David Lynch – The Art Life

En portrætfilm om David Lynch, der stopper ved den mørkrandede debutspillefilm Eraserhead fra 1977. Giver det overhovedet mening?

Ja, det gør det i høj grad, når man som trioen bag David Lynch – The Art Life har sans for, hvordan de strømførende lag i den nu 71-årige amerikanske kultinstruktør og billedkunstners liv spiller ind på det overordnede projekt: at undersøge sindet, samspillet mellem mennesker og hele den kosmiske orden.

Det har Lynch som bekendt gjort ved for eksempel at iagttage et dissekeret insekt, fremkalde erindringen om en mystisk hændelse i barndommen eller blotlægge den sociale struktur i en afsides beliggende lilleby i det nordvestlige USA, der for eksempel kunne hedde Twin Peaks.

Hverken den famøse tv-serie eller spillefilmene efter Eraserhead nævnes med et ord i dokumentaren. Men ikke desto mindre bliver man temmelig meget klogere på den excentriske filmmands oeuvre ved at se denne sanselige og musikalske portrætfilm, hvor biografiske spor og psykiske fikspunkter lægges ud på et mentalt landkort, uden at forklaringer eller årsagssammenhænge bliver hverken postulerende eller skåret ud i pap.

Portrætmagerne har ramt den vanskelige balance mellem behørig respekt og kongenial indføling, hvor resultatet hverken bliver befamling eller plagiat.

Der er en tydelig hilsen til tonen og atmosfæren i Lynch’ egne film i brugen af musik, antydende billeder og lettere urovækkende stemninger, men lynchificeringen er aldrig overgjort. Snarere virker den befordrende på hovedpersonen, der åbenlyst føler sig tilstrækkeligt tryg til at blotlægge hændelser, følelser og tanker, som peger direkte ind i værkerne, men uden at afmystificere dem.

Fokus er som antydet på billedkunsten, der var Lynch’ oprindelige metier, og som han med varierende intensitet har praktiseret parallelt med filmarbejdet.

Og grebet er relativt enkelt.

Dokumentarens rygrad er en række sekvenser, hvor Lynch betror sig til en mikrofon, der er anbragt i en art underjordisk lydstudie – iscenesat som en blanding af en skriftestol, en session hos en psykiater og en metaforisk fremstilling af meddelelser fra underbevidstheden eller fortiden.

Omkring dette spor er så vævet et visuelt univers, der antyder de mange og ofte uigennemskuelige eller uerkendte korrespondancer mellem før og nu.

En af David Lynch’ kongstanker er, at fortiden altid er nærværende i nuet, og denne mekanisme illustreres ved løbende at blande nye optagelser fra den daglige dont i atelieret med diverse arkivmateriale: private fotografier og smalfilm samt klip fra de tidlige filmværker.

En væsentlig kvalitet er det relativt langsomme tempo, der giver plads til nærmest meditative passager, hvor beskueren har mulighed for at gøre sig egne tanker om sammenhænge mellem erindringsgodset og motiver i værket. Men filmen unddrager sig også portrætgenrens sædvanlige betydningstyranni og byder på sekvenser af ren æstetisk karakter, hvor både den visuelle og den auditive tekstur får lov til at vibrere uden andet mål end at stimulere følelser og sanser.

Rørende er det naturligvis at se den aldrende Lynch blive som barn igen i samværet med sin yngste datter. Ligesom det også er inspirerende at høre hans beretning om, hvordan hans egne forældres rummelige attitude i forhold til sønnens kunstneriske tendenser i samspil med en god portion held har været en afgørende forudsætning for livsprojektet.

Det mest interessante ved filmen om David Lynch er imidlertid, at den viser, hvor kort afstanden kan være mellem banalitet og magi i det kunstneriske arbejde.

Hovedpersonens drøm om et liv i frihed med kaffe, cigaretter og kunstnerisk skaben er så ordinær, som noget kan være. Men uanset hvor meget han forklarer os om sit virke, vedbliver der altid med at være en rest af mystik, som tryllebinder os. Sådan skal et kunstnerportræt skæres!