Citizenfour

Det begynder med, at den amerikanske dokumentarfilminstruktør Laura Poitras i januar 2013 får tilsendt nogle krypterede og anonyme e-mails under betegnelsen ”Citizenfour”.

De fortæller hende, at afsenderen af disse har kendskab til et enormt overvågningssystem styret af USA’s efterretningsvæsen NSA, der sammen med andre efterretningsvæsener overvåger høj og lav i hele verden. Hvor meget USA har overvåget sine medborgere på alle måder i deres dagligdag. At alt, hvad de/vi foretager os, bliver digitalt registreret, ført i arkiver og analyseret.

Det harmløse rejsekort til metroen bliver den værste fjende sammen med de andre smarte kort, man har i lommen eller i tegnebogen. Overvågningen er baseret på love vedtaget efter 11. september 2001 for at beskytte nationen præventivt mod terrorisme.

Snart viser det sig, at afsenderen er en højt placeret embedsmand ansat i NSA ved navn Edward Snowden.

Dette er kernen i Laura Poitras’ mageløse og fascinerende dokumentarfilm Citizenfour. Det er en film, som afslører hele dette gigantiske indbrud i individets privatliv, men selvfølgelig frem for alt fokuserer på den verdensberømte whistleblower Snowden.

Han er en 29-årige computernørd, en ærkeamerikansk naboens søn fra North Carolina. Sammen med journalisterne Glenn Greenwald og Ewen MacAskill fra den britiske avis The Guardian opholder instruktøren sig med Snowden i otte dage på et hotel i Hongkong i juni 2013. Og det er her, optagelserne finder sted.

Det blev otte dage, som rystede verden. Snowden fortæller det hele – hvorledes og hvordan USA kontrollerer alt og alle.

Baggrunden skal findes i det fænomen, som med moderne ord hedder ”digitization”: At alt, hvad vi foretager os, bliver overvåget uden hensyn til privatliv eller intimitet. Vi er viklet dybt og inderligt ind i den digitale verden, fra computer og kreditkort til mobiltelefonen og alle de andre mange moderne kommunikationsmidler i dagligdagen.

Den enerverende, timer lange udspørgning i et klaustrofobisk univers gør filmen til et senmoderne kammerspil fortalt med håndholdt kamera. Filmen viser Snowden og hans interviewere i afdækning af noget, som ligner et plot fra en John le Carré-spionroman.

Men Poitras giver også et portræt af en Obama-skuffet idealist, som må sige farvel til familien og kæresten i sit korstog mod de usynlige strukturer, som styrer hele den borgerlige offentlighed.

Det er først og fremmest selve det episke flow i historien, begivenhedernes nøgne og nøgterne udvikling, som filmisk fører ordet. Den gode og chokerende historie udgør den dramatiske fremdrift snarere end instruktørens fortælletalent gennem filmmediet.

På den anden side er Citizenfour klart en klassisk dokumentarfilm, befriende fri for de rekonstruerede scener, som ellers er moderne i genren. Den viser os forløb og hændelser, som det tilsyneladende skete. Kameraet er et klartskuende øje, også når det inddrager historiens andre kombattanter i kampen for privatlivet.

Man kommer selvfølgelig ikke udenom, at den også er en iscenesat autenticitet, en aktivistfilm med et budskab. Det er jo Snowden selv, som inviterede Laura Poitras indenfor i sit spil for just at filme hans sag, hans egen vinkel på USA’s aldrig sovende efterretningsvæsen.

Det kunne være interessant også at betragte sagen fra den anden side og høre argumenterne fra hele det kor af efterretningsfolk, som foranstalter denne konsekvent kyniske brug af usynlige tråde til informationer.

Og da vi møder Snowden og kæresten genforenet i eksil i Rusland, stilles der ingen spørgsmål om, hvad han tænker og gør i et regime mere ufrit og kontrolleret end i det trods alt demokratiske USA.

Når det er sagt, skal det også accentueres, at Citizenfour er en frygteligt inciterende og seværdig film om den nye fagre, digitale verden.