Clarice

Ondskabens øjne er ikke bare sådan at undslippe.

I den nye krimiserie Clarice vågner hovedpersonen stadig om natten et år efter begivenhederne i filmen, badet i sved, hjemsøgt af billeder fra seriemorderen Buffalo Bills terrarieagtige rædselskælder.

Her flakser sommerfugle frit omkring, mens unge kvinder skriger fra bunden af en gammel brønd, hvor morderen udsulter dem, så han kan flå deres hud, når de er døde.

De scener i Jonathan Demmes sofistikerede gyser har inspireret ikke blot mareridt, men utallige efterligninger, siden filmen havde premiere for 30 år siden.

Hvis en krimi skal være dunkel og snusket, læner den sig op ad Tak Fujimotos støvede billeder og Kristi Zeas klaustrofobiske produktionsdesign.

Så når Alex Kurtzman og Jenny Lumets Clarice genbruger samme æstetik, ligner den til forveksling alle andre seriemorderserier.

Tre afsnit inde er det stadig svært at se, hvad den har af nyt at tilbyde en fortærsket genre.

Første afsnit bruger halvdelen af spilletiden på at genfortælle handlingen fra Ondskabens øjne og resten på at genetablere Clarice Starling. Jodie Fosters glansrolle er overtaget af australske Rebecca Breeds, der spiller den intelligente og snarrådige FBI-agent, som konstant undervurderes af sine overordnede.

Serien foregår i 1993, og Clarice har brugt det seneste år på at holde sig ude af mediernes søgelys.

Men da tre kvinder findes dræbte og afklædte i en flod, hverves hun modstræbende til en efterforskningsgruppe af den nyudnævnte justitsminister Ruth Martin – mor til Catherine, Buffalo Bills sidste offer, som Clarice reddede.

Clarice gennemskuer straks, at ligene er skamferet posthumt i et forsøg på at efterligne en afsindig seriemorder. Den køber hendes chef, den glatte Paul Krendler, bare ikke. Han er bestilt til at finde en seriemorder og vil ikke høre tale om andet.

Den fjendtlighed, Clarice møder fra sine kolleger, er åbenlyst skabt til, at vi skal holde med hende. En bedre måde at opnå det samme på ville være at gøre hende til en mere mindeværdig karakter.

Jodie Foster var stålsat og sårbar i rollen, og da Julianne Moore overtog den i Ridley Scotts fortsættelse Hannibal, var Clarice blevet en forbitret karrierekvinde.

Rebecca Breeds er habil i hovedrollen, men Clarices erindringsglimt smides i hovedet på publikum som karnevals-lir. Og hun er ikke væsensforskellig fra så mange andre frygtløse detektiver, der byder bureaukratiet trods.

I andet afsnit sendes holdet afsted for at forhandle med en bevæbnet kultleder, der er under belejring af FBI.

Det er hentet fra virkeligheden. I 1993 endte en FBI-belejring af en kult af kristne fundamentalister i Waco, Texas, med 86 døde. Samme hændelse lå i 1996 til grund for et af de bedre afsnit af The X-Files.

Denne gang kan Clarice ikke gå enegang, men er nødt til at støtte sig til sit hold, særligt en sympatisk militærskarpskytte. Kollegerne bliver gradvis mere afrundede og menneskelige.

Da vi når til tredje afsnit, virker selv Paul Krendler mindre som en spytslikker og mere som en hårdt trængt leder, der forsøger at navigere det lumske, politiske farvand.

Hovedskurken i første sæson tegner til at blive en skruppelløs sammensværgelse. Det bryder måske nok formatet i Thomas Harris’ seriemorderunivers, men ikke desto mindre velkendt terræn for tv-krimier.

Det er ikke Clarice Starling, der er hovedattraktionen i Ondskabens øjne. Men rettighederne til Hannibal Lecter – psykolog, levemand, kannibal og sadist – ejes af et andet selskab, så han må glimre ved sit fravær i Clarice.

Efter sigende tripper Mads Mikkelsen efter at få lov at gentage glansrollen i en længe ventet ny sæson af Bryan Fullers barokke Hannibal.

Den serie førte universet i en radikal ny, barok og stiliseret retning. Det gør Clarice skuffende nok ikke.