Cursed

Siden Game of Thrones i 2019 gik ned med flaget i en sidste, rædderlig sæson, har Netflix skudt med spredehagl for at finde sin egen flagskibs-fantasyserie.

Det nyeste forsøg hedder Cursed og er skabt af den kontroversielle tegneserieskaber Frank Miller og tv-manuskriptforfatteren Thomas Wheeler.

Serien er baseret på deres tegneserieforlag, som er en nyfortolkning og prequel til historien om Kong Arthur og sværdet i stenen, Excalibur.

Selv om serien har en original indgangsvinkel til den ældgamle historie, er der ingen tvivl om, at Cursed scorer fuldt hus på bingopladen over fantasy-klichéer.

Hovedpersonen er den unge kvinde Nimue, der spilles af Katherine Langford fra 13 Reasons Why. Ligesom Harry Potter er Nimue et udskud i sin landsby af magiske mennesker, fordi hun som ung blev angrebet og mærket af en ældgammel dæmon, der mirakuløst døde i processen.

Men landsbyen udslettes af ondsindede krigere, udsendt af det hellige romanske imperium, som er godt i gang med et større folkedrab på alle magiske væsner i England.

Med sine døende ord beordrer Nimues mor, at datteren skal bringe et ældgammelt sværd til troldmanden og fusentasten Merlin (Gustav Skarsgård). Han vil destruere sværdet, der ifølge ham har onde kræfter.

Cursed låner skamløst fra Harry Potter, Ringenes herre, The Witcher og Star Wars – der er en pendant til Anakin Skywalker blandt skurkene. Det gør hele affæren til et kalejdoskop af popkultur.

Serien introducerer sågar en bande rivaliserende vikinger – for Vikings var jo ganske populær!

Men selv om der intet nyt er under solen, skinner seriens underholdsværdi igennem. Katherine Langford gør en god figur som den evigt stakåndede Nimue, der går fra en kæk bondepige til forpint dronning over alle skovens magiske folk.

Imens er fortællingens udgave af Arthur (Devon Terrell) et stykke tomhjernet øjenguf. Hans romantiske pingpong med Nimue er stivarmet, og da han i en scene stiger ned i et kildebad med bar røv, minder han mest af alt om en spændstig Bond-babe.

På den måde lander serien ofte i kravlegården hos en gruppe hjertekære og campy dårskaber som Xena: Warrior Princess, Krull og Barbarella: Queen of the Galaxy.

Det er kultfilm og -serier, som er kendetegnet ved deres kummerlige skuespilpræstationer, udbedagede romantiske sidehistorier og daterede effekter og kostumer. Men deres åbenlyse ønske om at underholde opvejer den tvivlsomme kvalitet.

På samme vis har man lyst til at se videre i Cursed, selv om Netflix ligesom med Ozark og Stranger Things gør det hårdt med en for lang spilletid på ti afsnit af én time hver.

En mere traditionel føljetonstruktur, hvor hvert afsnit har sine egne konflikter og skurke, havde immervæk hjulpet. I stedet trækkes især sæsonens midte gennem mudderet, da Nimue og kompagni triller tommelfingre, mens de venter på de afgørende kampe, som finder sted i sæsonens sidste halvdel.

Men når Nimue hidkalder en flammende tornado mod sine fjender, en lille nonnepige nedbrænder sit kloster i en rus af gudfrygtighed, og en beruset Merlin træder ind hos kongen iklædt en silkeslåbrok, er det ganske simpelt svært ikke at lade sig charmere af seriens kvaliteter.

Alle yndlingsarketyper, twists og handlingsforløb fra genren får lov til at lege med. Det er lige dele dristigt og blåøjet, men ender med at vinde ens hjerte.