Condor

For sytten år siden ændrede terrorangrebet 9/11 verden.

Jeg har en svag erindring af som tolvårig at komme hjem fra skole og se billederne af fly, der rammer de to tårne, og mennesker, der springer ud i døden. Det var chokerende, men føltes også så uvirkeligt, at en filmglad præ-teenager dårligt kunne adskille oplevelsen fra endeløs Hollywood-action.

Bedre husker jeg faktisk de aftener, hvor min far og jeg sad sammen i sofaen og så, hvordan Jack Bauer stoppede verdens terrorister på et døgn i 24 timer. Det var ikke særligt realistisk, men troværdigt nok til, at det gav mig en idé om godt og ondt.

Pointen med den personlige anekdote er, at fiktive værker kan påvirke vores verdenssyn lige så meget som virkelige hændelser. Og med store kræfter følger som bekendt et stort ansvar.

Det ansvar forvalter den nye tv-serie Condor med sit intense indblik i moderne spionage det meste af tiden forsvarligt – også selv om der ikke går mange minutter, før en stakkels mand får skåret halsen over, og alle ansatte på et kontor bliver pløkket i smadder.

I det hele taget må ikke så få mennesker lade livet i serien, der ligesom Sydney Pollacks paranoia-thriller Tre døgn for Condor fra 1975 bygger på James Gradys bogserie.

I filmen spiller Robert Redford – der ramte paranoia-stemningen bedre i Alle præsidentens mænd – hovedrollen som en CIA-analytiker, der bliver fanget i et drabeligt katten-efter-musen-spil. I den nye serie er han blevet erstattet af Max Irons’ muskuløse computernørd Joe Turner, der af magtfulde mennesker bliver udpeget som den skyldige bag kontor-massakren.

I tråd med genrens 70’er-tradition må Joe nu kæmpe mere eller mindre ene mand mod et system, der har alle teknologiens goder samt blodtørstige lejemordere på lønningslisten.

Det er grobund for bundsolid og drøneffektiv spænding, når den unge mand udelukkende med egen kløgt som våben tager kampen op i en serie, der lander et sted mellem førnævnte 24 timer og den mere moralsk komplekse Homeland.

Der er eksplosiv dynamik i seriens brug af cliffhangers, der flere gange starter et afsnit med de samme hændelser, som afsluttede det forrige. Men denne gang fra et nyt perspektiv, så den øjeblikkelige forvirring afløses af adrenalinpumpende svar og nye udfordringer.

Det virker først som at pryde sig i intellektuelle lånte fjer, når Condor starter hvert afsnit med citater af blandt andre filosofferne Voltaire og Sofokles. Men det lidt højpandede greb forløses faktisk, fordi serien netop behandler de spørgsmål, der opstår, når et afsnit starter med et citat som: ”Det er beklageligt, at for at være en god patriot må man blive resten af menneskehedens fjende” (Voltaire).

Joe er lige præcis en god patriot, der ikke bare køber den amerikanske forestilling om, at verdens supermagt altid er de gode fyre.

Blandt resten af persongalleriet er der dobbeltspil på dobbeltspil, og man ved aldrig helt, hvem man kan stole på – selv skurkene kan nemlig vise sig at gå over til den ”rette” side, hvis altså bare prisen er den rigtige!

Det afspejler meget godt vores virkelighed, hvor magten nok ligger hos mennesker, men hvor alt er formudret af bureaukratiske egeninteresser, som kolde kontanter mest effektivt kan kontrollere.

De virkelige banditter er dog dem, der forsøger at ændre verdens tilstand til det værre for egen vindings skyld. Dem er der ad libitum i serien – og nok også i virkeligheden – men det føles alligevel lidt letkøbt i dramatisk forstand, at intelligente mennesker er parat til at smide alt på bålet, i håbet om at USA får lettere ved at styre slagets gang på verdensplan.

Condor er ikke helt potent nok i sin samfundskritik til at blive dagsordensættende, som Homeland var i sine unge år. Men serien iklæder sit drama de rette gevandter, så man gerne tager med på den hektiske tur.