Crimson Peak

Længe leve Guillermo del Toro!

Hil mexicaneren, der gennem ni spillefilm – fra Cronos i 1993 via Hellboy, Pans labyrint og Pacific Rim og nu med Crimson Peak – mere eftertrykkeligt end nogen anden har bekræftet, at der kan komme noget fornuftigt ud af at fantasere, krusedulle-tegne, filmnørde og tegneserielæse sig gennem barndoms- og ungdomsår.

Det er denne hovedstol – teenage-futonen – han fortsat tager af, med alle dens forvredne pubertetsfortællinger for voksne, dens afsøgning af ruinernes mørkeste hjørner. Del Toro er på evig jagt efter farverige monstre med andet end rå muskelkraft.

Crimson Peak, Den Blodrøde Høj, er navnet på et herresæde i England. Her er lerjorden udsøgt og blodrød, ja ligefrem eksport-egnet. Om vinteren presser den sig op gennem både gulvbrædder og sneen rundt om slottet.

Det er en rigtig Guillermo del Toro-delikatesse, der lader hånt om den mest elementære geofysik, men går lige i synsnerven.

Crimson Peak er i slutningen af 1800-tallet nedslidt og forgældet. Husets ejere, søskendeparret Thomas og Lucille Sharpe (Tom Hiddleston og Jessica Chastain), må skaffe finanser til lerudvindingen med ufine midler.

Det går ud over filmens amerikanske hovedperson, overklassepigen Edith Cushing (Mia Wasikowska), der med en majestætisk mangel på troværdighed lader sig forføre og forflytte fra Bostons jetset til en pivkold udørk, hvor blodskam, gift og spøgelser udgør de friskeste pust. Da hun endelig vil hjem, har vinteren lukket sig om Crimson Peak.

Alle disse oplysninger burde takseres til at være spoilere, men det har Guillermo del Toro og hans medforfatter Matthew Robbins forpurret ved fra første sekund at udlægge forvarsler og ledetråde så tykke, at man skal være døvblind for ikke at opdage dem.

Jessica Chastain har den mest mindeværdige rolle som den mørke søster, der må acceptere brorens utroskab for at kunne indløse deres fælles lykkeprojekt. Men selv hun er indforskrevet til at vise sin jalousi ikke én eller to, men seks, syv, otte gange. Ottende gang er dog ret original. Det er dér, hvor Lucille Sharpe stikker næverne i en glohed gryderet for at holde smerten ud, mens hun fører samtalen videre.

Også ottende gang går jalousien hen over hovedet på Edith, der indledningsvis forbindes med et Conan Doyle’sk detektivblik og en Mary Shelley’sk selvstændighed. Det fremstår ganske enkelt idiotisk, især fordi der hverken er Sherlock Holmes eller Frankenstein i manuskriptets DNA – kun i filmens genremæssige og historiske kontekst.

Det er reference-spredehagl fyret ud i et buldermørke, der i bedste fald består af segmentanalyser.

Hvad manuskriptet angår, er Crimson Peak altså lidt af en hån mod et kodetrænet publikum anno 2015.

Den detaljepakkede scenografi, sofistikerede lyssætning og danske Dan Laustsens konstant dynamisk-glidende kameraføring giver masser af smukke, neurosebårne detaljer at dvæle ved. Det er på godt og ondt en luksusindpakning a la den, Peter Jackson og vennen del Toro (medforfatter og planlagt instruktør) gav Hobbitten.

Guillermo del Toro har en fantasi som hundrede traumeramte pubertetsdrenge, og derfor kan han få hvem som helst til at gå ned ad den gotiske horrors allermest betrådte kirkegårdsstier.

Han er en ener, og måske netop derfor er skuffelsen ekstra tung. For første gang er hans film ikke et auteur-værk, men en gotisk klichécollage bundet sammen af en dramaturgisk kilrem, der er tung og hakkende.

I Crimson Peak er der kort sagt for meget visuel onani og for lidt kærlighed til karaktererne.