De gyldne år

Antropologen Paul Dédalus vender efter mange år hjem fra Tadsjikistan til Paris, men bliver anholdt af politiet i lufthavnen. Der er noget galt med hans pas. Snart kommer vi på sporet af dengang, gymnasieeleven Paul frivilligt afgav sit pas til en jøde i Minsk, der således kunne slippe ud af Sovjetunionen.

Denne historie er instruktøren Arnaud Desplechins forspil til en egentlig meget patetisk kærlighedsfilm. De gyldne år er en lidt mærkelig titel for en film, der på fransk hedder ”Tre minder fra min ungdom”. Minder, der klart er mere skæbnesvangre end forgyldte.

Således bliver optrevlingen om dengang i Minsk og Pauls dobbeltgænger hans associative Madeleinekage, som sender ham meget Marcel Proust-agtigt tilbage til sin barndom.

Den er traumatisk præget af en sindssyg mor, en voldelig far, en rar tante og to søskende, som han efter morens selvmord bliver en beskyttende storebror for. Og så til erindringen om Esther, kvinden i hans liv, og det fatale møde med kærligheden. Den store, men besværlige kærlighed.

Det er lidt forkert at lancere De gyldne år som en coming of age-film. Ganske vist foregår meget af den blandt 80’er-ungdom i den nordfranske provinsby Roubaix, hvor nittenårige, mærkelige og mutte Paul på et weekendophold møder sekstenårige Esther, søsterens ikke særligt populære klassekammerat fra gymnasiet, der til gengæld er en erotisk vandrepokal blandt skolens drenge.

Mystiske Paul og modne Esther indleder et kompliceret forhold, som rækker ud over ungdom og landegrænser, og ingen af dem er kronisk uskyldige, da affæren starter. Han er tiggerstudent i Paris, men dygtig. Vi ved jo fra filmens begyndelse, at hans antropologiske karriere har bragt ham vidt omkring som akademiker og elsker.

Nu går filmen tilbage til denne ungdommelige forelskelse, hvor begge har andre forhold til anden side, mens tiden går, og Berlinmuren falder. Det tolker Paul som afslutningen på sin ungdom. Men først flere år efter slår Esther op med Paul, mens han er på feltarbejde i Langtbortistan. Nu fint færdigt med studierne, godt hjulpet på vej af en moderlig professor, der genkendte hans talenter før alle andre.

Filmen begejstrede juryen i Director’s Fortnight-konkurrencen i fjor i Cannes. De er sikkert faldet for dens meget tydelige litterære ambitioner, hvor hovedpersonen både har efternavn efter den græske mytologis labyrintmager og James Joyces spekulative ungersvend i Ulysses. Den flakkende Paul sammenlignes sågar med Odysseus, og Esther læser i sengen op for ham på oldgræsk.

Yderst seriøst læses deres kærlighedsbreve højt, eller de elskende deklarerer deres følelser i lange tirader. Billedet bliver delt op i erindringens kalejdoskop, og kameraet dvæler kælent ved Esthers meget rustikke (a la maleren Renoirs) buttede kvindeskikkelse med udslået hår og dorsk sanselighed.

Den debuterende Lou Roy-Lecollinet giver den hele armen fra trutmund til lilletå som sexgodte, mens den ligeledes debuterende Quentin Dolmaire er hendes brunhårede, vemodige og vægelsindede kærlighed for livet. I biroller ses den altid gode André Dussollier som inkvisitorisk efterretningsmand, og minsandten om ikke Françoise Lebrun, hende der var ”luderen” i Jean Eustaches mesterværk fra 1973, Moderen og luderen, ses i glimt.

Trods visse filmiske krumspring, splitskærm, spring i tid og rum og henvendelse til publikum midt i den minimalistiske virkelighed er De gyldne år på mange måder et gammeldags melodrama om liderlighed forvandlet til lidenskab. Tilfældets bollevenskab bliver den umulige kærlighed. Meget fransk og følsomt med dybe dialoger, men ganske ren og renset for ironi (a la Eric Rohmer).

Ujævn, indimellem kedelig, men aldrig uinteressant og i længden er det en seværdig film.