Dance First

Den irsk-franske forfatter Samuel Beckett (1906-1989) fik Nobelprisen i 1969. Fem år før havde vennen Jean-Paul Sartre fået samme pris og sagt nej tak. Beckett var heller ikke meget for at modtage storborgerskabets største litterære pris.

”Hvilken katastrofe,” siger Beckett i filmen sammen med konen Suzanne i Stockholm i Dance First. Parret tager alligevel af sted for at modtage medaljen og de mange svenske prispenge.

Det er den fortællemæssige ramme for James Marsh’ Dance First om Irlands verdensberømte søn, som for det meste og til det sidste boede i Paris. Her var han inspireret af sit idol og til en vis grad sin irske læremester James Joyce.

Nu har både Beckett og Joyce givet navn til to smukke broer i Dublin, men sådan har det ikke altid været. Begge har måttet kæmpe op ad bakke for anerkendelse af deres avantgardistiske værker.

Således skildrer filmen i små bidder Samuel Becketts kamp for at blive den store forfatter, han berettiget anses for at være i dag. Vi får først kampen med hans snobbede mor i en anglo-irsk, protestantisk familie med franske rødder og siden, hvorledes han opsøger James Joyce i Paris.

Han indleder en fatal affære med Joyces psykisk syge og manisk livsglade Lucia, der ender i et brud med familien Joyce. Og han bliver ubegrundet knivstukket af en alfons.

Så møder han jødiske Alfie og via ham Suzanne, som bliver hans livsledsager i tykt og tyndt. Ikke mindst under den tyske besættelse af Frankrig, hvor Samuel går aktivt ind i modstandsbevægelsen. Så meget at han efter krigen tildeles Frankrigs fornemmeste tapperhedsmedalje La Croix de Guerre.

Med puritansk beskedenhed kaldte han det selv for spejderdrengestof.

Så kommer berømmelsen og hans engelske elskerinde Barbara, som husturen må leve med. Efter Nobelprisen bor hr. og fru Beckett på Montparnasse i Paris, til de begge to dør i 1989.

Stort set får vi forfatterens livsbane i disse træk i James Marsh’ næsten gennemførte sort-hvide film om Samuel Beckett. Der kommer farver på til sidst, hvor vi skal til at sige farvel til forfatteren med dårlige lunger og luntende gangbesvær.

Marsh, som fik en velfortjent Oscar for sin dokumentarfilm Man on Wire, har bortset fra rammen med Gabriel Byrne, som taler med sig selv som Samuel Beckett, skabt en poetisk og prisværdig biopic.

Især afsnittene fra Paris og forfatterens unge år er fortalt i inciterende og impressionistiske tableauer med fin fornemmelse og følsom atmosfære for Paris både i de brølende 1920’ere og under den tyske besættelse.

Irske Gabriel Byrne illuderer udmærket forfatterren med anfægtelser og anger, melankoli og pessimisme. Franske Sandrine Bonnaire gestalter den ældre surmulende og skinsyge Suzanne, mens Léonie Lojkine spiller den yngre og mere charmante udgave.

Irske Aidan Gillen er aldeles suveræn som en evigt hvidvinsdrikkende James Joyce, der er mere snu og snedig end senil og spekulativ i forholdet til den stakkels datter Lucia, som endte på et sindssygehospital.

Men som biografi over Samuel Beckett er Dance First problematisk i sit signalement. Beckett sagde præcis ”dans først, tænk siden” som symptom på sin oplagte livsglæde og irske lystfølelse.

Fionn O’Shea får lov til at spille en ung Samuel som nørd med flyveører fortabt i parisiske dansebuler. Men Samuel var både en flot mand i tweedjakke og rullekravesweater samt en meget adræt sportsmand. Aldrig som her en selektiv eremit isoleret i eget forfatterskab.

Beckett var ven med både den canadiske folkesanger Joni Mitchell og vor egen teatermand Morten Grunwald.

Filmen lader oven i købet Becketts far dø noget for tidligt og traurig. Og vi får aldrig enden på historien om vennen og modstandsmanden Alfie, som døde kort tid efter at være befriet fra en koncentrationslejr.

Petitesser, men Dance First skal frem for alt ses som en fortolkning af Beckett – ikke en film om forfatteren, som han var i virkeligheden.