Copa 71

Sommeren ’92. Hvis ikke du husker det, så har du sikkert fået det fortalt. Det danske herrelandshold vandt EM i fodbold på en afbudsbillet. En uforglemmelige sommer og et stykke Danmarkshistorie.

Det italesættes ofte som det største fodboldhistoriske øjeblik, men tyve år før gjorde det danske kvindelandshold det endnu mere umulige.

De vandt datidens VM i kvindefodbold, Copa de Mundial, i Mexico i 1971. Men det er der ikke mange, som kan huske eller har hørt om.

Britiske James Erskine og Rachel Ramsay fortæller med dokumentaren Copa 71 historien om den skelsættende sportsbegivenhed, der var monumental for kvindefodbold.

En række af landsholdsspillerne fra de mest dominerende hold – heriblandt Frankrig, Italien, England, Mexico, Argentina og naturligvis Danmark – fortæller rørende om at vokse op med den uopnåelige drøm om at spille fodbold. En sport, der var totalt domineret af mænd både på og uden for banen.

Det stærkeste i dokumentaren er disse personlige beretninger. De tidligere fodboldspillere giver et indblik i barndommen i deres hjemland, mens de taler hvert deres sprog: italiensk, spansk, fransk og engelsk.

Det giver en smuk forståelse af den internationale samlende begivenhed, som VM netop er.

Derfor virker det underligt, at de danske fodboldspillere Birte Kjems og Ann Stengård skal tale på et gebrokkent engelsk. Især når der klippes til mexicanske Silvia Zaragoza, der får lov til at ytre sig på spansk.

Copa i 1971 beskrives som et parallelt univers, hvor kvinderne for en gangs skyld ikke latterliggøres og tværtimod bliver taget imod som kendisser.

Men for at fylde de store stadions benyttede Mexicos pressedækning af turneringen sig af det ældste trick i bogen: Man gjorde landsholdsspillerne så sexede som overhovedet muligt.

Yderst sexistisk, men dokumentaren vælger ikke at grave i modtagelsen af pressestrategien. I stedet vises landsholdsspillernes henrykkelse over pressen og publikums opmærksomhed.

Dokumentaren formår at opbygge en stemning omkring fodboldkampene, der blev fløjtet af for mere end 50 år siden. Grynede videoklip fra kampene er med til at gøre begivenhederne spændende, men de levende videobilleder bliver ofte tilsidesat for fotografier fra kampene.

Det skyldes sandsynligvis manglende videomateriale, men ikke desto mindre river det én ud af stemningen. Til gengæld er optagelserne af de entusiastiske spanske kommentatorer medrivende.

Copa 71 har mange bolde i luften – fra et større historisk perspektiv over de personlige beretninger og selve turneringen til en feministisk vinkel med inkludering af nutidens opfattelse af kvindefodbold.

Mest spændende er dramaet, der udspiller sig på og uden for banen. Det skaber en fornemmelse af, at fodbold ikke bare er fodbold.

Der er meget mere på spil, og det sættes på spidsen i afviklingen af semifinalen mellem Italien og Mexico. ”Hvem tror du, at de mexicanske arrangører ønsker at se i finalen?” spørger de italienske spillere retorisk. Deres indirekte påstand om matchfixing sender tankerne til den længerevarende shitstorm, som FIFA i de seneste år har været ude i.

Den dag i dag er finalen mellem Danmark og Mexico på Azteca Stadium med flere end 112.000 tilskuere stadig den største kvindelige sportsbegivenhed nogensinde.

Danmark vinder 3-0, men finalen bliver næsten ensidigt fortalt fra det mexicanske holds synsvinkel. De mexicanske spilleres fortæller medrivende, mens Birte og Ann er handikappet af deres begrænsede engelskkundskaber.

I stedet for at lade publikum mærke sejrens rus hos de danske verdensmestre bruges kræfterne på at skabe sympati for det mexicanske hold.

Og slutningen på dokumentaren bærer præg af en Hollywood-slutning, hvor man vil lave en smuk afrunding på en lang og sej kamp om ligestilling. Men det runger en smule hult, når der stadig er så stor ulighed mellem kvinde- og herresport.

Copa 71 er dog et skridt i den rigtige retning.