Dalida

Nogle gange er døden lettere end livet.

Det silkebløde hår er gemt under et tørklæde, og øjnene er skjult bag sorte solbriller, når Dalida forsvinder ind på et hotelværelse med et ”Vil ikke forstyrres”-skilt hængende på døren.

Da hun få timer senere køres til hospitalet, sværmer paparazzier som glubske gribbe omkring hotelindgangen. Alle vil have et glimt af verdensstjernens selvmordsforsøg.

I Lisa Azuelos’ biografiske musikfilmfølger vi Sveva Alviti i rollen som den franske diva-sangerinde Dalida, der har rødder i Egypten og Italien. Den enestående stemme gør Dalida verdensberømt i 50’erne og 60’erne, men som det er hørt så mange gange før, betaler hun en høj pris for at bade i spotlyset.

Vi kastes ind i Dalidas liv ved hendes første selvmordsforsøg i 1967. Men der bliver i løbet af filmens to timer tegnet et bredt billede af hele sangerens tilværelse fra den hårde opvækst i Egypten og helt frem til hendes død i 1987.

Vi ser hendes karriere spire med musikalske hits, glimmer og glamour. Men det er også en kvinde, som ønsker mere af livet end bare at være en stjerne. Hun kaster sig gentagne gange hovedløst ud i kærligheden og drømmer om et liv med familie og børn.

Den komplekse hovedperson giver en masse spændende tematisk potentiale, og filmen griber fat i et stærkt emne: et fascinerende forhold mellem liv og død.

Dalida møder meget modgang gennem livet. Hun har en hård barndom, hvor døden tager flere, som hun elsker højt, og muligheden for selv at skabe en familie forsvinder mellem fingrene på hende. Gennem Dalidas triste skæbne ser vi, hvordan livet kan være en kamp. Og hvordan livet kan blive for kompliceret.

Men filmen gaber over for meget af Dalidas tragiske liv, og det bliver hurtigt et problem.

Vi bombarderes med tragedier, og man bliver gradvist mindre og mindre påvirkelig i forhold til de tragiske hændelser, som udfolder sig. Filmen føles som en tidslinje, der har klemt lidt for mange begivenheder ind, og vi stryger gennem årene uden rigtigt at slå rødder.

Dalidas liv er proppet med ulykkelige stunder. Mindst fire tætte bekendtskaber dør i løbet af filmens spilletid. For ikke at nævne, da en af hendes mange kærester kommer i fængsel efter en skudepisode. Eller da hun står over for et skæbnesvangert valg om en abort, der senere kan få store konsekvenser.

Vi kan nærmest ikke nå at sørge med Dalida, før vi er videre til den næste tragedie.

Det er som en Michael Bay-actionfilm med eksplosioner fra start til slut. Til sidst bliver man immun over for ødelæggelserne og de tabte menneskeliv.

Det er ærgerligt, for Dalidas historie har masser af muligheder, og filmen kradser i overfladen af sangerens interessante psyke.

Filmen stråler dog af især Dalidas mange, stærke sangoptrædener, hvor teksterne bliver en katalysator for stjernens sindstilstand, og Sveva Alviti formår at skabe en fængslende dramatik.

Musikerhvervet kommer desuden til at afspejle de store kontraster i Dalidas liv.

På scenen kan hun blive ét med musikken. Men udenfor er livet kompliceret og uudholdeligt. Til at underbygge det opstilles der stærke kontraster. Vi ser Dalida på scenen med hendes navn i neonlys, glimtende frynsekjole og lysende lamper. Sekundet senere ligger hun i sit badekar, hærget og træt af livet med mascara løbende ned ad kinderne.

I stedet for at skabe et panoramisk blik på hele Dalidas liv og karriere, kunne Lisa Azuelos passende have fokuseret på færre og dybere nedslag som disse, der så kunne udforskes og udfoldes mere omhyggeligt.

Desværre forløser filmen ikke sit enorme potentiale, og selv om Dalida græder meget på lærredet, får publikum ingen tårer i øjenkrogene.