Déjà vu

Jon Bang Carlsen er en af dansk films pionerer. Han har i mere end 40 år – og før de fleste andre – bevæget sig i krydsfeltet mellem dokumentar og fiktion.

Men hvor hans kollega Jørgen Leth gennem sine dokumentarfilm og Tour de France-kommentering har skabt sig en elsket, folkelig persona, er Carlsen forblevet mere avantgardistisk og utilnærmelig for det brede publikum.

Det ændrer sig ikke med hans nye, selvbiografiske essayfilm Déjà vu, hvor den danske instruktør gennem scener fra sine tidligere film reflekterer over sit liv som filmskaber og menneske.

Det er nemlig en svær film at blive lukket ind i, hvis man ikke er godt bekendt med 65-årige Jon Bang Carlsens oeuvre og filmiske stil.

Som de fleste af instruktørens film befinder den sig i grænselandet mellem dokumentar og fiktion – eller iscenesat dokumentarisme, som han kalder det – hvor tydeligt opsatte scener med virkelige mennesker blandes med rekonstruktioner af hans egen barndom.

Det genreteoretiske fokus kommer allerede til udtryk i filmens indledende tekst, som påstår, at der i ethvert kameramotiv altid vil være en spejling af personen bag kameraet.

Det er vel et almindeligt accepteret faktum, men hvor andre dokumentarister har forsøgt at eliminere eller i hvert fald nedtone denne subjektivisme, bruger Carlsen den som sin arbejdsmetode. Hvad enten han filmer amerikanske Vietnam-veteraner, eksistentialistiske sydafrikanere eller rige danskere, optræder han med sin stemme lige bag kameraet, når han da ikke træder foran og interagerer med virkelighedens aktører.

Denne gang er han dog selv hovedperson, og Déjà vu starter i hans nærmest mytiske hjemstavn ”Landsbyen”. Her brænder den unge Jon Bang Carlsen øjnene ud på den Jesus-figur, som ellers skulle forestille at holde familien og verdens mening sammen, efter at hans far forlader ham og moren, hvilket fører hende ud i et afgrundsdybt mørke.

Det bliver begyndelsen på filmens tematiske modsætningsforhold mellem udrejselængsel og hjemve.

Første del tager JonBang Carlsen først til USA og siden rundt omkring i verden, mens han hele tiden vender tilbage til Danmark. Her ser vi klip fra nogle af instruktørens tidlige dokumentarfilm, hvor der er en ungdommelig livsenergi i de nysgerrige møder med fremmede mennesker og kulturer.

Men Déjà vu – der er kulminationen på en serie af Jon Bang Carlsens film, som bliver vist i en håndfuld biografer landet over i september måned – viser også klip fra Jon Bang Carlsens spillefilm. Det gælder således Ofelia kommer til byen (1985) med Stine Bierlich og sangeren Flemming ”Bamse” Jørgensen og den engelsksprogede Time Out (1988), hvor Allan Olsen spiller en ung dansker, der rejser til mulighedernes land USA og møder den senere Oscar-vinder Patricia Arquette.

Det er til at se Jon Bang Carlsen i hans film, men hvordan alle disse meget forskellige karakterer – virkelige såvel som fiktive – har formet instruktørens liv, er temmelig svært at afkode. Han taler ind over scenerne, men det er unægteligt mere spændende at se tre gamle irske gutter spille ubehjælpelig fodbold end at høre en stemmes småfilosofiske betragtninger over fortidens bedrifter.

Gensynet med film som Min irske dagbog, Fugl Fønix og En rig mand er underholdende, men Jon Bang Carlsen finder aldrig nøglehullet til sig selv, sådan som han har formået at gøre det med så mange fremmede mennesker.

Han kalder Déjà vu for essensen af sin snart halvtredsårige rejse gennem filmens verden. Sandt nok, men det illustrerer også, at essens sjældent er godt i ren form. Desværre tør Jon Bang Carlsen ikke gå hele vejen og gøre sig selv til et interessant centrum, hvor man som tilskuer for alvor bliver fænget af hans psykologiske rejse.