Costa Brava, Libanon

I Libanons vildnis bor familien Badri.

Langt fra Beiruts støj, os og mennesker har kernefamilien en lille gård udstyret med høns, frisk frugt og endda en svømmepøl. Far, mor, bedstemor og børn lever et liv i lutter idyl.

Lige indtil regeringen rykker ind et stenkast fra køkkenhaven. Med en statue af præsidenten rejst midt i naturen meddeler en af regeringens holdningsløse kammesjukker, at de bygger en losseplads.

Han forsikrer familien om, at det er en miljøvenlig genbrugsplads, der ikke kommer til at brænde affald af eller forårsage nogen problemer.

Det er en stor, fed løgn.

Det ved faren Walid (Saleh Bakri) og moren Souraya (Nadine Labaki) udmærket godt. De flygtede nemlig fra præcis den slags skrald og nonsens fra regeringen, da de fik deres første barn og flyttede på landet.

Konflikterne mellem folk, miljø og korrupte politikere er det bankende hjerte i instruktør Mounia Akls Costa Brava, Libanon. Filmen er gennemsyret af foragt for løgnagtige regeringer og ligeglade mellemledere, der fører befolkningen bag lyset.

Familiens planter og afgrøder begynder at udtørre. Deres drikke- og badevand løber rustrødt. Da affaldet som forventet bliver brændt af, må hele familien have gasmasker på for at være udenfor.

Walid dokumenterer det hele med et lille, håndholdt kamera. Men selv med videodokumentation har han svært ved at få juridisk medhold fra de advokater, han opsøger for at få hjælp.

På den måde viser Costa Brava, Libanon civilbefolkningens udfordringer, når de forsøger at ændre deres levevilkår og på lovlig vis bekæmpe uretfærdighed og miljøsvineri.

Badri-familien render konsekvent hovedet mod korruption, der fratager dem kontrollen over deres livssituation. Det kan hverken advokathjælp eller civil ulydighed løse. Det er umuligt ikke at blive særdeles arrig på deres vegne – især, når man har i baghovedet, at klimakrisen buldrer afsted, og deres fiktive situation er alt for virkelighedsnær.

Costa Brava, Libanon er ikke helt så stærk i skildringen af familiemedlemmerne og deres indbyrdes forhold.

På overfladen er familien sympatisk og forskelligartet.

Sangeren Souraya mødte Walid til en demonstration og kunne ikke lade være med at forelske sig i den temperamentsfulde herre, der var blevet banket af politiet. Nu er Walid en lidt mere stille og rolig familiefar, der både beskytter familien og slås med pindesværd med børnene, når de laver mad sammen.

Walid og Souraya formår bare heller ikke at blive til mere end det. Deres udvikling gennem filmen hænger ikke sammen med den aktivistiske og miljøkritiske tematik. I stedet ender deres historie med at handle om en parforholdskrise, som filmen ikke for alvor kommer i dybden med.

Deres syttenårige datter Tala (Nadia Charbel) er i fuld gang med for første gang at opleve begær og udforsker sin egen kødelighed, når hun tænker på regeringens vattede kammesjuk, Tarek (François Nour), der arbejder dag og nat på nabogrunden.

Hun udforsker og oplever, men den sidehistorie bliver ikke forløst.

Den filmiske rutsjebane når dog også nogle højdepunkter i selskab med bedstemor Zeina (Liliane Chacar Khoury) og den yngste datter Rim (tvillingerne Seana og Geana Restom).

Zeina er bedstemoren fra helvede.

Hun har galoperende KOL, og alligevel lokker hun lossepladsarbejderne til at skaffe hende cigaretter. Hun formår at være både gnaven og omsorgsfuld, og det er sammen med hende, at filmen leverer de mest meningsfulde øjeblikke.

Men den sande stjerne er lille Rim.

Hendes form for fandenivoldskhed findes kun hos små piger, der er vokset op med vild natur som deres baghave. Hun sprudler af personlighed og er slet ikke til at styre.

Må hun ikke komme udenfor, er det selvfølgelig det eneste, hun vil. Hun beskytter sin storesøster mod Tarek med en slangebøsse. Og hun tror, at hun kan ændre virkeligheden og kontrollere omverdenen ved at tælle til enten otte eller 44!

De unge skuespillere skildrer hende, som var Rim deres sande ”jeg”. Man forelsker sig i møgungens rebelske charme, og hun får hele filmen på rette fod igen, når forældrekaraktererne ikke kan.

Takket være Rim lykkes Costa Brava, Libanon med sin vigtige, aktivistiske fortælling.