Crazy, Not Insane

”Jeg har mødt 22 seriemordere. Det fascinerer mig, at vi alle sammen – inklusive mig selv – kan slå ihjel. Undrer du dig aldrig over, hvorfor du ikke slår ihjel?”

Alex Gibneys dokumentar Crazy, Not Insane, der kan ses på HBO Nordic, handler om seriemordere. Men ikke på den måde, som det seneste årtis true crime-bølge har vænnet os til.

Den amerikanske dokumentarist har skabt et portræt af Dorothy Otnow Lewis, der i sit arbejde som retspsykiater har kortlagt seriemorderens mentale indre.

Siden 1970’erne har hun forsøgt at forstå og forklare, hvorfor nogle mennesker ender som mordere, mens hovedparten af os aldrig gør en sjæl fortræd.

På den måde griber Gibney true crime-genren anderledes an. Gennem portrættet af Dorothy Otnow Lewis viser han et underbelyst hjørne af forbryderens natur. Og undervejs giver filmen sig tid til både at udfolde videnskabelige og moralske udfordringer i Lewis’ arbejde.

Crazy, Not Insane er opbygget som en lang samtale med Dorothy Otnow Lewis, der sidder i sit hjem og fortæller om de sager, hun igennem tre-fire årtier har beskæftiget sig med.

Imens hører vi også fra Lewis’ tidligere kollegaer – andre psykiatere, advokater og efterforskere. Undervejs overtager skuespilleren Laura Dern fortællerens rolle og læser op af Lewis’ memoirer, mens en omfattende portion arkivmateriale visuelt pryder skærmen.

I Lewis’ barndom vækker Nürnbergprocessen i tv hendes interesse for forbryderens psyke og spørgsmålet om skyld og straf.

Hvad fik nazisterne til at slå ihjel?

Den interesse tager Dorothy Otnow Lewis med ind i sit professionelle virke. Da hun som psykiater begynder at interviewe mordere og voldsdømte, er feltet dog uudforsket og bestemt ikke ukontroversielt. For er det samfundets opgave at forstå og forklare forbryderens natur?

”Hun var en pioner. Og pionerer bliver ikke altid behandlet pænt,” siger en advokat, der har arbejdet med Dorothy Otnow Lewis.

Lewis finder frem til, at nogle menneskers voldelige og morderiske adfærd ofte kan spores tilbage til traumer i barndommen. Hendes forskning viser også, at personlighedsforstyrrelse ofte forklarer forbrydelser.

Det er på en gang fascinerende og foruroligende at se gamle afhøringsoptagelser, der tydeligt viser morddømte skifte personlighed.

Via sin forskning har Lewis på tomandshånd talt med nogle af USA’s værste seriemordere. Som en lille kuriositet overværer Robert De Niro i 1991 en af disse samtaler som research til sin rolle som stjernepsykopat i Martin Scorseses remake af Cape Fear.

Men i dokumentarens sidste tredjedel spiller Alex Gibney lige lovligt meget på fascinationskraften, da han lader Lewis’ møde med den navnkundige Ted Bundy være det dramaturgiske højdepunkt.

At Crazy, Not Insane ikke er Alex Gibneys eneste aktuelle dokumentar i år, vidner om hans enorme produktivitet. Agents of Chaos var således perfekt timet til årets amerikanske valgkamp og blotlægger russernes indblanding i 2016-valget.

I modsætning til megen true crime, der gør forbrydelse til underholdning, er Crazy, Not Insane en sober og meget relevant dokumentar. Den slår til lyd for, at et samfund ikke blot bør straffe, men også forstå og forklare forbrydere.

Som Dorothy Otnow Lewis siger det i slutningen af dokumentaren: ”Mordere fødes ikke – de skabes.”