Confess, Fletch

Den amerikanske forfatter Gregory Mcdonald lancerede fra 1976 og ind i 1980’erne en række krimier om den temmelig rapkæftede og flabede Fletch.

En blanding af gentlemantyv og privatdetektiv.

Stil og sprog var stærkt inspireret af 1940’ernes sofistikerede snushane a la Raymond Chandler, men heftigt krydret med Playboy-magasinets mandschauvinistiske kønssyn. Rigtige mænd var seje og stovte, kvinder smækre og lækre – og sex med dem var en skødesløs selvfølgelighed.

To af bøgerne blev mere eller mindre vellykket filmatiseret med komikeren Chevy Chase i hovedrollen.

Nu er der skabt en tredje adaption, oven i købet af første bind i serien, Confess, Fletch.

Instruktøren Greg Mottola og manuskriptforfatterne har valgt at fokusere på krimiromanernes atmosfære og aura fra de glamourøse og nonchalante 80’ere med succesmænd i jakker og smukke kvinder, der snakker.

Det bliver understøttet af underlægningsmusikken, der er en cocktail af periodens lounge-jazz, bossanova-rytmer, country, elevatormuzak og forglemmelige, italienske slagere.

Meget apropos har man sat Jon Hamm (Don Draper fra kultserien Mad Men) i hovedrollen som den synkefri Fletch med baseballkasket, sneakers og blå blazer.

Jon Hamm er med sin firkantede hage, høje pande og lidt altmodische mandetype skabt til at spille Fletch. Han lægger sig tæt op ad afslappede James Garner, vi i serier netop kender som den løsgående elegantier Maverick og privatdetektivenRockford.

Men med skam at melde svigtes Hamm meget hurtigt af en vægelsindet instruktør, som ikke kan bestemme sig for, om filmen skal være en pastiche eller en parodi.

Seværdige Marcia Gay Harden mener åbenbart sidste og spiller sin italienske grevinde med en overdreven italiensk accent tykkere end tiramisu. Hvorimod altid sinistre Kyle MacLachlan synes at mene, at filmen hører hjemme i film noir.

Imens prøver instruktøren at fastholde den klassiske krimikomedie med raffinerede mord, der er morsomme snarere end morbide. Her bliver det desværre alt for ofte mere elefant end elegant. Især når man prøver at gøre en gammel skabelon mere tidsvarende og moderne med en strisser med baby i sele og graffiti på en varevogn.

Ellers fastholdes en latent nostalgi over for et tidsbillede fra fortiden, der gang på gang afslører sig som altmodisch og anstrengt.

Fletch skal arbejde for en italiensk greve, som bliver kidnappet af mafiaen. Fra sin kunstsamling skal han stille med et Picasso-maleri som løsesum, men maleriet befinder sig i Boston. Hvorfor filmen begynder med, at Fletch snubler over et lig af en kvinde i en rigmandslejlighed i byen.

Et mord, han snart bliver mistænkt for.

Inden da har han i Rom indledt et forhold til grevens datter, der spilles med meget tomatsovset italiensk accent af Lorenza Izzo.
Og så kommer John Slattery (forretningsmand med civiliseret kynisme i Mad Men)forbi i en birolle.

Plottet er, som det lyder: decideret fjollet.

I virkeligheden er filmen en række tableauer trukket på en meget tynd snor og desværre kun sjældent sjove. Vi taler jo trods alt om en krimikomedie.

Instruktionen er der håndværksmæssigt ikke noget galt med bortset fra manglen på samlende idé og klichéer, der står i kø.

Jon Hamm kører på en rød scooter i turistens Rom med Colosseum lige om hjørnet. I Boston er vi blandt rige, snobbede kunstsamlere, men her sørger satiren i det mindste for at kvikke komedien en anelse op.

Men næppe nok til,at Confess, Fletch løfter sig over den gængse lørdags-tv-krimi før midnat.