Biografanmeldelse
02. nov. 2018
Climax
Kroppe i frenetisk bevægelse bliver nærmest én organisme i Climax, der i starten vækker forestillingen om en ny social orden af samhørighed på tværs af køn, race, seksualitet og tro. Foto | Benoît Debie

Climax

Med en vild idé tager franske Gaspar Noé sit livtag med deliriet, hvor skuespillerne er marionetter i instruktørens crescendo af en dødedans.

Af Rasmus Brendstrup

Det starter med danseglæde og slutter med hor, psykose og det, der er værre. Et lokalt civilisationssammenbrud, der trods en centralt placeret fransk tricolore og årstallet 1996 nærmest kun kan tolkes som en aktuel global temperaturmåling. 

Climax er en 95 minutters målrettet opbygget rus og det modsatte af en elegant film. 

Akkurat som i gennembrudsfilmen Irréversible fra 2002 skubber, niver, sparker, gennemtæver og udmatter Gaspar Noé publikum, og slutteligt sætter filmen sig i klemme som en genstridig nerve. 

Og det hele bliver danset

Hovedpersonen i filmen er et kollektiv, tyve sammenbragte mænd og kvinder i 20’erne og 30’erne, sorte og hvide, som skal til USA og turnere med et danseshow. 

Gruppen er rykket ind i en skolebygning og har gjort den til deres egen med højttalere og dj-podie i aulaen. De første femten-tyve minutter er et hvirvlende one-take, hvor kroppe i frenetisk bevægelse nærmest bliver én organisme, alle på skift med blikket rettet mod kameraet. 

Stilisten Noé – som vi er nogle, der elsker og beundrer for det semi-spirituelle dødsoratorium Enter the Void – folder sig her ekvilibristisk ud. 

Dansen er en enhed af eklektiske bevægelser, som gruppen får til at hænge sammen. Og den synes at åbne for forestillingen om en ny social orden af samhørighed på tværs af køn, race, seksualitet og tro. Hvis man stopper og taler, vil det hele smuldre. 

Dansen er et ritual og filmen måske at betragte som et stykke millennium-etnografi. 

Koreografen i filmen, der har sin lille søn Tito med, er tilfreds med prøven, og alle kaster sig over festbordet med sangria-bowler, mens nogle danser videre med glas i hånden. På lydsiden dunker et stramt sæt af club-hits: Aphex Twin, Daft Punk, Soft Cell, lidt Giorgio Moroder og så videre. 

Climax er Noés musikgave til sin egen generation eller måske den mest festlige begravelseshymne nogensinde. 

Samtalerne på dansegulv, bag pladespilleren og i korridorerne opsummeres af denne udveksling: ”Der er heldigvis andet i livet end mænd. Der er lækre piger i gruppen også.” 

Seksualiteten bliver til macho-fantasier, lesbiske scoringstogter, overgreb og jalousislagsmål. Pludselig er der én, der opdager, hvorfor tingene eskalerer: En eller anden har hældt LSD i bowlerne. En mulig gerningsmand får bank og bliver smidt ud i sneen for en sikkerheds skyld. 

Som publikum tages man som gidsel i denne mere og mere impulsstyrede og moralforladte rus, en hedonistisk slagtehal, hvor stofferne flyder, tøjet glider længere ned, og hvor der ingen tilflugtssteder er. 

For nogle er det et mareridt. For andre en fest, hvor pis og bræk på dansegulvet vidner om, at hvor der er puls, er der liv. 

Gaspar Noé laver film som ingen andre i dag. I hans blod bobler Bob Fosses All That Jazz! og Pasolinis Salò eller de 120 dage i Sodoma foruden dna fra Haneke, Argento og Zulawski. 

Filmens altoverskyggende problem er ikke desillusionen, men at overfladiskheden i omgangsformen mellem danserne smitter af på Noés blik på dem. De mange nye ansigter er ikke dårlige skuespillere, men pulsen og det rastløse kamera synes ikke at levne rum til, at de bliver mere end statister eller marionetter i instruktørens crescendo af en dødedans. 

Filmen føles monoton, når selv et kamera vendt på hovedet ikke kan få kroppe i dansespasmer til at udsige andet, end at det går irreversibelt nedad mod helvedesdybet. 

Måske har Gaspar Noé været klar over problemet, for vi møder også danserne indledningsvis i casting-video-optagelser fra en lejlighed. En sort fyr indrømmer en let nervøsitet ved at skulle danse med homoseksuelle. En bleg tysk pige fortæller, at hun er flygtet fra Berlins galskab. 

Nogle er fokuserede, andre påtaget cool. Et tværsnit af en multietnisk generation, der oser af potentiale. 

”At blive født er en unik mulighed,” som en tidlig kapiteloverskrift lyder i filmen med Noés karakteristiske reklame-versaler. Senere får vi facitlinjen råt for usødet: ”Livet er en kollektiv umulighed.” 

Kan kunsten redde verden? Fuck, nej. Men Noé tvinger os til at kigge indad, bunde bowlen – in vino veritas – og lader os gå dansende ud i natten.

Titel:
Climax

Land:
Frankrig, Belgien, USA

År:
2018

Instruktør:
Gaspar Noé

Manuskript:
Gaspar Noé

Medvirkende:
Sofia Boutella, Romain Guillermic, Souheila Yacoub

Spilletid:
97 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
8. november

Relevante artikler

Cannes 2018
19. maj 2018
Gaspar Noé trumfer Trier

Gaspar Noé trumfer Trier

Biografanmeldelse
16. dec. 2015
Love

Love

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
17. juli 2024
Memory

Memory

Biografanmeldelse
02. juli 2024
Hvisken i støvet

Hvisken i støvet

Biografanmeldelse
26. juni 2024
Samsara

Samsara

Biografanmeldelse
01. juni 2024
La chimera

La chimera

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!