Daddy’s Home 2

Det er det typiske problem for toeren.

Ikke fordi etteren var en god film, men den havde en klar konflikt, nemlig striden mellem en far (Dusty) og en stedfar (Brad), der kæmpede om børnenes kærlighed.

Den blev selvfølgelig løst, men Daddy’s Home var en succes ved billetlugerne, så nu skal konflikten pinedød gentages.

De to rivaliserende fædre har ellers begravet stridsøksen og besluttet sig for at holde en fælles jul med deres respektive familier. Det bringer en ældre generation af fædre på banen.

I lufthavnen springer den velmenende, men klodsede Brad i armene på faren Don til et ordentligt tantekys, mens den rå Dusty har et noget køligere forhold til sin far, Kurt.

Kurt har inviteret sig selv til juleaften for at ødelægge hyggen, og da hele familieflokken gør klar til at holde jul i en luksuriøs feriehytte, ser han sit snit til at drive en kile mellem de to tidligere stridshaner.

Resten af filmen er som en glorificeret ferievideo – ikke ulig Adam Sandlers Grown Ups og Blended – hvor skuespillerne slår benene op, lader kameraet rulle og nyder en betalt ferie.

I Sandler-filmene er ferien betalt af den ene groteske product placement efter den anden, og at se Daddy’s Home 2 føles til tider som at have betalt for at se en meget lang reklamefilm.

Da Kurt lejer familiens feriehytte, skråler han: ”Bare rolig, vi behøver ikke at bestille i god tid med Airbnb!” Og filmens finale foregår i et Showcase Cinema-multiplex, hvor medarbejdere med et smil deler gratis slik ud til folk. På juleaftensdag, naturligvis!

Man undrer sig kun over, at producenterne har glemt den for en julefilm ellers obligatoriske scene, hvor børnene pakker deres gaver op – og dermed er gået glip af chancen for en serie af product placements i en enkelt scene.

Mel Gibson serverer i rollen som Kurt den ene homofobiske og chauvinistiske kommentar efter den anden. Har han ikke travlt med at udbryde ”svanse-bander!” under en bowlingkamp, råder han sit mindreårige barnebarn Dylan til at give pigen, han er forelsket, et smæk i røven og kysse hende.

Det er ikke sjovt, slet ikke i disse #MeToo-tider, og kommer man til at tænke på, at Mel Gibson selv har en blakket fortid med vold imod kvinder og antisemitiske tilråb mod politifolk, er det svært ikke at få en dårlig smag i munden.

Will Ferrell er elendigt castet som den forsigtige Brad. Han gør et halvhjertet forsøg på at ramme den fandenivoldske, fysiske humor fra 80’er-komedier som Fars fede juleferie og Røven fuld af penge. Ved et uheld starter han en stemmekontrolleret brusekabine fuldt påklædt, og han taber bukserne efter at være kælket ind i en snedynge, men det er alt for tamt til at resultere i grin.

Endnu værre er Mark Wahlberg som Dusty, der ikke spiller sin normale bøllerolle, men i stedet en far, der prøver at holde sammen på sin splittede familie.

Will Ferrell og Mark Wahlberg har før udgjort en solid duo i film som buddycop-komedien The Other Guys, men mangler de både kemi og komisk timing.

Hvis filmen var en gennemført tragikomedie i stil med Bad Santa, kunne kynismen måske undskyldes. Men det hele ender med en kvalmende julesang og en bizar cameo fra wrestling-ikonet John Cena. Og han kommer ikke engang op at slås.