, der lyses op af flammerne, står tilbage.

Utilfreds med sin mors forklaring på, hvad der skete aftenen forinden, begynder Chiara at opsøge familiemedlemmer for at nå til bunds i, hvad der ligger bag eksplosionen og farens pludselige forsvinden.

Kameraet holder sig hele tiden i nærheden af Chiara, så man får en fornemmelse af at være der selv. Publikum bliver frustreret sammen med Chiara, fordi vi aldrig ved mere end hende.

På grund af hendes unge alder vil ingen indvie hende i farens liv i mafiaen, som han holdt hemmelig for sine yngste døtre. Chiaras valg er dermed mere en fortælling om at blive voksen end en hårdkogt mafiafilm. Der er hverken voldsepisoder eller skududvekslinger.

I stedet suges man ind i Chiaras virkelighed, når storesøsteren nægter at fortælle, hvad hun ved om mafiaen, eller når Chiara opsøger sin fætter, og han byder hende på mælk og småkager frem for kaffe!

Det popmusik-spækkede soundtrack trækker os endnu længere ind i hovedpersonens univers.

Det er næsten ikke til at fatte, at Chiara spilles af amatørskuespilleren Swamy Rotolo, som instruktøren mødte i Gioia Tauro. Rotolo er ganske enkelt blændende som teenageren med hovedet fuld af problemer.

Hun giver mafia-datteren en helt særlig dynamisk energi, som er intens uden at kamme over. Chiara er hård i filten, hun ryger e-cigaret og finder sig ikke i noget. Men i scener, hvor musikken fortoner sig, drages man af skuespillerens udtryksfulde øjne, der afslører en sårbarhed lige under facaden.

Swamy Rotolos rigtige familiemedlemmer medvirker ligeledes i filmen som Chiaras familie. Fortroligheden mellem dem mærkes i samspillet, som er troværdigt og overbevisende.

Også lydsiden bidrager til, at filmens miljøer føles autentiske. Regn slår mod bilruden, scootere gasser op og et løbebånd ruller, så sanserne hele tiden er aktiveret. Fotograf Tim Curtins stemningsmættede billeder formår også at skabe spænding, som når Chiara kører med sin fætter og eftersøgte far i bagagerummet, mens blå blink oplyser bilruden og lyden skrues helt ned.

Troværdigheden knækker dog indimellem i enkelte replikker, som skyder forbi målet. Værst er farens begrundelse for at handle med stoffer, der mildt sagt lyder som et dårligt slogan.

Det lyder, som om Carpignano har lagt ordene i farens mund for at understrege, at instruktøren ikke ønsker at være moraliserende. Den pointe havde man fint fanget uden den malplacerede oneliner.

Men en dårlig replik eller to er ikke nok til at spolere Carpignanos atmosfæriske afrunding af sin syditalienske trilogi.