De Utrolige 2

Det er umuligt ikke at grine med, når man hører en babys begejstrede latterpludren.

Derfor er det utænkeligt, at nogen går ud af biografen efter at have set den forrygende fortsættelse til De Utrolige uden at have rørt lattermusklerne. Som en nærmest tarvelig genistreg har instruktør og forfatter Brad Bird valgt at bruge enormt meget krudt på den animerede superheltefamilies baby, Jack-Jack.

Han var også fokus for den fænomenale kortfilm Jack-Jack Attack, hvor en uskyldig babysitter bliver udsat for den blebærende superhelt, da hans kræfter sætter ind.

Utroligt nok kender hans familie ikke til kræfterne, før man er et godt stykke inde i De Utrolige 2, og det er et af filmens højdepunkter, da han kommer i nærkamp med en hidsig vaskebjørn. Hatten af for dyrets kampiver, for den er oppe imod en superbaby, der kan bryde ud i flammer, mangedoble sig selv, skyde laserstråler ud af øjnene og meget mere!

Filmen begynder, hvor den forrige endte. Familien står over for skurken Undergraveren og går sammen om at bekæmpe ham.

Men omverdenen er ikke taknemmelig, for i kølvandet på kampene er der altid kolossale skader. Samfundet synes faktisk ikke, det er det værd. Næ, lad de skidte fyre røve banker, forsikringen dækker tabet, og så kan folk ellers leve i ro og mag.

Det kan en superheltefamilie bare ikke. Omverdenen er imod Hr. Utrolig og Elastipigen, der har de borgerlige navne Bob og Helen Parr, men familien har også interne stridigheder om, hvordan de skal forholde sig til loven. Børnene Violet og Dash er forvirrede – de har lige kæmpet mod en skurk, men de er stadig ulovlige. Umiddelbart ligner løsningen, at de skal ignorere skurkene, trække i civil og skjule deres sande jeg, men hvad er det for noget at lære sine børn?

Det lyder unægtelig meget som den gamle original, men Bird har heldigvis mange fyrige tricks i ærmet.

Redningen viser sig overraskende at være pr. En glat reklamemand og hans tech-kyndige søster henvender sig til superheltene. Med lidt god reklame kan de demonstrere for verden, hvor uundværlige de er. Jobbet som superheltemaskot tilfalder Elastipigen. Ikke Hr. Utrolig.

Bob gør en indsats for at støtte sin kone, men hans ego lider et knæk. Og nu skal han også være græsenkemand. Det er altså ham, der står med sin datters ulykkelige forelskelse, sin søns lektier – ”Hvorfor har de ændret matematik?!” råber han frustreret – og så Jack-Jack, hvis kræfter er utøjlelige.

”Jeg er Hr. Utrolig! Jeg er ikke Hr. Middelmådig!” lyder det sårbart fra det store brød.

Elastipigen står derimod over for den mystiske nye superskurk Skærmhackeren, der via alverdens tv-skærme kan hypnotisere og kontrollere folk. Den maskerede skurk raser mod menneskets afhængighed af underlødige underholdningsprogrammer på fjernsynet – en kritik, der er som taget ud af Fight Club.

Brad Bird har et ærefrygtindgydende cv. Hans første tegnefilm var Drengen og jern-kæmpen, som Pixar-instruktør leverede han De Utrolige og Ratatouille og med Mission: Impossible – Ghost Protocol viste han, at han også kan instruere ægte action.

Med De Utrolige 2 rammer Bird igen plet, selv om de færreste nok bliver overrasket over, hvem der gemmer sig bag Skærmhackerens visir. Men animationen er fejlfri, endda med hyldest til den legendariske titelsekvens-designer Saul Bass i forteksterne, Michael Giacchinos Bond-inspirerede musik er pulserende medrivende, og stemmeskuespillet – jeg så den engelske version – er i top.

De Utrolige 2 viderefører humoren fra originalen og kombinerer den med tidløse problematikker som kønsroller, familiemønstre og skærmafhængighed. Og når man så smider uimodståelige Jack-Jack ind i opskriften, får man en film, der – tør jeg sige det? – er endnu sjovere og mere langtidsholdbar end forgængeren.