Cold War

Cold War åbner med et meget forarmet, vinterligt og fattigt Polen i 1949, hvor fortidens kirker og herregårde er nedslidte og forsømte.

Til gengæld er det kommunistiske Polen i fuld færd med at udnytte nationens folklore, rustikke sang og traditionel folkedans til at styrke og rodfæste regimets politik.

Den intellektuelle musiker og komponist Wiktor er taget ud for at finde talenter til et nationalromantisk ensemble, som med hjemlandets vemodige sange, skønne møer og raske svende i folkedragter kan lancere landets ry som en kulturelt selvstændig stat.

Ved en audition får han øje på Zula, en skønhed med en blakket fortid.

Wiktor og Zula indleder en hidsig affære, der kompliceret strækker sig over lidt mere end ti år og tværs over koldkrigens Europa, især internationale metropoler som Berlin og Paris. De elskende er absolut meget forskellige, men begge eksistentielt omflakkende og rodløse, og tragisk skabt for hinanden.

Nok kan man trække polakker ud af Polen, men aldrig Polen ud af polakker.

Den fremragende instruktør Pawel Pawlikowski vandt helt retfærdigt en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film med nonne-dramaet Ida i 2015.

Med sin nye film har han skabt en fængslende kærlighedshistorie krydret med smægtende musik fra folk til jazz og gennemsyret af slavisk melankoli, hvor tilværelsen både kan være ulidelig let og alt for tung om hjertet.

Alt er iscenesat med formidabel episk vitalitet på en stram halvanden time, yndefuldt fotograferet med dyb, grafisk brug af sort-hvide billeder af natteliv og vintertid. Vi ser storbygader i kontrasttungt lys – clairobscur, kalder man det –  håbløse snelandskaber og musikmunter stemning på jazzklubben og til cocktailparty.

Det er ikke tilfældigt, at instruktøren blandt sine yndlingsfilm har landsmanden Andrzej Wajdas efterkrigsværk Aske og diamanter og tjekken Milos Formans socialrealistiske jerntæppe-klassiker Blondinens kærlighed.

Den kvindelige hovedperson Zula – spillet sexet og sanseligt sultent af Joanna Kulig – ligner stærkt blondinen i Formans film. Hendes livs kærlighed, Wiktor, gestaltes fermt af Tomasz Kot som en både blød og cool karl, der med sine svale øjne, glatte sorte hår og sensuelle skægstubbe har et charmant blik for kvinder.

Rundt om dem er der kælet for både typer og personer. Den smiskende, falsk forstående kommunist, 50’ernes franske intellektuelle og jazzmusikere og et Polen, som trods alt bevæger sig mod den vestlige verden i dur og mol. Mest det sidste.

Filmen artikulerer nærmest politisk-allegorisk, hvorledes Stalin & co. misbruger autentisk, polsk folkekultur. Og siden, hvordan Vesten enten sjælløst jazzmoderniserer folkemusikken eller direkte smitter landet med overfladisk, vestlig popmusik. Til tider er filmen nærmest en musical.

Men også kun til tider – og regn ikke med en happy ending. Det hele slutter i samme kirke, vi så i begyndelsen, hvor kun Jesu øjne ikke er skallet af på grund af misrøgt.

Det kan være fristende at se Cold War i forlængelse af Polens aktuelle højreorienterede, nyreligiøse populisme som en historie om, hvordan Polen er helt enestående sin egen og hverken hører hjemme i Vest eller Øst. Det er nationalistiske toner, som har lydt i århundreder i den evigt plagede lus mellem neglene Tyskland og Rusland.

Men filmen er dybt personlig. Det mærkes i den engagerede og inciterende instruktion, der har en inderlighed på grænsen til det melodramatiske, men som altid undviger det postuleret patetiske og markant manierede.

Cold War er dedikeret til instruktørens forældre, der begge fristede en krank skæbne adskilt i flere år af politiske årsager. Moren som anglofil katolik, faren som ateistisk jøde.

Pawel Pawlikowskis personlige værk er smerteligt og suggestivt, rørende og vedkommende. Et vintereventyr om at leve på polsk under Den Kolde Krig.