Creed 2

Philadelphia-bokseren Rocky Balboa er en af Sylvester Stallones mest ikoniske og sejlivede roller. Og i Creed 2, som er den ottende film i serien, fornemmer man Stallones stramme kontrol med sit livsprojekt. 

Han har selv skrevet manuskriptet, og selv om Rocky har smidt boksehandskerne, er han en afgørende karakter i filmen. 

Fra 1976 til 2006 kom der seks Rocky-film, fire af dem instrueret af Stallone. I 2015 fik serien en gennemgribende overhaling med den første Creed-film, der lod næste generation tage over i ringen. Michael B. Jordan spiller Adonis Creed, søn af Rockys gamle rival Apollo Creed. 

Rocky er selv blevet en gammel mand – fysisk svækket, men stadig i stand til at træne unge Creed til sejr. 

Creed var et stærkt generationsskifte. Michael B. Jordan bragte både sårbarhed og en knusende fysik til rollen som Adonis Creed. Og Stallone fik en stille gribende karakter ud af den aldrende Rocky, der træner den unge Creed i bokseringen og lever med minderne om alle dem, han har mistet. Præstationen indbragte ham en Oscar-nominering. 

Valget af Ryan Coogler som instruktør var modigt. Han kom direkte fra sin spillefilmdebut med racedramaet Fruitvale Station, og han tilføjede Creed en jordnær realisme. Han havde også nogle tricks i ærmet, blandt andet en boksekamp filmet i én lang optagelse, men filmen var mere solidt drama end glittet Hollywood-fantasi. 

Creed 2 er instrueret af Steven Caple Jr., som blot har en enkelt Sundance-hyldet indie-film, The Land, på cv’et. Som hos Coogler er stilen realistisk og den tekniske håndtering effektiv. Caple har fornuftigt bevaret etterens fokus på at lade personerne drive historien. 

Creed 2 er i virkeligheden to film. 

Den er en direkte fortsættelse af Creed, men den kan også ses som en sequel til Rocky 4 fra 1985. Det er den, hvor Rocky besejrede Sovjetunionen i skikkelse af Dolph Lundgrens brutale, statsdopede Ivan Drago. Det var en af Reagan-æraens ultimative amerikanske koldkrigs-film, og nu er det altså igen USA mod Rusland … 

Filmen starter med, at Adonis Creed bliver verdensmester i boksning, som filmen overstår mærkeligt hurtigt. Dolph Lundgren vender tilbage som en bitter og hadefuld Drago, der træner sin søn Viktor ubønhørligt. Viktor udfordrer Creed, men Rocky vil ikke træne ham. 

Den første kamp mellem Viktor Drago og Creed ender med, at den kæmpestore russer smadrer Creed totalt. Drago bliver dog teknisk diskvalificeret, og der er dermed lagt op til en revanchekamp i Rusland. Denne gang med Rocky som træner. 

Den kræftsygdom, der plagede Rocky i den første film, er mirakuløst forsvundet i toeren. Men devisen i genren er jo også, at man kan overvinde alt, hvis man er stærk nok og tror nok på sig selv. Det være sig overlegne boksere eller lymfekræft. 

Boksefilmen er både den mest brutale og en af de mest sentimentale af alle amerikanske filmgenrer. 

Genren gennemsyres ikke mindst af maskulin masochisme. Creed 2 handler i ekstrem grad om at kunne tage tæv og elske det. Det er ”no pain, no gain”, både i ringen og i den obligatoriske træningsmontage, som leder op til Creeds endelige konfrontation med Viktor Drago. 

Det er slet ikke nogen overraskelse, at Creed taber den første kamp: Rocky er ikke i ringhjørnet, og der er ikke nogen ordentlig træningsmontage! 

Det er en genre med masser af klichéer. Og mon ikke Rocky-filmene har opfundet en del af klichéerne selv! 

Ligesom etteren omfavner Creed 2 de bedste og styrer uden om de værste. Filmen har, hvad den skal have af tordnende boksescener, uhæderligt spil bag kulissen og hændervridende hustruer og mødre på forreste række. Men det er også en straight og velfortalt genrefilm med et stærkt personfokus. 

Det er en boksefilm, hvor de mange slag faktisk betyder noget.