Serieanmeldelse
08. nov. 2019
De visionære
Den danske forfatter Stine Branderup (Trine Dyrholm) interviewer Walter Gropius (August Diehl) på Bauhaus-arkitektens ældre dage. Foto | Julia Terjung

De visionære

Tysk serie med Trine Dyrholm genskaber Weimarrepublikken og miljøet omkring Bauhaus-skolen lige så glamourøst som krimiserien Babylon Berlin.

Af Bo Tao Michaëlis

Det er ikke kun Murens fald, der holder rund fødselsdag i år i Tyskland.

Landet har også fejret 100-året for Bauhaus-skolen, som i april 1919 blev grundlagt i Goethes by, landets daværende hovedstad Weimar.

Dette statslige byggehus blev århundredes mest provokerende og skelsættende skole for brugskunst, billedkunst og arkitektur. Da skolen blev lukket af nazisterne i 1933, flygtede elever og lærere til udlandet. Mange tog til USA, heriblandt skolens grundlægger, den karismatiske arkitekt og krigshelt med hele to jernkors, Walter Gropius.

Her tegnede han smagfuldt stilrene huse og levede strømlinet luksuøst til sine dages ende som 86-årig i 1969. Berømt som genial og visionær. Men også berygtet som egocentrisk stivstikker, kunstnerisk vendekåbe og glad for kvinder.

Skolens kvindelige elever blev aldrig ligestillet i det såre venstreorienterede kollektiv dengang i Weimar. Ej heller i den amerikanske stat Massachusetts, hvor Walter Gropius levede i 1960’erne.

Her starter den flotte og flamboyante tv-serie De visionære, der kan ses på DRTV.

Gropius, spillet meget overbevisende af August Diehl, opsøges af den danske forfatter Stine Branderup, endnu engang en yderst seværdig Trine Dyrholm.

Over en drink spørger hun, hvordan han lever med den løgn, at kvinder og mænd blev behandlet lige på hans skole for multikulturel avantgardekunst, egal og hypermoderne livsstil?

Hans minder går tilbage i ord, tanker og flashbacks – særligt til kunstneren Dörte Helm, en begavet, intelligent og modig kvinde. Højst sandsynligt kvinden i denne kunstners liv og gerning. Navnlig det sidste.

Dörte Helm, der som halvjøde led en krank skæbne og døde som 40-årig i 1941, var mindst lige så talentfuld som Gropius. Mange mener, at han både stjal hendes idéer og hæmmede hendes udvikling som kunstner.

De visionære er glamourøst præget af et dyrt production design, hvor der ikke er blevet sparet på noget. Vi får både Første Verdenskrig med skyttegrav og skud, kup og revolte på barrikaderne, dragende jazzmusik og damer i kulørte og løse klæder.

Weimarrepublikken er lige så lækker og laber med charleston og kaos som i den succesombruste og storslåede krimiserie Babylon Berlin.

Serieskaber Lars Kraume (manden bag spændingsdramaet To minutters stilhed) kan sin Bauhaus og forsøger sågar at illudere diverse stilarter i en ferm iscenesættelse. Men måske er det, fordi han ved så meget om epoke og emne, at hans føljeton kaster alt for mange bolde op i luften og ikke griber dem alle sammen.

I sidste afsnit ender det hele brat uden videre pejling på, hvad der siden skete.

Lars Kraume vil gerne levere en feministisk historie om store mandekunstnere, som har underkuet kvinder i både deres kunstneriske og menneskelige varetægt. På den anden side fortæller han en tragisk kærlighedshistorie om Dörte og Walters ”Hassliebe” – som det hedder på tysk, når to mennesker både hader og elsker hinanden.

Og så vil De visionære vise os det store historiebillede og det kulturhistoriske portræt af en kunsthåndværkerskole og skoledannende tegnestue, som ændrede verden med hensyn til kunstsmag, boligindretning og bybillede.

Derfor får vi et rend af kunstnere og arkitekter, som kommer forbi på fransk visit, mens begreber som ”ekspressionisme” og ”funktionalisme” henkastes i flæng. Så hvis du ikke har de fornødne forkundskaber, får du mest ud af serien med fingeren på Google.

Serien reddes alligevel i land som inciterende underholdning, især takket være den utroligt velspillende Anna Maria Mühe.

Med sit smukke og fiffige ræveansigt spiller hun rollen som den stakkels, men også synkefri Dörte Helm. Mühe giver liv til borgerpigen, som bliver kunstnerkvinde på trods af både sine forældre og den mand og kollega, der konstant svigtede hende.

Titel:
De visionære

Originaltitel:
Die Neue Zeit

Land:
Tyskland

År:
2019

Serieskaber:
Lars Kraume

Medvirkende:
August Diehl, Anna Maria Mühe, Trine Dyrholm, Valerie Pachner

Spilletid:
Tre afsnit af cirka 90 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
23. oktober på DR2 og DRTV

Relevante artikler

Serieanmeldelse
05. dec. 2018
Babylon Berlin

Babylon Berlin

Serieanmeldelse
17. feb. 2017
Deutschland 83

Deutschland 83

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
26. juli 2024
The Decameron

The Decameron

Serieanmeldelse
19. juli 2024
Lady in the Lake

Lady in the Lake

Biografanmeldelse
15. juli 2024
Den moderne kvinde

Den moderne kvinde

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!