De hemmelige optagelser med Peter Madsen

Er det for tidligt?

Ja, det er for tidligt at beskæftige sig med ubådssagen. Bare se på alle de negative kommentarer, som Dplays dokumentarserie De hemmelige optagelser med Peter Madsen har affødt på Facebook.

Tiden læger ikke alle sår, men afstanden er nødvendig, særligt for de efterladte.

Når det er sagt, er der – under alle de sensationalistiske lag – noget interessant ved serien, som rører ved den evigtgyldige etiske overvejelse om, hvorvidt man skal beskæftige sig med ondskaben i mennesket.

Men der er immervæk en voldsom overflod af sensationalisme, der skal skrabes væk, før vi kan beskæftige os med kernen.

Tag bare titlen!

Hvem er det, man prøver at narre, når man præsenterer optagelserne som ”hemmelige”?

Journalist Kristian Linnemann har talt i telefon med livstidsfangen Peter Madsen i tyve timer, og det er disse optagelser, der er grundlaget for serien.

Nok er Peter Madsen socialt uintelligent, men han er ikke så dum, at han ikke har været bevidst om, at samtalerne blev optaget. Særligt når tidligere retspsykiater Henrik Day Poulsen påpeger, at den indsatte har skrevet en bog, som han forsøger at få udgivet. Det er højst sandsynligt derfor, at han har indvilliget i at medvirke.

Et close-up af en optager, der tæller sekunder og minutter, gentages i det uendelige, mens arkivbilleder af morderen forstyrrer mere, end de gavner.

Har vi ikke set rigeligt med billeder af den perverse psykopat i heldragt smile til sit publikum og fremvise sin ubåd?

Kristian Linnemann sidder selv med store hørebøffer på foran sin computer med understregede papirer og en whiteboardtavle i baggrunden.

Detektiven er på arbejde, må vi forstå. Men også en detektiv, der spiller dummere, end han er. Sjældent hører vi spørgsmålene til Peter Madsens svar, og de er garanteret mere intelligente end det evige ansigtsudtryk med åben mund, som Linnemann mønstrer.

Linnemann agerer hjælpeløs journalist, der skal have hjælp til at dechifrere samtalerne, som han tilsyneladende bare er vadet ind i. Og lige netop det fungerer faktisk overraskende godt.

Når man skræller alle lag af – de bombastiske virkemidler, chokeffekterne og sidehistorier, der trækkes ud i langdrag – sidder man tilbage med Peter Madsens egne ord. Og de afslører hans vanvittige tankegang på måder, som han ikke selv er i stand til at se.

Flankeret af Day Poulsen, der forklarer de psykopatiske og narcissistiske træk, og tidligere kriminalkommissær Kurt Kragh, der er eminent til at klarlægge gerningsmandsprofiler, får vi et sjældent indblik i et perverteret sind.

Det er ubehageligt, men også den simpleste måde at forstå, at kejseren ikke har noget tøj på.

Vi skal ikke gøre Peter Madsen den tjeneste at mytologisere ham ved ikke at nævne hans navn. Vi skal ikke ophøje ham til rendyrket ondskab eller til vore egne skræmte forestillinger om et monster.

Vi skal se ham, for det han er: en taber af en ingeniør, en ussel lille mandsling, der på fejeste vis tog en kvindes liv for sin egen perverterede fornøjelses skyld.

Det er så lavt, som det overhovedet kan blive. Og på trods af sin grandiose selvopfattelse – eller rettere netop derfor – er det så tydeligt at afkode den lille gnallings forsøg på at ændre sin fortælling.

”Det hele handler om Peter, Peter og Peter,” fastslår Kurt Kragh, der forklarer, hvorledes den abnormt egocentrerede morder flytter fokus og fralægger sig ansvar: ”Se, hvor synd det er for mig!”

Det er helt galimatias at høre på. Og ufatteligt uintelligent. Man forstår ikke, hvordan Peter Madsen kan tro på, at han kan få nogen overbevist om sine løgne. Men det er her, at de afvigende træk – psykopatien og narcissismen – blænder Peter Madsen selv.

Han kan ikke selv se, at han ikke noget tøj har på.

Efter tre afsnit kvalmes man dog så meget, at der er lige præcis nul interesse for at fortsætte.

I stedet for fem afsnit ”krydret” med en usmagelig sidehistorie om en af Peter Madsens kærester havde materialet bedre egnet sig til et enkelt dokumentarprogram med et stramt fokus på samtalen.