To dage, én nat

Luc og Jean-Pierre Dardennes film har altid taget udgangspunkt i brødrenes egen region i det sydlige Belgien i nærheden af deres hjemby Seraing.

Det har været med fokus på de fordrevne arbejdere, dem, som er efterladt som flydende vraggods på bredden, efter at det økonomiske tidevand har trukket sig tilbage, fra hvad der førhen var en blomstrende stålby.

Brødrene er en slags filmiske antropologer, der former menneskelige historier ud af sociale og demografiske forandringer. Mest på hjemmebane er de, når de udforsker mennesker, hvis muligheder er begrænsede, og hvis moral testes af et knusende miljømæssigt eller økonomisk pres.

Brødrene er så loyale over for de steder og de mennesker, de kender bedst, og over for deres naturalistiske måde at lave film på, at man ikke kan undgå at bemærke enhver afvigelse.

I To dage, én nat er det rammen, filmen foregår i, der er ny.

Vi er stadig i Seraing, men i den øvre arbejderklasses forstæder, hvor de fleste borgere ejer deres bolig. Det er usikkerheden ved denne hårdt tilkæmpede næsten-borgerlige livsstil under krisen, der interesserer brødrene.

Deres pointe er, at en sekretær eller arbejder, der kæmper for at betale sine regninger, er fanget i det samme økonomiske hamsterhjul som Rosetta, den ludfattige trailerparkheltinde i brødrenes Palme-vinder fra 1999 af samme navn.

Med dette udgangspunkt har de skrevet en historie centreret om Sandra, der arbejder i en lille solenergivirksomhed, og som over en weekend skal forsøge at overbevise sine kollegaer om, at de skal opgive deres årlige bonus, så hun kan beholde sit job.

Det er måske en noget konstrueret situation, men den føles troværdig på grund af et realistisk plot og en rå og kompromisløs præstation af Marion Cotillard.

Hendes rolle kæmper ikke kun for sit job, hun kæmper også mod en depression – og der er en sammenhæng mellem de to ting. Det er hendes lange, sygdomsrelaterede fraværsperiode fra arbejde, der stiller hende forrest i arbejdsløshedskøen, da hendes arbejdsgiver må spare.

Er der plads til solidaritet og sympati på denne nydarwinistiske arbejdsplads?

Der er selvfølgelig altid familien at falde tilbage på, men det er netop en del af problemet. Mens Sandras mand og to børn aldrig slækker på deres støtte, er det ofte kollegaernes ægtefæller, som hun tager kontakt til, der er mest modvillige i forhold til at skulle opgive 1000 euro for at redde en anden. For en familie svarer det til et års forbrug af gas og elektricitet. For en anden er det en ny terrasseudbygning.

Allerede tidligt i filmen ved vi, at vi skal se Sandra gå tiggergang hos sine fjorten kollegaer én efter én. Men selvom denne skematiske og episodiske struktur sænker det dramatiske tempo, specielt i filmens første time, så opbygger det også et subtilt og stadig klarere billede af en verden, hvor beboerne holder fast i deres middelklasses-velbefindende med det yderste af neglene.

Vi er i en verden af møntvaskerier, discountsupermarkeder, fastfood-restauranter og søndage, der bliver brugt på at reparere bilen i stedet for at sende den til mekanikeren.

I en lysende pink undertrøje, der er en ironisk kontrast til hendes indre tilstand, navigerer Sandra rundt som et omvandrende lakmuspapir. Hele hendes krop reagerer øjeblikkeligt på ethvert afslag eller udtryk for støtte.

Cotillards ansigt, hendes holdning og hendes gang er som emotionelle vejrhaner. Den første gang hun tillader sin karakter at smile, føles det, som om solen netop er dukket frem fra en sky.

Det er dette fokus på menneskeligheden bag statistikkerne, som redder nedskæringsdramaet fra deterministisk nihilisme og i stedet gør det til en rammende fabel om den tid, vi lever i.