Children of the Enemy

“De mener ikke, at det er deres ansvar at hjælpe dem, som har tilsluttet sig IS. Men det er ikke børnene, der har tilsluttet sig. Det er forældrene,” siger den svenske bedstefar Patricio frustreret.

I Gorki Glaser-Müllers dokumentarfilm Children of the Enemy, som bliver vist på Cph:Dox, sættes der ansigt på nogle af de mennesker, der i disse dage fylder i medierne og den politiske debat.

Børn af vestlige statsborgere, som har valgt at tage til Syrien for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat. Børn – flere af dem forældreløse – som lige nu sidder under umenneskelige forhold i den kurdiske fangelejr al-Hol.

For hvem har ansvaret for disse små eksistenser?

Svenske Patricio beslutter at tage sagen i egen hånd. Efter at datteren Amanda konverterede til islam, blev hun radikaliseret og besluttede sig for sammen med sin mand, som også var konvertit, at tilslutte sig Islamisk Stat.

Nu er både Amanda og manden blevet slået ihjel, og deres syv børn i alderen et til otte år sidder alene tilbage i Syrien. Efter datterens død vil Patricio gøre alt, hvad der står i hans magt for at få sine børnebørn hjem, om han så selv skal tage ned og hente dem.

Men den politiske modvilje gør det til en langsommelig og opslidende proces.

Det er Patricios personlige historie, som dokumentaren følger tæt. Gennem arkivbilleder præsenteres en tidligere glad og ung Amanda, og Patricio læser beskeder højt, som datteren har sendt ham, efter hun har forladt Sverige.

Det er smertefuldt at se, hvor ondt det gør på ham at reflektere over datterens radikalisering. Kunne han have hjulpet hende? Tog han sig ikke nok tid til hende? Men han ønskede jo bare, at hun var lykkelig, påpeger han.

Patricio vil ikke gentage sine fejl og risikere tabet af børnebørnene. De skal hjem! Han er en stærk mand og viser på intet tidspunkt skyggen af tvivl.

Men dokumentaren giver også indtrykket af den langsommelige og umulige proces, som det viser sig at blive at få børnene ud af Syrien. Patricio bliver kastet rundt i det svenske system, hvor alle myndighedspersoner fortæller, at de forstår hans situation, og at han har ret, men at de ikke kan hjælpe.

Ingen tør røre ved det betændte emne.

Og det er først efter mange måneders massiv mediedækning og skift i de politiske vinde, at der begynder at vise sig et lys i horisonten.

Undervejs i forløbet får Patricio med skjult kamera ved et kort arrangeret besøg i al-Hol-lejren filmet sine børnebørn, og her skærer dokumentaren helt ind i hjertekuglen.

Børnene lever i en lejr med manglende adgang til vand, toilet og andre basale behov. Enkelte af børnene smiler til kameraet og afslører beskidte tandsæt, mens tristheden stråler ud af andre. De har set så megen elendighed.

Den ældste søn så endda sin far blive skudt. Patricio lover dem, at de nok skal blive stærke igen, og at han vil komme og hente dem.

Mens han planlægger at hente børnene hjem, køber han massevis af legetøj og tøj til børnene. Små sko, bolde og køkken-legesæt.

Efter at være kommet ud af lejren sidder den ældste søn på en seng på et hotelværelse og smadrer hovedet ned i sin pude. Man gruer for børnenes fremtid. Hvad gør det ved en person at have oplevet så megen smerte så tidligt i livet?

De skal have masser af kærlighed, bliver Patricio ved med at understrege.

Og det er netop kærligheden og det medmenneskelige perspektiv, som er dokumentarfilmens styrke. Det gør os ikke klogere på de storpolitiske dilemmaer, men til gengæld er den en tiltrængt påmindelse om, at det handler om virkelige mennesker. Og ikke bare mennesker, men små skæbner.