Deadpool

I en tid, hvor superheltefilm sprøjtes ud i biograferne i en lind strøm, er Deadpool en forfriskende flabet saltvandsindsprøjtning og en underholdende rusketur af en gennemtærsket genre.

Deadpool er blevet kaldt en ukonventionel superheltefilm, men det er sjovt nok en al for konventionel beskrivelse, der slet ikke yder filmens rablende anarkistiske og selvsikre metaleg retfærdighed.

Der er fuld fart på Deadpool. Allerede i åbningen losser filmen alle konventionerne over skinnebenet.

I den visuelt veloplagte titelsekvens præsenteres vi for titler som ”en computer-animeret helt”, ”en lækker tøs” og ”et overbetalt værktøj” i stedet for Ryan Reynolds, Morena Baccarin og instruktøren Tim Miller.

Og sådan fortsætter filmen faktisk. Dybt selvironisk, selvbevidst og veloplagt. Det lyder måske trættende og overgjort i længden, men det er det heldigvis ikke.

Dertil er filmen simpelthen for charmerende.

Wade Wilson (Ryan Reynolds) er en forholdsvis almindelig, men rapkæftet fyr, der øjeblikkeligt forelsker sig i Vanessa (Morena Baccarin), da de møder hinanden på en bar.

Da Wade erklæres dødeligt syg af kræft, takker han ja til en alternativ behandling af en lyssky organisation og forlader Vanessa for at redde sig selv og dermed hende.

Men behandlingen går grueligt galt og vansirer Wade til uigenkendelighed. ”Du ligner en avokado, der har knaldet en muggen avokado,” som Wades bedste ven ærligt fortæller ham.

Til gengæld muterer Wades krop, så den heler lynhurtigt. Det er hans egentlige superkraft, men hans karakteristiske særkende er hans kulsorte, men kække humor.

Nu er Wades eneste mål at få hævn over manden, der er skyld i hans transformation, Francis med superskurkenavnet Ajax (Ed Skrein). Til det formål opfinder Wade sit alter ego i form af den lædderklædte Deadpool. Navnet låner han fra den pulje, hvor man satser sine penge på, hvilken person der dør først.

Handlingen er såre enkel, men dog fortalt i ukronologiske fragmenter. Konstant over the top tæsker Deadpool sig igennem en hær af skurke, mens han fyrer forrygende vittigheder af.

Filmens stemning minder om andre alternative superheltefilm som Kick-Ass og Guardians of the Galaxy, men skruer komikken, meta-laget og selvsikkerheden helt op på maks.

Konstant har Deadpool en sarkastisk kommentar henvendt direkte til publikum, og da han bryder den berømte fjerde væg hele to gange i samme scene, lyder det meget karakteristisk for filmen: ”Et brud på den fjerde væg i et brud på den fjerde væg – det må give seksten vægge.”

Deadpool forholder sig hele tiden til sig selv. ”Det bringer formentlig plottet videre,” lyder det eksempelvis, da Deadpool præsenteres for en central karakter. Med en legende billedside og et overraskende soundtrack flyver filmen afsted i et højt tempo.

Men vigtigst af alt pisser Deadpool op og ned ad andre superheltefilm. Karakteren Deadpool er allerede en del af Marvel og X-men-universet, der sammen med andre superheltefilm får et par sarkastiske hug med på vejen.

Derfor er Deadpool heldigvis en kærkomment spandfuld isvand i hovedet på superheltefilmen, som synes at være Hollywoods umiddelbare, men ikke altid vellykkede svar på alt for tiden.

Filmen fungerer på mange planer, men desværre overskygger vores helt og titelkarakter resten af ensemblet. Skurken Ajax er derfor ret så forglemmelig og ufarlig, og så mister konflikten lidt sin dynamik.

Fanger man ikke alle filmens hurtige reference til popkultur og superhelteuniverset, falder man desuden også lidt af.

Deadpool er rigtignok selvforherligende og friskfyrs-kæk, men det går perfekt i spænd med den selvsikre og kække Deadpool.

Her rammer Ryan Reynolds plet i en rolle, som synes skræddersyet til ham. Man forstå godt, at Reynolds også har involveret sig i filmen som producer. Deadpool er kort sagt et underholdende, charmerende og balstyrisk bekendtskab.