Chungking Express

”Hvis man opbevarede minder på dåse, ville de så også have en udløbsdato? I så fald håber jeg, de kan holde i flere hundrede år.” 

En Hongkong-betjent med nummeret 223 giver den som lommefilosof og lommepoet, og Wong Kar-wai stemmer i ved at lade betjenten spise sig gennem 30 symbolske dåser ananas. 

Hver af dem har udløbsdatoen 1. maj – en måned efter den dato, betjenten er blevet forladt af sin elskede med netop det navn: May. Det er et ritual, hvis nødvendighed og regelsæt han selv har digtet. Men så har han dog noget at klamre sig til. 

Præcis så irrationel er ikke bare betjent 223 (Takeshi Kaneshiro), men de fleste af karaktererne i Chungking Express. 

De hænger sig i en tabt fortid eller luftspejlinger. Alle skriger de på kærlighed i en pulserende by omgivet af rulletrapper og sydende menneskemasser. 

Men når en oplagt partner endelig materialiserer sig, ja, så rækker de eftertrykkeligt ud i den forkerte retning. Wong Kar-wai formår både at drille og hylde dem. Det er tragipoesi, som jeg ikke kan mindes at have set det hos nogen anden instruktør. 

Den unge snackbar-servitrice Faye (en hipt kortklippet og totalt charmerende Faye Wong) er måske den, der bedst formår at leve i nuet. Hendes samvittighed kan ligge på et ret lille sted. Hun er lettere manisk, og hun har set sig lun på en af sine stamkunder. 

Det er endnu en betjent, nummer 663 (den asiatiske megastjerne Tony Leung). Men Faye har samtidig sin egen drøm i baglommen, og vi hører den bogstaveligt talt igen og igen i snackbarens højttalere for fuld hammer: California Dreamin’. 

Bare af sted og følg mytologien til en forjættet USA-fremtid, man på ingen måde kan se hende i. 

Nostalgi og postmodernisme hvirvles sammen til ét i en centrifuge af fortællerstemmer, smukke billeder, stoisk tristesse og sexede uniformer. Der er også et par flagrende sekvenser med en smuglerdulle (Brigitte Lin) og hendes underbetalte hold af pakistanske skræddere fra titlens bazar, Chungking Mansion. 

Lidt skyderi og lidt romantik, noget Cranberries på kantonesisk og Dinah Washingtons souljazzede What a Difference a Day Makes. 

Lyder det rodet? Who cares! 

Det er bedårende, smilende, smittende, på en gang distanceret og forelsket. Man forstår, hvorfor Quentin Tarantino faldt pladask for filmen og købte den til amerikansk distribution i 1990’erne. Og man forstår, hvorfor Wong Kar-wai i sig selv er blevet en ting, mange har lyst til at putte på dåse. 

Ligesom Chen Kaige og Zhang Yimou har han fået millioner af arthouse-publikummer til at tude over umulig kinesisk kærlighed. Men han har også et stort ansvar for, at Hongkongs særlige form for rabalder-action er blevet cool. 

Han bygger med sin overlegne audiovisuelle flair en bro mellem 80’ernes franske cinema du look til 00’ernes hyperkinetiske action-blockbusters. Og han rammer Jim Jarmusch-segmentet lige mellem øjnene med sine tavse, sørgmodige protagonister. 

Jeg har for nylig i Ekko #88 skrevet om Criterions store bokssæt World of Wong Kar-wai, og at anmelde boksen føltes lidt som at skrive en utidig nekrolog. 

Det er fornemmelsen af en kunstner, der har de bedste film langt bag sig. Måske er det de otte år siden hans seneste film, der føles som en evighed. Eller måske det faktum, at Wong Kar-wais tre seneste film hører blandt hans svageste: sci-fi-romancen 2046, den amerikanske debut My Blueberry Nights og den æteriske actionfilm The Grandmaster. 

I realiteten kommer min følelse af fortid nok snarere af, at Wong Kar-wai emotionelt føles som en tidskapsel. 

At gå ind i filmenes universer er som at genopleve værker, der har talt særligt til mig, da jeg så dem som yngre. De er maggi-terninger af vemod og ugengældt kærlighed, som min ungdoms suppe var kogt på. Jeg føler helt malplaceret et medejerskab af Wong Kar-wais succes, fordi jeg opdagede filmene og mærkede deres ustadige puls som min egen. 

Det er sådan en urkraft, de bedste af Wong Kar-wais film besidder, og ingen af dem gør det mere rent end Chungking Express. Det er simpelthen ungdommen på dåse. 

Et flashback, hvor betjent 223 og ekskæresten May tumler forelsket rundt i lejligheden, er skildret så sanseligt håndholdt og nærværende, at man aldrig ønsker at slippe dem. Og da de to endelig mødes igen, føles mindet vigtigere end genforeningen. 

Jeg kan ikke se nogen grund til, at de ikke skulle have præcis den samme effekt på en ny generation af filmelskere. Wong Kar-wai er helt sin egen. Han kan også blive helt din egen.