David Byrne’s American Utopia

”All I want is to breathe,” synger et svævende kor bag David Byrne under Born Under Punches (The Heat Goes On). 

Det funky, men ængstelige Talking Heads-nummer fra 1980 åbner sig op fra en helt anden vinkel efter sidste års fatale hændelser med politivold i USA. 

”Fire cannot hurt a man! Not a government man!” råber David Byrne, så man får gåsehud, mens dansen fortsætter.

David Byrne er siden 70’erne blevet forbundet med frit associerende tekster. 

Man kender hans stive stemme og trofaste afrobeat-rytmer fra Jonathan Demmes mesterlige koncertfilm Stop Making Sense (1984), der foreviger new wave-gruppen Talking Heads på deres højeste. Filmen forbliver uforglemmelig for sin nedpillede scene, gigantiske jakkesæt og Byrnes ømme dans med en standerlampe.

Dengang brugte David Byrne kæmpeskærme med ironiske, kapitalistiske slogans til at spejle sin samtid, men hans samfundssind føles endnu mere presserende i dag. 

Det skyldes måske instruktøren. Spike Lee har været en markant stemme i politivoldsdebatten, og i David Byrne’s American Utopia finder han ind til en kerne af rå frustration i Byrnes finurlige musikunivers. 

Spike Lees film er en optagelse af Broadway-versionen af David Byrnes tour American Utopia, hvor musikken mellem numrene suppleres af små enetaler. Hovedpersonen fortæller på elskeligt akavet vis om alt fra, hvor vigtigt det er at stemme, til hvordan immigranter bidrager positivt til USA, mens multietniske dansere illustrerer pointerne. 

Få kunne slippe fra det uden at blive pinligt belærende. Men David Byrnes nervøse charme, som også er grundstenen i musikken, giver de små taler en naiv oprigtighed, der får politiske dimensioner elegant frem i sange som Once in a Lifetime og I Should Watch TV. 

Filmen udspringer af David Byrnes Reasons to Be Cheerful-projekt, der hylder løsninger på verdens store problemer frem for kun at fokusere på problemerne. På projektets hjemmeside findes lutter gode nyheder som bødefri biblioteker og nye klimainitiativer. 

Det er mødet mellem den optimistiske Byrne og den mere konfrontatoriske Lee, der udgør filmens verdensbillede. Men det er det excentriske koncertkoncept, der gør den til en af verdens store musikfilm. 

Som Byrne på et tidspunkt siger, vil han fjerne alt det ligegyldige fra scenen, så kun det mest betydningsfulde står tilbage. 

Derfor er alle ledninger og stationære instrumenter bandlyst, og selv trommer bæres på seler. Lyssætningen består kun af grå nuancer, så ikke engang farver distraherer os fra det vigtige: tolv musikere, der skaber en frigjort, men gennemkoreograferet performance. 

David Byrne’s American Utopia er også en tand mere filmisk end Jonathan Demmes film. Stop Making Sense holdt sig til at vise, hvad der skete under koncerten, mens Spike Lee til tider klipper væk fra scenen. 

Publikum bliver vist fra starten af, og den giver en følelse af total inklusion. 

Spike Lees stærkeste bidrag er under coverudgaven af Janelle Monáes Hell You Talmbout – en brutal protestsang, der gentager navnene på atten politidræbte afroamerikanere. Her klipper Spike Lee klipper til kompromisløse nærbilleder af ofrenes pårørende. De holder fotografier af de døde, som bankes fast på nethinden af de voldsomme rytmer. 

Man skal lige synke en ekstra gang, da sangen er ovre og der klippes til billeder af Breonna Taylor og George Floyd, hvis politimord i månederne efter optagelserne blev startskuddet til store demonstrationer verden over. 

USA er langt fra en utopi, men David Byrne og Spike Lee deler en drøm om et bedre samfund. Og i mellemlejet mellem deres forskellige perspektiver finder man et hårdtslående og samtidig løsningsorienteret bud på vejen derhen. 

Den ironiske samtidsskildring fra Stop Making Sense er i David Byrne’s American Utopia skiftet ud med en oprigtig vision for fremtiden. Og ligesom sin forgænger er den fyldt med forbandet god musik.