De urørlige

Den lamme mangemillionær Philippe (Francois Cluzet) fra Paris søger ny handicaphjælper. Blandt talrige kandidater vælger han bevidst den mest umulige: en jointrygende, småkriminel sort fyr fra en forstadsghetto, Driss (Omar Sy). Her er endelig én, der ikke viser empati og tager hensyn, men taler lige ud af posen i stedet for efter munden.

Den umulige har kun søgt stillingen for at bevare retten til at modtage bistandshjælp og tager genstridigt imod udfordringen. Og hvad sker der? Det umage par ender som bedste venner, og de lærer begge af hinanden.

Banalt? Ja. Sentimentalt? Ja. Morsomt? Ja. Overraskende? Nej. Nødvendigt? På sin egen måde, måske.

Egentlig burde jeg ikke kunne lide en film som De urørlige. Jeg kender jo verdens bedste franske film. Jeg elsker Truffaut, jeg beundrer den tidlige Godard. Og hvad angår komik, så har jeg skam fået min dosis Jacques Tati, den radikale humorist med sin på en gang nostalgiske og illusionsløse kritik af det moderne samfund.

Imidlertid fik jeg også tidligt smag for den mere lavkomiske franske farce, som De urørlige, om den vil vedkende sig det eller ej, er lidt i slægt med. Dengang i 60’erne og 70’erne var den koleriske komiker Louis de Funès et stort navn i Danmark, og film som Fjolset og Undskyld, vi flygter har jeg set flere gange. Og senere har jeg moret mig ganske kosteligt over 80’er-farcen Hjælp, vi flygter (hvad sker der for dansk titeloversættelse?) med Gerard Depardieu og Pierre Richard som umage par.

De urørlige kunne have heddet Hopla, vi flygter. I startens flashforward ser vi Driss og Philippe på selvvalgt flugt gennem Paris. De flygter fra deres forudbestemte skæbner som taber og invalid rigmand. Tilsyneladende har instruktørduoen Toledano og Nakaches komedie ramt et ømt punkt. Der er et kæmpe skel mellem fattig og rig i Frankrig, ja i det meste af vesten. Der er ingen fremtid for de forarmede, mens overklassen lever sit eget beskyttede liv.

De urørlige, som oven i købet er baseret på en virkelig historie, viser, at modsætningerne kan mødes. Det er en film, der skaber drømme og håb. Måske umulige drømme. Men i en krisetid kan enhver få brug for at flygte, og publikum er flygtet ind i biograferne i så stor stil, at filmen er blevet den mest indtjenende franske film nogensinde og har slået Den fabelagtige Amélie fra Montmartres rekord.

Amélie var en stilistisk tour de force, en småskæv og helt igennem kunstig fabel. De urørlige er realistisk i stilen, fortalt lige ud ad landevejen. Der gøres fint rede for kontrasterne. Smidige Driss fra ghettoen elsker at danse til Earth, Wind and Fire (ingen gangsterrap her, men det havde sgu også været en kliché). Den (af naturlige årsager) stive Philippe lytter andægtigt til opera. Driss lærer at disciplinere sig. Philippe lærer at ryge joints, lyve for politiet og åbne sig for kærligheden og erotikken. Den fordomsfri skildring af den lamme mands seksualitet er et plus for filmen. Philippe kan få orgasme ved at blive stimuleret på øreflipperne, så man sidder i mørket og næsten får lyst til at hive sig i øret. Det er sanseligt og levende fortalt.

Humoren i filmen er ofte plat og fysisk, på den måde i tråd med fortidens farcer, og det er ment som en ros. Driss’ hårdhændede behandling af sin chefs hjælpeløse krop giver anledning til gode, grove grin. Til gengæld er der en del scener, der følger samme farcers tradition for lange diskussioner og råberi, hvor vi forstår, at nu skal vi more os, uden at historien rykker nogen vegne.

De urørlige er en feel good-film uden skam og hæmning. Hovedpersonerne er elskelige. Jeg følte mig en lille smule lykkelig, da jeg så den, og jeg kunne ikke holde tårerne væk. Mens jeg et øjeblik drømte, at den kan lære os noget om tolerance og åbenhed.