David Holmes: The Boy Who Lived

”Han er nok den i verden, der har fløjet længst på kosteskaft,” siger Harry Potter-skuespiller Daniel Radcliffe om sin stuntman, David Holmes.

Holmes var den utrættelige dobbeltgænger, der mødte først til optagelserne og gennemøvede de farlige sekvenser, indtil han havde fundet en koreografi, der var sikker for Radcliffe at gentage.

Det samarbejde var centralt for indspilningen af Harry Potter-filmenes flotteste scener, men sluttede brat, da Holmes under præproduktionen af den syvende film brækkede nakken og blev lam fra brystet og ned.

David Holmes – The Boy Who Lived er et portræt af en vovehals fra den tidlige barndom som gymnastikvidunder til arbejdet som stuntman. Og ikke mindst, hvordan han efter sin invaliderende ulykke insisterer på at være til stede og sætte pris på de ting, han stadig har.

Ulykken er dokumentarens midtpunkt. Ikke overraskende forstår 42-årige David Holmes sit liv som havende et før og et efter. Den første del er således fuld af højdepunkter og vilde billeder af, at han flyver rundt på Harry Potter-settet.

Efter ulykken får seeren et indblik i hverdagen som tetraplegiker. Hvordan er det at leve i en krop, som Holmes beskriver som gaven, der bliver ved med at tage?

Blandt de medvirkende er Holmes selv, hans forældre, hans faste hjælper og kammerat Daniel Radcliffe, to andre mænd fra Harry Potter-stuntteamet og ikke mindst Holmes’ chef fra dengang. Sidstnævnte er stadig tynget af skyld, eftersom ulykken muligvis ikke var hans skyld, men hans ansvar.

Det er en stærk historie, hvor alle hovedpersonerne har sagt ja til at medvirke, men rent visuelt virker dokumentaren temmelig uinspireret.

Man har filmet de fleste medvirkende som isolerede, talende hoveder og klipper dem sådan ind. Ærgerligt, når man tydeligvis har masser af arkivmateriale fra filmoptagelser såvel som optagelser fra Holmes’ senere liv og endda nogle glimrende scener, hvor stuntteamet og Daniel Radcliffe sidder som voksne mænd og taler om gamle dage.

Ulykken har bundet de to, der i forening spillede Harry Potter, sammen i et skæbnefællesskab. Det gør dem næsten til deres egen familie, og lige netop den dynamik giver en masse nerve til filmen.

I de sidste otte minutter går David Holmes og Daniel Radcliffe rundt og kigger på rekvisitter fra Harry Potter-filmene på et gigantisk lager.

Der måtte gerne have været mere af den slags, hvor vennerne interagerer med hinanden, og hvor der rent faktisk sker noget på optagelserne, i stedet for at der bare snakkes.

Det burde faktisk næsten være forbudt at lave så stillesiddende en dokumentar om en tidligere stuntman – også selv om han sidder i kørestol nu.

Det bedste er David Holmes, der er fuld af velovervejede betragtninger omkring sin tilværelse. Han glædes oprigtigt ved sine minder, frygter stilfærdigt for fremtiden og insisterer først og fremmest på, at nærvær skal erstatte adrenalin som drivkraften i resten af hans liv.

Der lægges op til, at vi ikke skal have ondt af Holmes. Selv hvis han var død den dag, havde han nået at leve et mere interessant liv end de fleste. Han har besluttet sig for ikke at være bitter.

Han er en voksen mand ved sine fulde fem, ligesom han var den dag, han kom til skade. Hvor dokumentarer om mennesker med alvorlige handicap nemt ender i infantiliserende sødsuppe, har David Holmes – The Boy Who Lived, hvor Holmes er executive producer, en forbilledlig værdighed over sig.

Titlen er naturligvis dobbelttydig og handler om at finde ud af, hvordan man lever og ikke bare overlever uden omstændigheder som David Holmes’.

Det er ikke sært, at man har fundet ham velegnet til en portrætdokumentar, men hvor burde filmfolkene dog have lagt sig mere i selen for at finde en visuel tilskæring af historien.