Collective

Sidst på aftenen den 30. oktober 2015 udbrød en brand på spillestedet Colectiv i Rumæniens hovedstad Bukarest. Fyrværkeri under en koncert antændte lyddæmpende loftsplader. Flere end 60 mennesker omkom – halvdelen på stedet, den anden halvdel efter ofte lange forløb på sygehus.

Spillestedet havde betalt sig fra brandmyndighedernes kontrol. Massedemonstrationer i dagene efter førte til, at den socialistiske Victor Ponta-regering trådte tilbage og blev afløst af en teknokrat-regering af upolitiske embedsmænd.

Dramatiske videoklip, optaget af publikum den katastrofale aften, indleder den prisbelønnede rumænske dokumentar Collective. Men det er det politiske efterspil, der er filmens ærinde.

Hurtigt viser det sig, at det rumænske sundhedsvæsen er fuldstændig uforberedt til at håndtere svært skadede brandsårspatienter, der må overflyttes til sygehuse i udlandet. Patienter, som behandles på rumænske sygehuse, dør af skader, de burde have overlevet.

Korruption og inkompetence afsløres. Det viser sig, at sygehusenes desinfektionsmidler er fortyndet til en tiendedel!

Collective fanger fra de første billeder og holder én fast i en skruestik. Selv noget så tilsyneladende kedeligt som en pressekonference i et rumænsk sundhedsministerium er mættet med spænding. Filmens perspektiv er observerende, uden en påtrængende fortællerstemme, men intenst dramatisk.

Gradvist træder den sjusket klædte Cătălin Tolontan, redaktør på Rumæniens største fodboldavis, frem som en hovedperson. Det er ikke lige det første sted, man ville forvente regeringsomvæltende, kritisk journalistik fra. Men Tolontan og hans graverjournalister går hårdt til den nyudnævnte sundhedsminister og afslører yderligere politisk mørklægning.

Afløseren som sundhedsminister, den uerfarne Vlad Voiculescu, er den anden hovedperson. Sympatisk og ærlig bliver han en slags sandhedsvidne og katalysator for den forandring, filmen skildrer.

En kvindelig læge fra et af de korruptionsramte sygehuse lækker en video af en døende brandsårspatient. Man ser maddiker æde sig ind i den endnu levende mands ansigt. Stærk kost, som endnu engang viser, at virkeligheden altid overgår fantasien.

Samtalen mellem whistlebloweren og den unge minister er noget af det stærkeste, jeg længe har set i en dokumentarfilm.

Forelagt maddike-videoen og lægens beretninger ser man ministeren tabe kæben. ”Hvor er lægernes medmenneskelighed? Hvordan helvede får vi ryddet op i det?” udbryder han uden rigtigt at få svar.

En tredje hovedfigur er den unge Tedy Ursuleanu, der overlevede branden med svære følgeskader. Hun fungerer som et tavst vidne, når hun i en performance bruger sin skamferede krop til at vise katastrofens dybde i det rumænske samfund.

Umiddelbart kom jeg til at tænke på den mesterlige fiktionsfilm Hr. Lazarescus sidste rejse, der skildrer tilsvarende tilstande i det rumænske sygehusvæsen.

Men Collective får os et andet sted hen. Styrken ligger i kombinationen af den dramatiske klipning og de stærke billeder, uden at vi bliver overlæsset med forklaringer fra selviscenesættende dokumentarister. Vi skal selv sammenstykke fortællingen ud af filmede samtaler og tv-optagelser, men den fænger, og der bliver jævnligt smidt bomber i hovedet på os.

Vi holder med den unge, aktivistiske sundhedsminister, men ser, at han er på en Sisyfos-opgave. Og da teknokrat-regeringen efter et års tid går af, viser det sig, at den nye regering stadig udpeger inkompetente sygehusadministratorer.

I nutidens Rumænien fortsætter bestræbelserne på at forbedre sundhedsvæsenet. Lige før juleferien trådte en ny regering til. Den nye og nu knap så uerfarne sundhedsminister hedder Vlad Voiculescu. Ham vil jeg glæde mig til at følge!