Into the Deep – ny version

Nu er det over fem år siden, at Kim Wall døde. Men hun får stadig ikke lov at hvile i fred. 

Ubådssagen er blevet en penge- og profileringsmaskine, endeløst og åndeløst fortalt i aviser, podcasts, bøger, dokumentarer og i Tobias Lindholms miniserie Efterforskningen. 

Og selv om sidstnævnte nærmest skiltede med sin foragt for gerningsmanden ved aldrig at nævne ham ved navn, må enhver dækning af sagen være vand på Peter Madsens mølle. Bliver man udskammet som stjernepsykopat, er man stadig en stjerne. 

Nu kommer australske Emma Sullivans Netflix-dokumentar Into the Deep. Hvad skal vi bruge den til? 

Filmens eksistensberettigelse er den nære adgang, som instruktøren havde til Peter Madsen og miljøet omkring hans værksted på Refshaleøen, hvor han byggede ubåden og de raketter, han ville flyve på sit egotrip til rummet. 

Historien starter morgenen efter mordet med overlappende nyhedsklip og radiospeak, mens Peter Madsens frivillige hjælpere bekymrer sig over, hvor han er blevet af. 

De bliver lettede, da han reddes i land. Da Kim Wall ikke er med ham, tager de ud at lede efter hende, fordi ingen af dem kan tro, at Peter Madsen har noget med hendes forsvinden at gøre. 

Men i løbet af de følgende dage, uger og måneder krakelerer tilliden til deres ven og samlingspunkt. De frivillige efterlades med tvivl, afmagt og lammende skyldfølelse. 

Samtidig genfortæller filmen historien om den kulørte opfinder med billeder fra raketopsendelser, interviews og optagelser fra dagligdagen på værkstedet. 

Emma Sullivan har et væld af materiale. Hun skulle oprindelig have lavet en kort portrætfilm, men blev fanget ind af Peter Madsens karisma og endte med at følge hans raketprojekt over et år op til mordet. 

Hendes skildring svarer til den fremstilling af Peter Madsen som en lunefuld fantast, der huskes fra Max Kestners Amateurs in Space. Madsen er selvforherligende og dominerende. Og han kører rundt med en flok af søgende unge, der er tiltrukket af tanken om at være del af noget større. 

Elleve måneder før forbrydelsen gør Peter Madsen for rullende kamera Emma Sullivan opmærksom på, at psykopater eksisterer iblandt os, og at han selv kan være én. 

Et interview er optaget på selve morddagen, hvor Peter Madsen smilende fortæller, hvordan man skal reagere, når man bliver anklaget for at have dræbt et andet menneske. På værktøjsvæggen hænger der en fukssvans. 

Den næste dag er fukssvansen væk, fordi han har taget den med ned i ubåden og brugt den til sin udåd. 

De optagelser er hårrejsende i bagklogskabens lys og var med til at få ham dømt. Men de er ikke så afslørende, at de på nogen måde retfærdiggør at give Peter Madsen mere taletid. 

Langt hen ad vejen giver Into the Deep psykopaten mulighed for at udfolde sit medietække på mere eller mindre slap line. Et par scener, hvor hans morbide vittigheder fremstilles som blinkende alarmlamper, er decideret søgte. 

Denne version af Into the Deep er blevet klippet gevaldigt om af Anders Refn, siden filmen havde verdenspremiere på Sundance-filmfestivalen i januar 2020. 

Den første version anmeldte jeg til fem stjerner. Ikke for dens psykopatportræt, men for dens empatiske skildring af de lamslåede frivillige, der er blevet ført bag lyset, og som står tilbage med chok og skyldfølelse. 

I et interview efter premieren forklarede Emma Sullivan, hvordan filmen hjalp dem med at bearbejde den oplevelse: ”Jeg har bare været så lykkelig for at høre fra dem, at de er glade for at have fået mulighed for at fortælle deres historie med deres egne ord.” 

Men det var løgn. 

En kvinde havde gennem et halvt år anmodet om at blive klippet ud af filmen, og da den historie kom frem, trak jeg min anmeldelse tilbage. Frem for at hjælpe de frivillige forvoldte filmen mere skade. 

De er nu blevet klippet ud, fordi Netflix til sidst indså, at det var uholdbart at ignorere de unges indtrængende anmodning i en så traumatiserende sag. Og det er tydeligt, hvorfor filmskaberne længe strittede imod at ændre filmen. De resterende optagelser er nemlig mere overfladiske og spredte. 

Hvor den første version forankrede historien hos et par frivillige, spredes fokus i den nye ud på flere personer, heriblandt Peter Madsens forretningspartner og en ung kvinde, der er chokeret over at have stolet på en psykopat. 

Hun ville have været den næste i ubåden, hvis ikke Kim Wall havde foreslået at lave et interview den dag. 

Emma Sullivan er også selv mere med i filmen, men de nye scener er ikke nær så chokerende eller virkningsfulde som dem, der er klippet ud. 

Flere af de medvirkende er blevet gjort digitalt uigenkendelige, det vil sige eftersynkroniseret med anden stemme og muligvis også cgi-sløret. Det vidner om, hvor betænkelige de er ved projektet. 

Hvilket man godt forstår. 

For selv om filmskaberne sikkert engang ønskede at tegne et humanistisk portræt af Peter Madsens indirekte ofre – en vigtig historie – så er den endelige version af Into the Deep blot en dårlig undskyldning for at genoprulle ubådssagen som Netflix-underholdning. 

Et par scener gør stadig indtryk, men ellers er karakterskildringen i nutidssporet forfladiget til det rent funktionelle. 

Filmen har kun én hovedperson, og han fortjener ikke mere opmærksomhed.