Biografanmeldelse
28. sep. 2016
Deepwater Horizon
Mark Wahlberg bliver fanget i et sandt flammehav, da boreplatformen Deepwater Horizon eksploderer i katastrofefilmen af samme navn. Foto | Enrique Chediak

Deepwater Horizon

Autentisk katastrofe på en boreplatform er blevet en sympatisk og overraskende velfungerende spændingsfilm.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

I april 2010 gav en olieledning efter på boreplatformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf, eksploderede og udløste den største og værste oliekatastrofe i amerikansk historie.

Det var på alle måder en frygtelig tragedie, der kostede elleve mennesker livet, og i 87 dage fossede olien direkte ud i havet og forårsagede en seriøs miljøkatastrofe. Imens kunne hele verden følge ulykken i medierne.

Af åbenlyse årsager rammer historien om Deepwater Horizon nu biograflærredet. For selvfølgelig lader Hollywood ikke en god og spændende historie passere, og Deepwater Horizon er vitterligt enhver spændingsfilminstruktørs våde drøm.

Isoleret på en brændende platform midt på havet er filmens personer tvunget til at kæmpe for deres liv. Og instruktøren Peter Berg har vævet en gedigen omgang spænding sammen, der nøje overholder katastrofefilmens struktur og indhold.

Vi følger primært Mike Williams (Mark Wahlberg), der er cheftekniker på Deepwater Horizon. Han ankommer i begyndelsen til boreplatformen og skal påbegynde en tre-ugers-vagt sammen med resten af sit hold af teknikere. Det består blandt andet af sjakbajsen Mr. Jimmy (Kurt Russell) og Andrea (Gina Rodriguez).

Men hurtigt viser det sig, at noget er grueligt galt.

Cheferne fra olieselskabet BP er også ombord og gennemtvinger forhutlede beslutninger, der er til fare for mandskabet på platformen, men til gengæld skaber hurtig profit for oliegiganten. Meget hurtigt står det klart, at BP-cheferne er kyniske kapitalister, der sætter profit over de ansattes sikkerhed – og i sidste ende er skyld i katastrofen.

Det er således kun et spørgsmål om tid, før brønden, som platformen borer fra, giver efter for trykket og eksploderer. Og selv om man kender historien på forhånd, formår filmen at bygge op til eksplosionen på ganske nervepirrende vis.

Faktisk er første halvdel af filmen, som foregår inden selve eksplosionen, klart bedst og mest spændende.

Med god dynamik kredser filmen om magtkampene mellem de menige arbejdere og ledelsen. Mark Wahlberg og Kurt Russell bider skeer med John Malkovich som arrogant og slesk BP-boss.

I anden halvdel udvikler Deepwater Horizon sig mere til et rendyrket actionbrag med ekstravagante eksplosioner i snart sagt alle scener. Det bliver en anelse langtrukkent og repetitivt, men for mange er det jo nok det primære incitament for at købe billet.

Undervejs fornemmer man også, at instruktøren Peter Bergs primære ærinde med Deepwater Horizon er at ære de helt almindelige mennesker, der for seks år siden pludselig blev fanget i et flammehav på boreplatformen. Heltene i filmen er den arbejdende mand og kvinde, mens skurkene er den store olieindustri.

Bergs indignerede hyldest til mandskabet ombord klæder filmen, men mod slutningen kammer det over i patriotiske floskler, og da Stars and Stripes vajer foran eksplosionerne, bliver det en anelse kvalmt.

Det samme problem bøvlede Peter Bergs Lone Survivor også med, men instruktøren slipper væsentligt bedre fra Deepwater Horizon, fordi den bevarer realismen og har modet til at være ret teknisk i sin udlægning af katastrofen.

Mark Wahlberg finder en god balance mellem hård actionmand og sårbar familiefar, der bare gerne vil gøre et godt stykke arbejde. Og det er befriende at se ham vise følelser som afmagt, sorg og desperation.

Er det ikke lidt problematisk at lade sig underholde af en gigantisk miljøkatastrofe, der kostede menneskeliv? Måske, men Deepwater Horizon er faktisk en gedigen og overraskende velfungerende spændingsfilm.

Titel:
Deepwater Horizon 

Land:
USA 

År:
2016 

Instruktør:
Peter Berg 

Manuskript:
Matthew Michael Carnahan og Matthew Sand 

Medvirkende:
Mark Wahlberg, Kurt Russell, John Malkovich, Gina Rodriguez 

Spilletid:
107 minutter 

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
29. september

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. sep. 2016
Ben-Hur

Ben-Hur

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

”Jeg er stadig lavet af teflon”
Interview
06. juni 2013

”Jeg er stadig lavet af teflon”

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!