Dark Waters

Med sin sobre tone, sit nøje afmålte tempo og et omhyggeligt, nærmest ærbødigt forhold til den autentiske historie bag, er Dark Waters et arketypisk whistleblower-drama.

Filmen er baseret på en New York Times-artikel. Den har Mark Ruffalo i hovedrollen som Rob Bilott, en forsvarsadvokat for gigantvirksomheder, men som skifter spor til at blive en fanebærer for miljøbevidsthed.

Uden større krumspring holder filmen sig til genrens formel og artiklens fakta. Skal man skære igennem, er det mest overraskende næsten, at den er instrueret af Todd Haynes, en instruktør bedst kendt for kunstfærdig elegance i film som Carol og miniserien Mildred Pierce.

Men Dark Waters har paralleller til hans anden film Safe. Den handler også om en dagligdag, som langsomt bliver forgiftet, ligesom der er et slægtskab i den gusten-grønne farvepalet og de isnende sterile billeder.

Og så er filmen som genrehyldest ikke væsensforskellig fra hans Far from Heaven, der slog et slag for de storladne melodramaer, Douglas Sirk brillerede med tilbage i 1950’erne.

Da filmen tager sin begyndelse, er Bilott netop blevet partner i det advokatfirma, hvor han arbejder. Han er en pålidelig karrieremand, reserveret, småbuttet og prunkløs, og hans klientliste er en blå bog over erhvervslivets giganter. Hans første møde med kemigiganten DuPont er som deres forsvarer – men han skifter side, da et familiemedlem overtaler ham til at mødes med gårdejeren Wilbur Tennant.

Den gamle knark mistænker den nærliggende losseplads, ejet af DuPont, for at være grunden til, at hans jord og kvæg er forgiftet. Som barn tilbragte Bilott selv solvarme somre på gården, og da han vender tilbage, bliver han rystet i sin grundvold. De få køer, der ikke er drattet om, skælver på usikre ben, og deres hud er dækket af sår.

Todd Haynes maner dygtigt en synkende fornemmelse af chok i scenen, hvor Tennant viser Bilott, at resten af bestanden ligger under lange rækker af nykastede grave på en mark.

Bilott tager sagen op, og hvad der begynder som en undersøgelse af grundvandsforgiftning udvikler sig hurtigt til en afdækning af chokerende skødesløshed.

Forskanset i kafkaske lagerhuse støder Bilott på et inkriminerende papirspor, der fører ham til filmens journalistiske bombe: fluorstoffet PFOA. DuPont vidste, at det forårsager kræft i rotter og fosterskader hos gravide, men brugte det – bruger det – alligevel flittigt i husholdningsprodukter verden over.

Ejer du en teflon-stegepande?

Den opdagelse bliver startskuddet på et årelangt korstog for den ellers så magelige advokat. Sagen bringer ham på kollisionskurs med kolleger, får ham til at tilsidesætte familie og slår dybe sprækker i hans fysiske og mentale helbred.

Mark Ruffalo er fænomenal. Han får kvalificeret modspil af en åleglat Bill Pullman som DuPonts virksomhedsjurist, og af Tim Robbins, der som Bilotts chef må berolige selskabets faste klientel.

Dark Waters er optaget på så mange af de virkelige locations som muligt, og Haynes har endda castet nogle af historiens nøglepersoner til at spille sig selv. Også manuskriptet er uhyre tro mod virkeligheden, men den metodiske tilgang gør til tider filmen lidt sej at komme igennem.

Det hjælper ikke, at Mark Ruffalo spiller en figur, som i modsætning til hans indignerede graverjournalist i Oscar-vinderen Spotlight er drevet af et uudslukkeligt indre fokus. Dark Waters kan være tung kost.

Men Todd Haynes orkestrerer fortællingen med klippesikker hånd og leverer et engagerende opråb mod storkapitalens ligegyldighed. Der er ikke meget håb udover juridisk oprejsning for dem, hvis liv er blevet ødelagt.

Men Dark Waters er gennemsyret af en retfærdig harme, der sætter sig i kroppen lige så sikkert som de giftige kemikalier, vi alle har fået ind med modermælken.