C’mon C’mon

Joaquin Phoenix spiller den bløde radiovært Johnny, som er i gang med at producere en podcast om børn og unges drømme for fremtiden.

I Detroit, New York og New Orleans bliver børn spurgt: ”Hvad glæder dig?” og ”Hvad inspirerer dig?” Og de voksne lytter og reflekterer med stor empati og forståelse.

De små indlagte vignetter, hvor autentiske børn fra storbyerne udtaler sig til kameraet, fungerer i den sort-hvide C’mon C’mon som en påmindelse om, at vi altid skal huske at lytte til børnene.

Instruktøren Mike Mills har tidligere med stor succes lavet film om forholdet til sin far (Beginners) og mor (Alletiders kvinder). Nu er turen kommet til hans søn.

Da Johnny spontant ringer til sin søster Viv (Gaby Hoffmann), som han ikke har talt med siden morens død et år tidligere, finder han ud af, at hun er i knibe. Søsteren mangler én til at passe sin niårige søn Jesse (Woody Norman), mens hun selv tager til Oakland og forsøger at få Jesses far indlagt igen, da hans bipolaritet er forværret.

Den slags plejer at være startskuddet til en dannelsesrejse, man kan i søvne. Kropumuligt barn knytter sig til en sjov og uansvarlig voksen, der finder ud af, at det faktisk er cool at være forælder.

Men i Mills’ personlige dramaer sker der sjældent de store åbenbaringer. Han er ikke interesseret i Hollywood-erkendelser, men går i stedet efter ægte følelser og forhold. Og så er han en sand mester i at få intimitet og psykologisk dybde frem i både karakterer og billeder.

Fotograf Robbie Ryan, der har leveret stemningsmættede billeder i American Honey og The Favourite, sammentrækker i C’mon C’mon perspektivet, så scenerne fremstår intime og nære, hvad end Johnny og Jesse slentrer i vandkanten på en strand i Los Angeles eller på en skaterbane i New York. Imens hjælper The National- brødrene Aaron og Bryce Dessner på lydsiden følelserne på gled.

Det bliver næsten for pænt, og spørgsmålet er, om de små vanskeligheder i Johnny og Jesses daglige trummerum ikke er for små til at bære en hel film?

I C’mon C’mon er det, som om virkeligheden er pakket ind i vat.

Både Viv og Johnny er kærlige, omsorgsfulde og bekymrede voksne fra den kreative klasse, der læser guides på nettet om, hvordan man skal anerkende og undskylde.

Følelser bliver analyseret og endevendt til døde, som når Viv forklarer sin bror over telefonen: ”På hans egen niårige måde forsøger han at fortælle dig: ’Jeg føler mig ikke tryg. Vil du beskytte mig, hvis jeg hopper på denne bus?’”

Og da drengen skal tilbringe tid med sin onkels hyggelige kollega, mens Johnny laver et interview, er der krise, da han vender tilbage. iPad’en er død, og der er kun kedelige rosiner tilbage at snacke: ”Undskyld, er du okay?” spørger den ængstelige onkel gravalvorligt, som havde han udsat drengen for den værste tortur.

Budskabet er, at vi skal lære at lytte til børn og unges følelser. Men bag det sympatiske tankesæt gemmer der sig en hel generation af voksne nervevrag, der har fået tudet ørerne så fulde af idéen om det perfekte forældreskab, at de ikke tør sætte en fod forkert – og derfor aldrig sætter den ned.

I C’mon C’mon går det så galt, at Johnny til slut nærmest tvinger Jesse til at vise sine følelser, selv om barnet mest af alt gerne vil være i fred.

I en pragtfuld scene, hvor Joaquin Phoenix viser, at han er en af verdens bedste skuespillere, forsøger Johnny at få drengen til at sætte ord på: ”Det er okay ikke at være okay!” råber han.

Pragtfulde scener er der nok af. Og skuespillet mellem Phoenix, Hoffmann og Norman er helt i top. Men måske Mills skulle lytte til det ene barn, der under rulleteksterne forklarer, at nogle forældre vil snakke om følelser hele tiden. Og at det godt kan blive for meget.