Cum Over

Det er ikke hver dag, at en anmelder bliver spurgt om sin holdning til en pornofilm. Det er der mange grunde til.

Filmene får typisk ingen biografpremiere, skuespillerne indstilles ikke til de etablerede filmpriser, og omtale af genren tager ofte en moralsk drejning.

Men Cum Over, produceret af danske Bedside Productions, kendetegnes ved en kvalitet, fortælling og samfundsmæssig relevans, som man kun sjældent finder i genren.

Oven i købet vises kortfilmen snart i københavnske Grand Teatret, der excellerer i at vise den fineste filmkunst.

I et cykelværksted lægger en tatoveret gut med overskæg (Kristian Ahrenst) sidste hånd på dagens gerning. Imens kommer en anden mand (Norr Tofte) hjem i sin lejlighed. Han er iført hvid skjorte og frakke med stressmappe under armen.

Snart står cykelsmeden på sin knallert ude foran den andens lejlighed. Klar til et frækt møde, som de har aftalt.

Klogt vælger instruktør Kir Siegumfeldt ikke at fortælle en historie, der strækker sig længere end den aften. Det er efterhånden mange år siden, at pornofilm forsøgte at udfolde et plot ligesom mainstreamfilm. Det handler om sex og ikke en konflikt, der skal løses.

Efter en kort knallerttur overrasker smeden sin medpassager med en romantisk opstillet seng i garagen omgivet af levende lys og bløde puder og tæpper.

Og så går showet ellers i gang.

Der er en tydelig bevidsthed om, at den indledende sekvens ikke bare påvirker stemningen, men også oplevelsen af karaktererne.

Og de amourøse kulisser tilføjer en vis værdighed, som ikke havde været til stede, hvis de var gået ind på et offentligt toilet, en gyde eller den famøse bil i Fake Taxi-pornoserien.

Filmen svælger ikke i transmandens operations-ar på brystkassen, men viser det kærligt og dvæler mere ved tatoveringer, piercinger, kys og kæl.

Den ene mand har en pik, den anden har ikke. Men det er kemien mellem skuespillerne og ikke udseendet på kønsorganet, der præger lidenskaben.

Således sender Cum Over et markant budskab til industrien, der har for vane at fetichere transmænd og andre minoriteter. Ofte til fordel for den, der svinger med pikken.

Takket være filmens emotionelle fluffer Andreas Kornelius, der har fungeret som en slags intimitetskoordinator under optagelserne, føler begge skuespillere sig øjensynligt veltilpas, mens de udfører et sårbart arbejde. Sådan skal alle ansatte helst have det, hvor end de arbejder.

Væk er pornoens vante funk eller technobaserede underlægningsmusik, falske hyl og overbelysning. I stedet høres mændenes hviskende stemmer og støn, mens stearinlys og blide sidelamper bader dem i sart belysning som i typiske spillefilms elskovsscener – men med mere hud.

Da Gerard Damianos berømte pornofilm Langt ned i halsen med Linda Lovelace i 1972 fik biografpremiere i USA, blev den anmeldt af aviser som The Guardian og New York Times samt velansete Roger Ebert.

Det hænger sammen med 1970’ernes seksuelle frigørelse, som banede vej for Bernardo Bertoluccis Sidste tango i Paris og danske erotiske lystspil som Rektor på sengekanten med folkekære Axel Strøbye og Karl Stegger i mindre roller.

Sidstnævnte pikante film vurderes sjældent for deres kunstneriske indhold, men nysgerrigheden er ikke forsvundet.

En af tidens bedste og mest oplysende filmpodcasts, You Must Remember This, behandler i disse dage Hollywoods forhold til erotik og eksplicitte sexscener i hædrede film som Lars von Triers Idioterne og den franske Adèles liv.

Historisk har porno stor betydning for lgbtq+-personer, der ofte vokser op uden andre rollemodeller at spejle deres lyst i.

Men i porno spiller personlig smag en større rolle. Publikummer er mere enige om, hvordan en gyser skal være uhyggelig, eller hvordan en komedie skal være sjov, end hvordan en pornofilm skal være fræk.

Det er derfor op til den enkelte, om man finder scenariet i Cum Over pirrende og de medvirkende frække. Har man lyst til at se filmen en sen aften på sengekanten?

Uanset hvad er filmen bemærkelsesværdig for sin nyskabelse, kvalitet og et opbyggeligt budskab, som på ingen måde er på bekostning af svedig sex.