Dark Horse

To kvinder ser dybt ind i hinandens øjne og smiler. Der er amoriner i luften, selv om de mødes under dække af, at de skal lave lektier. 

Så ringer Olivias telefon. Godhjertet, som den unge kvinde er, besvarer hun opkaldet og afslutter sin date i utide. 

Det viser sig nemlig, at kusinen Anna har glemt at skjule sin computer, så hendes dominerende mor opdager, at datteren er taget til fest frem for at være på skolen. 

TV 2’s nye ungdomsdrama følger syttenårige Anna. Hun flytter ind på familiens gård, som onkel Christian (Mads Rømer) har overtaget sammen med hendes mor Eva, der netop har afsluttet endnu et parforhold. 

Mens Eva ihærdigt prøver at få sin nye virksomhed på benene, kæmper teenageren med at finde sin plads i provinsbyen. Men noget tyder på, at mor og datter gemmer på en hemmelighed. 

Imidlertid får Anna godt øje til den charmerende Karl, hvis tandpastasmil, hundeøjne og krøllede lokker gør hende blød i knæene. 

Stille som hun er, mistænker ingen hende for at volde problemer. Seriens titel kommer dog af, at hun ikke desto mindre vil imponere fyren ved at stjæle det euforiserende stof ketamin – der normalt bruges som hestebedøvelse – fra onklens stald og tage til fest. 

Den halsløse gerning starter samtidig en kædereaktion, som Anna intet kan stille op med. 

Snart udfoldes en fortælling, der blander moderne ungdomsfortællinger som Jonas Risvigs Salsa og Drenge med Breaking Bad, hvor adgang til stoffer både er løsningen og roden til hovedpersonens vanskeligheder. 

Birgitte Hjort Sørensen boltrer sig i rollen som Eva, der er en streng mor, omend hun selv lever et udsvævende liv præget af sprut, mænd og skumle forretninger. Hun bliver spydig, når hun ikke får sin vilje, men bag det skræmmende ydre er hun såret, desperat og selvmedlidende. 

Sørensens præstation er fremragende intens, og man mærker angsten for Evas næste udsving i Josephine Højbjerg og Nina Rasks anderledes nedtonede skildring af henholdsvis Anna og Olivia. 

I kontrast til seriens destruktive persongalleri er der kræset for billedsiden, så hver indstilling er en fryd for øjet. 

Ungdomsfesterne i byen er ikke jævne halballer, men bades i fotogent, grønt lys, mens en dj spiller blød techno for de velklædte medvirkende. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at de var på en smart bar i København. 

Både indretningen på gården, den lokale blomsterforretning og de flestes påklædning er en anelse for trendy og Instagram-venlig til den ellers skumle fortælling. 

Når serien er bedst, ses unge mennesker træffe dårlige beslutninger, fordi de ikke kan tale åbent med en voksen. Serien fortjener også ros for at vise, at stoffer er lige så udbredte i middelklassen som på samfundets bund. 

Første gang Anna sniffer ketamin med sit nye slæng, udfoldes en sanselig seance. Den lukkede kreds udviser både angst og forventningsglæde, som efterfølges af euforisk beruselse. 

Men lykken er kort, for Dark Horse præges af en løftet pegefinger. Nærmest øjeblikkeligt er de medvirkende fanget i en nedadgående spiral. 

Annas største frygt er at blive opdaget. Her kommer Olivia ind i billedet. De indleder et ulige venskab, hvor Anna manipulerer med kusinen, ligesom moren gør det med hende selv. 

Spørgsmålet er, om Olivia forbliver hendes fortrolige, når hun opdager, hvor slemt det står til. 

En lignende fabel kendes fra Euphoria, der vægter oplysning over formaning. Den amerikanske ungdomsserie tager seerne i hånden, så de igennem dens følsomme hovedperson forstår forskellen mellem sprut, hash og andre rusmidler. 

Den nuancering mangler Dark Horse, som nøjes med en gammel traver. Nemlig at stoffer er farlige og fører til kriminalitet. 

Ligesom 1950’ernes problemfilm som Bundfald og Farlig ungdom tages et virkeligt problem op, mens der skrues op for melodramaet, hvilket forhindrer en mere nuanceret behandling af emnet. 

Det er uklart, om hovedforfatter Sara Isabella Jønsson Vedde ikke stoler på seeren, eller om TV 2 har pålagt hende benspænd. I hvert fald bruges unødvendigt krudt på at skære moralen ud i pap.