The Crown – sæson 3

Telefonen ringer og afbryder en ellers munter fødselsdagsfejring.

Nogle gæster fortsætter fødselsdagssangen. Andre ser opmærksomt på Dronning Elizabeth, der stivner foran vinduet med røret i hånden.

Tjenerne bærer to kæmpemæssige lagkager ind i den overdådige, sart grønne rokokostue. Men før værten får lov at puste lysene ud, viderebringer Elizabeth nyheden.

Winston Churchill er død.

Den tidligere premierministers død er symbolsk for perioden, som tredje sæson af The Crown udspiller sig i. En æra i britisk identitetshistorie er forbi, og sæsonen følger det ideologiske vakuum, der opstod frem til Thatcher-æraens start i slut-1970’erne.

Undervejs ser vi, hvordan det traditionelle monarki tilpasser sig tiden med kold krig, ungdomsoprør og månelanding. I centrum står Dronning Elizabeth II – et symbol, der skal samle et splittet imperium.

Olivia Colman, der i år vandt en Oscar for sin enestående præstation som Dronning Anne i The Favourite, indtager igen det britiske hof. Denne gang som rigets længst siddende royale regent.

Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet, når hun gestikulerer og udtaler hvert ord med samme omhu som den virkelige Elizabeth II.

”Hun er alt det, som jeg aldrig kan være: instinktiv, spontan og guddommelig,” siger den reserverede regent ømskindet og længselsfuldt om søsteren Margaret. Sårbarheden, der ligger bag dronningens gebærder, gør hende til en medrivende karakter.

Første gang, vi møder Prinsesse Margaret (Helena Bonham Carter), sidder hun i sengen iført vinrød natkjole og slåbrok med en cigaret i højre hånd, mens hun aer sin King Charles Spaniel med den anden. Hun er lige så dekadent i privaten som ved royal middag – iført tætsiddende, olivengrøn balkjole besat med guld og juveler med både smykker og sminke, der matcher.

Margaret er på alle måder sin tilknappede søsters modsætning, og det iscenesættes nøje med deres påklædning. Deres omgang med hinanden er akavet og afslører gensidig kærlighed såvel som afsky og misundelse.

”Du er nummer ét. Men det er din undergang, at du er født som nummer to,” påpeger Margarets husbond, men i flashbacks til barndommen og intime øjeblikke mellem søstrene viser Elizabeth sig også at være misundelig på Margarets frihed fra royal pligt.

Imperiets storhed betones af svulstig hornmusik og strygere, der glimtvis afbrydes af sart klaverspil. Men frem for at vise Windsor-slægten pomp og pragt ved alverdens optog følger vi dem på opulente paladser rundt omkring i Storbritannien, som dog aldrig er fuldt oplyste.

Det er, som om skyggen af ansvar for tronen dvæler over dem alle og deterministisk styrer deres skæbne.

Serien vil gerne nuancere billedet af en markant monark, der i mediernes lys ofte fremstilles kold og kommer til at vise hende som en uskyldig brik i en forstenet magtstruktur.

Dronningen er fraværende efter affaldsskredet i Aberfan, der i 1966 krævede 144 liv – de fleste skolebørn. Men igennem husbonden Prins Philip (Tobias Menzies) er vi med til massebegravelsen, hvor byens sorg og vrede i en hårrejsende scene udvikler sig til harmdirrende salmesang.

Dronningens fravær undskyldes af den pligt, som kræver, at hun træder i karakter andetsteds. Men harmen fastslås af en enkelt tåre, der løber ned ad hendes kind.

Det er en pragfuld præstation af Olivia Colman, som spejler affaldet, der løber ned ad bjergsiden i Aberfan.

Det er næppe tilfældigt, at sæsonens anden halvdel giver mere plads til unge Prins Charles, eftersom næste sæson samler op, når han møder Prinsesse Diana.

Josh O’Connor (God’s Own Country) er som snydt ud af næsen på Prins Charles. Ud over deres fysiske lighed formår han at efterligne stemmen og tonefaldet mesterligt, uden at det bliver til en parodi.

Symbolsk krydsklipper en rørende sekvens mellem dronningens tale før hendes 25-års-jubilæum og en grædende prins Charles, der med hjertesorg udstationeres i flåden. I baggrunden spiller Beethovens Måneskinssonate.