De visionære

Det er ikke kun Murens fald, der holder rund fødselsdag i år i Tyskland.

Landet har også fejret 100-året for Bauhaus-skolen, som i april 1919 blev grundlagt i Goethes by, landets daværende hovedstad Weimar.

Dette statslige byggehus blev århundredes mest provokerende og skelsættende skole for brugskunst, billedkunst og arkitektur. Da skolen blev lukket af nazisterne i 1933, flygtede elever og lærere til udlandet. Mange tog til USA, heriblandt skolens grundlægger, den karismatiske arkitekt og krigshelt med hele to jernkors, Walter Gropius.

Her tegnede han smagfuldt stilrene huse og levede strømlinet luksuøst til sine dages ende som 86-årig i 1969. Berømt som genial og visionær. Men også berygtet som egocentrisk stivstikker, kunstnerisk vendekåbe og glad for kvinder.

Skolens kvindelige elever blev aldrig ligestillet i det såre venstreorienterede kollektiv dengang i Weimar. Ej heller i den amerikanske stat Massachusetts, hvor Walter Gropius levede i 1960’erne.

Her starter den flotte og flamboyante tv-serie De visionære, der kan ses på DRTV.

Gropius, spillet meget overbevisende af August Diehl, opsøges af den danske forfatter Stine Branderup, endnu engang en yderst seværdig Trine Dyrholm.

Over en drink spørger hun, hvordan han lever med den løgn, at kvinder og mænd blev behandlet lige på hans skole for multikulturel avantgardekunst, egal og hypermoderne livsstil?

Hans minder går tilbage i ord, tanker og flashbacks – særligt til kunstneren Dörte Helm, en begavet, intelligent og modig kvinde. Højst sandsynligt kvinden i denne kunstners liv og gerning. Navnlig det sidste.

Dörte Helm, der som halvjøde led en krank skæbne og døde som 40-årig i 1941, var mindst lige så talentfuld som Gropius. Mange mener, at han både stjal hendes idéer og hæmmede hendes udvikling som kunstner.

De visionære er glamourøst præget af et dyrt production design, hvor der ikke er blevet sparet på noget. Vi får både Første Verdenskrig med skyttegrav og skud, kup og revolte på barrikaderne, dragende jazzmusik og damer i kulørte og løse klæder.

Weimarrepublikken er lige så lækker og laber med charleston og kaos som i den succesombruste og storslåede krimiserie Babylon Berlin.

Serieskaber Lars Kraume (manden bag spændingsdramaet To minutters stilhed) kan sin Bauhaus og forsøger sågar at illudere diverse stilarter i en ferm iscenesættelse. Men måske er det, fordi han ved så meget om epoke og emne, at hans føljeton kaster alt for mange bolde op i luften og ikke griber dem alle sammen.

I sidste afsnit ender det hele brat uden videre pejling på, hvad der siden skete.

Lars Kraume vil gerne levere en feministisk historie om store mandekunstnere, som har underkuet kvinder i både deres kunstneriske og menneskelige varetægt. På den anden side fortæller han en tragisk kærlighedshistorie om Dörte og Walters ”Hassliebe” – som det hedder på tysk, når to mennesker både hader og elsker hinanden.

Og så vil De visionære vise os det store historiebillede og det kulturhistoriske portræt af en kunsthåndværkerskole og skoledannende tegnestue, som ændrede verden med hensyn til kunstsmag, boligindretning og bybillede.

Derfor får vi et rend af kunstnere og arkitekter, som kommer forbi på fransk visit, mens begreber som ”ekspressionisme” og ”funktionalisme” henkastes i flæng. Så hvis du ikke har de fornødne forkundskaber, får du mest ud af serien med fingeren på Google.

Serien reddes alligevel i land som inciterende underholdning, især takket være den utroligt velspillende Anna Maria Mühe.

Med sit smukke og fiffige ræveansigt spiller hun rollen som den stakkels, men også synkefri Dörte Helm. Mühe giver liv til borgerpigen, som bliver kunstnerkvinde på trods af både sine forældre og den mand og kollega, der konstant svigtede hende.