Concussion

Lægen Bennet Omalu, en nigeriansk immigrant med mange akademiske titler, opdager ved en obduktion af en midaldrende tidligere berømt, fordrukken og forsumpet American football-spiller, at dødsårsagen er CTE (chronic traumatic encephalopathy).

Det er en snigende, selvmorderisk hjerneskade, man ellers kun sætter i forbindelse med professionel boksning. Omalu og nogle andre medicinske kolleger publicerer en videnskabelig artikel om fænomenet, som synes at have kostet rigtigt mange spillere livet.

Men ned ad den boldgade skulle de aldrig være gået.

For her bor NFL, National Football League, USA’s mægtigste fodboldforbund – en gennemført kynisk pengemaskine for nationens mest populære sportsgren. Den magtfulde interesseforening har for længst fastslået, at et boldspil som mestendels består af organiseret vold mellem mænd i særegne rustninger, er totalt uskadelig.

Journalisten Peter Landesmans velmenende Concussion bygger på en rigtig historie. Om en excentrisk, halvautistisk, stærkt troende katolik, som i sin egenskab af retsmediciner vikler sig ind i en farlig konfrontation med USA’s nationalsport.

Omalu og den kone, han får undervejs, bliver telefonisk truet på livet, og i første omgang bliver han nødt til at skifte job. Historien er faktisk af det stof, som der kunne drejes en typisk John Grisham-thriller over: den idealistiske enspænder, som snubler over fæle konspirationer med magtliderlige bagmænd, der ingen midler skyr for at forhindre at blive afsløret.

Men Landesman har valgt at dreje en saglig og nøgtern dokumentarfilm forklædt som en traditionel thriller med de gode og de onde i delikate billeder af en storby med en smuk omegn.

Det er fortalt lige så spændende og turbulent som vaskemaskinens skåneprogram. Det er et sobert og nedtonet melodramatisk, der efter en god start bliver søvndyssende kedeligt. Det dramatiske klimaks er således, da lægefruen muligvis bliver forfulgt i sneglefart af spioner, hvilket stresser hende, så hun må føde et dødfødt barn.

Kedsommeligheden kunne man måske godt leve med, hvis filmen havde nøjedes med at være indigneret og engageret. Men den er også en larmende hyldest til USA. Bennett Omalu fortæller os salvelsesfuldt, at han allerede som barn hjemme i Nigeria betragtede USA som landet, kun de bedste mennesker havde fortjent.

Will Smith spiller ham solidt og solidarisk med standhaftig retfærdighedssans og en meget påtaget tyk, afrikansk accent. Men også med den klarøjede og rapkæftede ildhu, Smith er god til at levere, hvad enten han er fræk fyr i Los Angeles, agent i sort jakkesæt eller bokseren Muhammed Ali.

Alec Baldwin er først bøs bælgøjet, så angrende, som fodboldlægen, der har fået kolde kanyler af al den medicin, han har pumpet ind i fodboldvrag. Den fine karakterskuespiller David Morse, der er fodboldstjernen Mike Webster, forlader os desværre meget hurtigt i historien. Bedst er Albert Brooks som Omalus strenge, men sympatiske overlæge, der sætter sin karriere på spil for hans skyld.

Hvis man kan tale om, at klassikeren Dræb ikke en sangfugl fra 1961 var en John F. Kennedy-film skabt i hans socialliberale ånd, så kan Concussion kaldes en decideret Barack Obama-film. Den har en farvet hovedperson og lutter gode intentioner, der dog i sidste ende ikke flytter en eneste fordom.

Concussion er amerikansk propaganda-light, men alligevel for meget.