Death Card

Der er mange gode grunde til at blive glad ved synet af en horrorfilm på plakaten. Et godt gys rammer bedst i mørket, og genremangfoldighed i biografen er vigtig for at indfange et stort publikum.

Et bredt spektrum af underholdning kan dog være en svær balancegang. Biograferne skal ikke lade hvad som helst slippe igennem, og Death Card er et eksempel på, hvorfor man hellere vil blive hjemme og se Netflix end betale 90 kroner i billetlugen.

En gruppe tyveårige venner lejer et gammelt hus på bøhlandet. Da de en aften løber tør for øl, roder de lidt rundt for at finde alkohol. De ignorerer et stort ”Bliv ude”-skilt, mens de begiver sig ind i en aflukket fløj.

De finder ikke noget at drikke, men til gengæld et gammelt tarotkort-sæt, der tilhørte den mystiske Madam Mara fra 1600-tallet. Det er ret dårligt ju-ju at bruge andres kort, men aftenens underholdning står enten på gæt-og-grimasser eller spådomme, så valget er ikke svært.

Historien er baseret på Nicholas Adams’ bog Horrorscope. Filmatiseringen og instruktionen har duoen Spenser Cohen og Anna Halberg stået for. De har før samarbejdet på den gyselige Netflix-sci-fi Extinction, mens Cohen har manuskriptet til katastrofefilmen Moonfall på samvittigheden.

Det er meningen, at spændingen i Death Card skal indtræde, da de unge forlader den uhyggelige AirBnB og tager hjem til sig selv. Det er en god, naturlig måde at skille flokken ad og udsætte dem for telegraferede farer.

For da de hver især fik læst deres skæbne, blev det spået, hvem der dræber dem og hvordan. I samme tarotlæsning fik den enkelte også præcis at vide, hvordan man kan undgå en makaber død. Det vælger de dog alle at blæse på.

I bedste Scary Stories to Tell in the Dark-stil må man pænt sidde og vente på, at den antologi-inspirerede fortælling skrider frem, og et forudbestemt monster banker på. Det udløser, at én fra gruppen genkalder, hvordan man undgår væsenet, mens resten panisk tager benene på nakken. 

På splatterfronten mangler der dog noget. Ved dødsstødene klippes der væk, og et par store blodstænk supplerer publikums fantasi frem for at dvæle ved blodsudgydelserne.

Når vennerne får et adrenalinsus af at tage kontakt til ”den anden side”, er det svært ikke at se kulthittet Talk to Me fra 2022 for sit indre blik. Tilsæt 00’er-filmen Final Destination, hvor unge forsøger at undgå den prædestination, de selv har påkaldt sig, og du har Death Card.

Filmen spiller ellers godt ind i Generation Z’s grænsesøgende jagt på underholdning og hipsterbesættelse af stjernetegn, horoskoper, krystaller og hjemmelavet keramik.

Den underholdende Spider-Man-stjerne Jacob Batalon er den mest berømte i flokken af forholdsvis ukendte skuespillere, hvis karakterers navne vi dårligt nok lærer at kende, før det er for sent.

Batalons karakter elsker true crime-podcasts, hvor ofrenes lemmer ”filtres sammen som bløde pretzels”, som han udtrykker det. Med sin overdrevne fascination bliver han en slags sprechstallmeister for filmens meta-lag, men de bedrevidende observationer mangler en legende nerve.

Hans venner er dog så intetsigende, at da de unge forsøger at stoppe forbandelsen, ærgrer man sig over, at alle måske ikke når at lade livet.

Historien har så åbenlyse mangler og få konsekvenser, at personerne selv begynder at kommentere på, at det er ret fantastisk, at de lige akkurat slipper med livet i behold. 

En mulig løsning på forbandelsen bliver fundet gennem en latterligt heldig google-søgning. Det er totalt plat humor fra Cohen og Anna Halbergs pen og et billigt trick.

Som om det det ikke var nok, lyder legenden, at tarotkortene stammer fra 1600-tallet. Men af uransagelige årsager bliver de unges skæbne forskellige cirkuskunstnere, der er som taget ud af det sene 19. århundrede.

Klamme cirkussange spillet på en livlig calliope runger festligt ud gennem en knasende grammofon, når hovederne ruller. Og lydsiden drænes for støj, inden jump-scares for tyvende gang sender de unge ud i hysteriske masse-psykoser.

Filmens lånte fjer og en kedelig historie understreger, at biografernes gyserudvalg trænger til et serviceeftersyn. Og det er forresten unfair at være del af Generation Z og skulle kæmpe imod kismet, når Merkur står i retrograd.