De særlige

Makkerparret Éric Toledano og Olivier Nakache satte gang i lattermuskler og tårekanaler kloden over med De urørlige.

Filmen om et usædvanligt venskab mellem en handicappet, hvid overklassemand og hans sorte hjælper fra den parisiske ghetto sprang lovligt sorgløst over race- og klasseforskelle i Frankrig. Det fortabte sig et sted mellem våde lommeservietter og tomme popcornbægre.

De særlige er fra samme sentimentale skuffe og så heldigvis også noget ganske andet og mere socialt spidsvinklet. Den fortæller en medrivende, rørende historie om to venner fra hver sin kultur – jødisk og muslimsk – men begge har en baggrund i den samme slum.

Vincent Cassel – fransk films hårde banan – er fremragende som den idealistiske, generte og ukuelige Bruno, der er lige så blød og sød som marcipanbrød. Han er godt sekunderet af Reda Kateb som Malik, en noget mere pragmatisk idealist, der alligevel er lige så bamseblød som sin makker.

Sammen har de skabt et alternativt værested for udstødte og samspilsramte unge uden for de gængse normer.

Her forsøger de med alternative metoder at skabe bedre vilkår for deres uuddannede personale og for de unge, der søger tilflugt der. Det er unge så adfærdshæmmet autistiske, at de officielle institutioner har opgivet alle andre behandlingsformer end indespærring og medicinering.

At samme statslige institutioner for det meste modarbejder disse hverdagsheltes kamp, medvirker til filmens spænding og dramatiske kurve. Men her er ingen rigtige skurke, og selv myndighederne går fra bøse til blide.

Uden at røbe for meget kan man smile gennem tårerne og sætte sin lid til Brunos utrættelige mantra: Vi finder en løsning!

Det er en film, der gør det til en nervepirrende mission at få en autist til at kunne køre i metro uden at trække i nødbremsen og en anden til ikke at slå sig selv ihjel ved at støde hovedet mod muren. For da slet ikke at tale om alle de andre, der skal integreres i samfundet på trods af analfabetisme, traumatiseret tavshed, psykisk vrede eller meningsløs voldsomhed.

Men med kærlighedens stærke arm, som det hed i fortidens drengebøger, samt venner og bekendte med hjertet på rette sted, overvindes det værste.

Eneste malurt i bægeret er en vedvarende brod mod manglerne ved det offentlige system i Frankrig – et problem, instruktørerne også (mere ubehjælpsomt) satte under debat i Samba fra 2014.

Filmen er ferm i både design og finish, når den søger at sætte os ind i universet.

I starten følger vi med håndholdt kamera en angstfuld pige i løb ned ad parisiske gader. Senere illuderes en autistisk opfattelse af verden ved, at billedet pludselig sløres, mens der skrues godt op for lyden.

Undervejs er der lidt folkekomedie omkring Brunos arrangerede stævnemøder med jødiske kvinder. Og det er sådan set det smukkeste lag nede under filmens socialt indignerede og sentimentale tema: At jøder, muslimer og kristne arbejder sammen i én stor kulturel smeltedigel for at skabe sunde rammer for dem uden støtte fra familie eller samfund.

De særlige.

Instruktørerne er hverken blinde eller bange for den barske hverdag i den parisiske slum, men går til emnet med samme hjertevarme og tålmodige forståelse som deres helte. Budskabet er positivt og krystalklart at fostre tolerance på tværs af tro, kultur og race. Måske er det ikke ligefrem et spejl af tidens Frankrig, men De særlige giver alligevel håb med stort H.

I mine øjne er De særlige en bedre film end De urørlige.

Den sigter højere end blot et sympatisk venskabsportræt og har bedre blik for de problematikker, den belyser. Dens følsomhed er motiveret som en anden tilgang til autisme, en sygdom, vi, som Bruno så rigtigt siger, ved meget lidt om. I virkeligheden intet.

Alene af den grund er filmen værdig.