Dancer

Dokumentaren om den ukrainske balletdanser Sergei Polunin, starter ikke med klassisk musik, som man måske kunne forvente.

Black Sabbaths Iron Man brager overraskende ud og sender et øjeblikkeligt signal om, at Polunin ikke er nogen traditionel danser.

Under tilnavnet ”The Bad Boy of Ballet” blev han verdenskendt som supertalentet, der festede i fuld offentlighed og tog stoffer under sit ophold i London fra 2009 til 2012.

Dancer er et portræt af Sergei Polunins imponerende opstigning til danseverdenens allerøverste tinder, men også om hans tvivl, afmagt og besættelse af balletten.

Polunin blev født i 1989 i den syd-ukrainske by Kherson. Som barn dyrkede han gymnastik, men hurtigt viser det sig, at den unge Sergei har talent for balletten. Først sender hans forældre ham på den nationale danseskole i Kiev, og efterfølgende rejser Sergei til London. I en alder af tretten år bliver han optaget på den prestigefyldte British Royal Ballet School.

Men vejen dertil er ikke nem.

I interviews med Polunin, hans familie og venner fortælles det, hvilke ofrer familien må gøre. Sergeis far rejser til Portugal og bedstemoren til Grækenland for at arbejde og tjene penge til hans uddannelse.

Sergeis talent fornægter sig ikke. I London går han en kometkarriere i møde, og i 2009 bliver han den yngste førstedanser for Royal Ballet nogensinde.

Undervejs fortæller en kollega, at Polunin er unik, fordi han aldrig danser den præcis samme koreografi, men ubesværet varierer sin dans.

I London får Polunin også sit liden flatterende ry som bad boy. I et radioprogram fortæller han åbent, at han flere gange har været påvirket af kokain på scenen, mens han dansede, og han frekventerer hyppigt nattelivet i London.

Festerne og stofferne er et udtryk for Polunins voksende utilfredshed med livet som topdanser. Han føler sig begrænset af balletten, og de mange forestillinger udmatter ham fysisk og mentalt. I 2012 trækker han sig overraskende ikke bare fra Royal Ballet, men fra ballet i det hele taget.

Gudskelov for Dancer er Polunin reflekteret om sin egen skæbne og bevæggrunde. Ærligt lader han til at åbne op for sine følelser og tanker omkring sit forhold til dansen. Han elsker balletten, men den kræver disciplin, selvopofrelse og udelt opmærksomhed.

”Jeg håbede, at jeg fik en skade, så jeg ikke behøvede at danse længere,” fortæller Polunin undervejs om sit ambivalente forhold til ballet.

Store dele af filmen viser Polunin i aktion som balletdanser. Billederne taler deres tydelige sprog. Selv om man ikke er sønderligt interesseret i ballet, er det evident, at Polunin er en gudsbenådet danser med en muskuløs krop, der ubesværet kaster sig ud i de mest umulige positioner.

I 2015 gør Polunin comeback som danser og brager endnu en gang igennem til offentligheden. Denne gang er det dog ikke som førstedanser på en kendt balletscene. I en lille video danser han i bar overkrop passioneret til mega-hittet Take Me to Church af den irske sanger Hozier. Videoen har pt. mere end sytten millioner visninger på Youtube.

I klippet kan vi samtidig endelig se de mange tatoveringer, der pryder Polunins overkrop og arme. På balletten skulle de dækkes af tøj eller sminke, men nu viser han dem åbent frem. Omsider har Polunin gjort sig fri af ballettens strenge regler.

En gennemgående konflikt i Dancer er Sergeis forhold til sin far og mor.

Han frabeder sig, at de ser ham danse i London, fordi han er bange for det ekstra pres, det vil lægge på ham. Men mod slutningen, da Polunin danser en stor forestilling i Moskva, inviterer han omsider sine forældre med som gæster.

Det bliver en anelse for sentimentalt i den store genforeningsscene, men det ændrer ikke på, at Dancer er et interessant og vedkommende portræt af en mand, for hvem dansen både er en forelskelse og forbandelse.