Civil War

Alex Garland er nok ikke den eneste, der har kigget på nutidens USA og tænkt, at en borgerkrig rumler lige under overfladen. 

Med sine britiske øjne ser han et land, der er politisk og menneskeligt splittet og bevæbnet til tænderne. 

Garland er en af tidens mest interessante science fiction-instruktører. Han skrev manuskriptet til Danny Boyles meget britiske zombie-klassiker 28 Days Later. På egen hånd har han lavet intelligente værker som robot-thrilleren Ex Machina, den både J.G. Ballard- og H.P. Lovecraft-inspirerede Annihilation og den tech-skeptiske miniserie Devs. 

Næst efter den knaldhårde, minimalistiske Dredd, som Garland uofficielt instruerede, er Civil War den mest enkle og actionbårne af hans sci-fi-film. 

Garland smider publikum lige ned i slutfasen af en nærfremtidig amerikansk borgerkrig. Regeringstropper og separatister kæmper i Washingtons forstæder, og præsidenten (Nick Offerman) har forskanset sig i Det Hvide Hus. 

Krigsfotografen Lee (Kirsten Dunst) og journalisten Joel (Wagner Moura) overlever en selvmordsbombe under en demonstration i New York. 

De vil til Washington, inden Det Hvide Hus falder, og få et sidste interview med præsidenten, inden han med al sandsynlighed bliver henrettet af separatisterne. 

Med sig på bilturen får de selskab af veteranjournalisten Sammy (Stephen McKinley Henderson) og den purunge fotograf Jessie (Cailee Spaeny), der idoliserer Lee. 

Historien har samme simple grundform som 28 Days Later og Annihilation. En umage gruppe begiver sig på en farlig rejse mod et mål, de ikke helt ved, hvad er. 

Road movie-formatet giver Garland mulighed for at vise os et USA, der er smadret af borgerkrig. Infrastrukturen er ødelagt, og rundt om hvert et hjørne risikerer man at løbe på bevæbnede psykopater, selvtægtsmænd og soldater. 

Formen gør filmen meget episodisk. Karaktererne bevæger sig fra den ene farefulde oplevelse til den næste, og vi lærer dem aldrig rigtigt at kende. 

Garland er til gengæld en mester i spændingsopbygning, og nogle af sekvenserne er ekstremt nervepirrende. Et af højdepunkterne er en konfrontation med nogle soldater ved en improviseret massegrav. Her demonstrerer Jesse Plemons i en lille, men intens rolle sit helt særlige talent for reptilkold psykopati. 

Det fornemmes som rigtig krig, en konstant trussel om pludselig død i situationer, hvor al samtale og forhandling er nytteløs. 

Universet kan minde om zombie-dommedagsserien The Walking Dead eller den beslægtede The Last of Us, men Civil War er heldigvis mere end HBO-nihilisme på giga-budget. 

Med IMAX-biografens enorme lydtryk er det en tordnende effektiv og ofte skræmmende actionfilm. Filmen lykkes med at vise krig som både afstumpet ondskab og en adrenalinpumpende stålstorm. 

Politik er Civil War til gengæld ikke interesseret i. 

Vi får stort set intet at vide om årsagerne til borgerkrigen, og de to sider ligner hinanden til forveksling: samme uniformer, samme AR15-rifler, samme blinde blodtørst. 

Er det en spildt chance for Alex Garland, der jo langt fra er nogen ubegavet filmmager? Eller ville politisk analyse gøre filmen til præk frem for action? 

Det er i hvert fald et helt bevidst valg fra Garlands side. Han serverer den anden amerikanske borgerkrig som en intens dystopi med en undertone af paranoia og sorg. Og krydrer brutaliteten med et excentrisk soundtrack, der tæller De La Soul (i et af årets vildeste needle drops) og Suicide. 

Civil War er en radikal mainstreamfilm, som er svær at blive klog på. Det er en actionfilm uden helte, kun med ofre og overlevere, men samtidig er det ingen antikrigsfilm for humanister og pacifister. 

Den sitrer også af krigens adrenalin som en action-blockbuster, det føles forkert at spise popcorn til.