De elskende passagerer

Det er svært at fastslå det øjeblik, hvor Pedro Almodóvar gik fra at være campet billedstormer og provokatør til at blive indlemmet i de seriøse arthouse-instruktørers Panteon.

Sikkert er det, at transformationen var fuldendt med den Oscar-vindende Alt om min mor fra 1999. Og i sine seneste film har den spanske instruktør udforsket temaer, der er blevet mere og mere centrale for hans kunst: tab, identitet og fortidens åg.

Men efter en mørk sjæletime kan alle få behov for lidt uforpligtende sjov og ballade. De elskende passagerer er et resolut afbræk for Almodóvar, hans første rene komedie siden Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud. Filmen foregår næsten udelukkende i business class-afdelingen på et fly fra Madrid til Mexico City og er en let og på flere måder ret fjollet film, selvom instruktøren fra La Mancha også antyder, at politisk ukorrekt munterhed og evnen til at ryste en tragedie af sig kan være en nyttig overlevelsesstrategi i svære tider. Det er en strategi, som homoseksuelle over hele verden vil nikke genkendende til – og De elskende passagerer er en film, som trodsigt og skamløst dyrker sin homoseksualitet.

Ganske usædvanligt for en Almodóvar-film er plottet nemt at forklare. Efter et problem med landingsstellet – forårsaget af et romantisk sidespring mellem to bagagearbejdere (korte, men veloplagte cameos af Penélope Cruz og Antonio Banderas) – bliver flyet tvunget til at flyve i cirkler et sted over Spanien. Passagererne på økonomiklasse er blevet bedøvet med sovemedicin, og kun de udvalgte bag business class-gardinet er klar over problemet. Rent dramatisk er risikoen for en nødlanding dog mindre en akut trussel end en baggrundssummen, som tjener til at løsne hæmningerne på flyet snarere end at øge spændingen. Efterhånden åbner piloter, stewarder og passagerer sig således op for hinanden socialt og seksuelt, mens de bunder uendelige cocktails og tømmer og ryger et rigt udvalg af opkvikkere og beroligende midler.

Tonen kan bedst beskrives som en camp-farce, fuld af klassiske Almodóvar-elementer fra den melodramatiske tv-soap. Karakterer og situationer bliver udvalgt for effektens skyld og ført helt ud i det ekstreme. Business class-kunderne omfatter således en tidligere pornostjerne, en colombiansk lejemorder, en forretningsmand, der flygter fra en skandale forbundet med flyets skæbne, en kvindebedårende skuespiller og en clairvoyant, som opklarer forbrydelser og stadig er jomfru.

Almodóvar er en mester i skabe afrundede karakterer, man kommer til at føle for. Men i denne farce stiller instruktøren sig tilfreds med skabeloner – varme og skitseret fra hjertet, men ikke desto mindre skabeloner. I kombination med det indskrænkede rum og fraværet af et meningsfyldt drama bliver resultatet en film med en underligt flad rytme og tekstur.

Der er dog også noget andet på spil end den endeløse in-your-face-seksualitet, inklusive ikke bare én, men to scener med narkoleptisk samkvem. Faktisk kunne én læsning af De elskende passagerer være, at den under den frækslemme homoseksuelle overflade er instruktørens første rigtigt politiske film i lyset af Spaniens aktuelle økonomiske krise.

Er de sovende økonomi-passagerer det bedøvede proletariat? Kan tossestregerne på business class og i pilotens styrerum sammenlignes med Kejser Nero, der spillede violin, mens Rom brændte? Nej, det er ikke helt på kornet. I en tid, hvor mange spaniere nede på landjorden føler sig presset til askese i solidaritet med de trange tider, er dette ubesindigt kulørte, midlertidige hjem langt over skyerne et slags bevidst vulgært kærestebrev til ånden og oprørsværdierne i La Movida Madrileña, den modkulturelle bevægelse, der i 70’erne gav næring til instruktørens egen kreativitet.

For Almodóvar må det at lave De elskende passagerer have været ligesom at smyge sig ind i en gammel, udslidt læderjakke fra ungdommen.

Trailer: De elskende passagerer