Christian IV – den sidste rejse

Adelsfrøken Kirsten Munk blev i 1615 gift til venstre hånd med Christian IV. I løbet af elleve år fik hun tolv børn med ham, men forholdet sluttede i 1628, antagelig fordi hun indledte et forhold til en tysk rhingreve i dansk tjeneste.

Hun smed sågar sin ægtemand ud af soveværelset, og kongen kom sig aldrig over at være blevet gjort til hanrej. Efter sigende mødtes og forsonedes de aldrig siden.

Men sammen med manuskriptforfatter Trine Appel har instruktøren Kasper Kalle foranstaltet et sidste, konfronterende møde mellem de gamle elskende, der er blevet fjender, i sin debutspillefilm Christian IV – den sidste rejse. Kalle, der tidligere hed Skovsbøl, tog afgang på Filmskolen i 2015 med det ekspressive og roste heksejagtdrama Sorte måne.

I året 1648 er en døende Kong Christian på vej hjem til Rosenborg i København i sin karet, og undervejs samler han Kirsten op fra den husarrest, hvor han har placeret hende. Han giver hende et tilbud: Hvis hun indrømmer sin brøde, vil han sætte hende fri.

Således kommer de to godt op at køre, imens kongens livlæge (Peter Plaugborg) forsøger dels at lindre kongens smerter, dels at holde ham i live med vin og mystisk tobak i piben. Ansigt til ansigt med Kirsten kommer kongen ned ad både mindernes søde veje og mørke gyder, altid kredsende om dengang, hun faldt til føje for en anden mand, mens han blev såret ved fronten.

Stoffet er oplagt til en grandios og glamourøs film med krig og kærlighed, kappe og kårde, lidenskab og liderlighed. Men Kasper Kalle har valgt at levere et klaustrofobisk kammerspil, eller snarere karetspil, hvor spillerne kværner løs, mens kulissen kører gennem skove og over vand. I omtrent halvanden time sidder vi i vognen med kongen og konen – Kirsten, som nok var hans største, men langt fra eneste kærlighed.

Stridspunktet er ikke en kongelig affære med potentielt dødelig udgang, men et benægtet svigt mellem gamle elskende. Tidsmæssigt pendler vi fra ungdom til alderdom, mens kameraet holdes tæt på det sparsomme persongalleri.

Filmen er Baard Owes sidste før hans død som 81-årig i 2017, og historien er helt og aldeles hans, når han som den døende Christian bevidst underspiller og bevægende gestalter kongen mere som menneske end monark (mens han ret uretfærdigt overstråler Rudi Køhnke som den unge konge).

Baard Owe får fint mod- og medspil af Karen-Lise Mynster som den ældre Kirsten Munk, der i begyndelsen kraftigt bedyrer sin uskyld. Men da vi også ser hende som ung og bedårende, en delikat og nedringet Rosalinde Mynster, sammen med greven, en meget arisk Gustav Dyekjær Giese, bliver sandheden en ganske anden.

Imens trækker hestene det tunge læs gennem vår og vinter. Sproget er også tungt, selv om den formelle tone er blødt op med moderne replikker og ord som ”menstruation”, ”alkohol” og ”metermål” – anakronismer er undskyldelige, så længe de ikke hæmmer dramatisk drive og historisk indlevelse. Men den lidt opstyltede jargon ledte for undertegnede tankerne hen på en ganske anden Den Sidste Rejse, nemlig en bedemandsforretning på Østerbro.

Historien bliver for langstrakt i dens lukkede kiste, hvor interessen kvæles død i en snigende, men stigende kedsomhed. Selv om alle skuespillere gør alt, hvad de kan for at gøre sagen nærværende, begynder man at se ud af diligencens vinduer i håb om at få øje på noget andet end ansigter, der taler og taler.

Nuvel er Danmark smukt i al slags vejr, men ikke nødvendigvis sindsoprivende som kulisse for en rullende alvorssnak. Vi nærmer os et hørespil med smukke billeder.

Man rammes af en voksende ligegyldighed om, hvem der gik i seng med hvem. Filmen mangler simpelthen enten noget traditionelt 1600-talsdrama med historiske gevandter og kulørt ramasjang eller en kalejdoskopisk og inciterende fortælling, som vil mere og andet end at langtidsstege en affære om royal utroskab engang i Danmarkshistorien.