The Counselor

Vi har været her mange gange før: i narkosmuglernes grænseland mellem Mexico og Texas, hvor døden ikke kun kommer om eftermiddagen, men hele dagen, og hvor lig i landskabet er lige så almindelige som hundelorte på en dansk landevej.

På film og fjernsyn er krigen mod de latinamerikanske narkokarteller et Sisyfos-arbejde, hvor kun Gud kan gribe ind.

Bedst i genren er stadigvæk Coen-brødrenes No Country for Old Men, drejet over en roman af amerikanske Cormac McCarthy, hvis kristent-eksistentielle budskab var hele filmens surdej: Hvis du stjæler af grådighed i stedet for at give en døende mand et glas vand, så kommer dødsenglen efter dig, spillet formidabelt af Javier Bardem, som med en boltpistol på størrelse med en skumslukker gør dommedag nærværende for hin enkelte.

Javier Bardem er også markant med i The Counselor, iscenesat af Ridley Scott over et originalt filmmanus af selvsamme McCarthy. Forfatterens litterære geografi ligger netop, hvor USA bliver til Mexico, og protestantismens nye testamente afløses af katolicismens gamle testamente. Men dødssynden er den samme på begge sider af grænsen – den golde griskhed og modernitetens djævlepagt, der dræber sine disciple i sidste ende.

Det er igen temaet i denne historie, som man også har hørt flere gange før – om den pæne sagfører, som kommer i kløerne på mafiaen og dermed mister liv og lemmer. I McCarthys kristne øjne mister man dog mestendels sin sjæl, og det er langt værre.

Michael Fassbender spiller The Counselor, der lige har købt en meget dyr diamantring til sin kæreste, den fagre Penélope Cruz, og som smittet af en klients søde liv på kokainhandel overvejer selv at gå ind i branchen. Hans gode ven, spillet tilbagelænet af Brad Pitt, råder ham fra det, og vor antihelt er lutter øre og trækker sig tilbage.

Men det er her, McCarthy og Scott har lagt den etiske fælde. Når du én gang har krydset skellet ind til Satans kriminelle rige, er der ingen vej tilbage. 

Ridley Scott, hvis hovedværker er de arbitrære historier om godt og ondt – Blade Runner og Alien – begyndte egentlig sin filmkarriere som reklamemand. Det mærkes i den grad i denne film, hvor det vrimler med luksus og lækkerier, fra dyre sportsvogne til kostbare smykker og delikate kvinder, som er utrolig dekorativt sat op på fashionable barstole eller svøbt sexet ind i silkelagner.

Cameron Diaz kysser heftigt og hæmningsløst klicheen som kynisk femme fatale med stålkløer, løsgående leopard og grådig guldtand.

Det er sådan set for meget, og er det McCarthy eller Scott, som har fundet på, at Diaz bogstaveligt skal bolle en Ferrari for at vise os sin grænseløse hedonisme? Hun er da også udelukket for nogen form for frelse. Selv den katolske kirke, som trofast tager imod troende ludere og lommetyve, lukker skriftestolen for hende.

Filmen er på sæt og vis pæn, moralsk og artig, en gangsterfilm for Samlerens Bogklub og Louisianas stampublikum.

Scott overholder sågar den dramatiske regel, der tilskrives Ibsen: At hvis du ser et gevær i første akt, skal det også fyres af i sidste. Her drejer det sig om et sadistisk mordvåben, som beskrives nøje i starten og senere sættes omkring halsen på en af filmens mange stjerner.

Trods sin forudsigelighed er The Counselor dog underholdende rapt og knapt fortalt.

McCarthys vanlige eksistentielle morale om menneskets grådighed, som blev serveret latent i No Country for Old Men, bliver her udbasuneret af en bagmand med æren i behold, spillet af Rubén Blades, som siden Once Upon a Time in Mexico gerne har inkarneret den anstændige mexikaner.

Mexico er her et stakkels land, hvis sociale armod lige akkurat når at få plads i et signifikant øjeblik, hvor socialrealismen pludselig springer op af filmens mondæne Louis Vuitton-taske.