Délicieux

Det er tiden lige før den franske revolution i 1789. Hertugen af Chamfort har fine gæster fra kongeslottet Versailles til middag.

Heldigvis har han mesterkokken Pierre Manceron i køkkenet til at kreere de mest smagfulde delikatesser udi det flamboyante franske køkken.

Alt skal smage, som det plejer, men Manceron er en kok med innovative idéer. Så han laver han en lille lækkerbisken – deraf titlen Délicieux – med trøffel og kartoffel.

Det skulle han aldrig have gjort!

Kokken falder i unåde og forlader desillusioneret sin plads for at flytte tilbage til sin fædrene gård ude på landet. Aldrig vil han lave mad igen. Men så ankommer en mystisk kvinde i noble klæder og med en gusten fortid.

Hun vil i lære som kok.

Pø om pø får hun Manceron tilbage til gryderne og komfuret, mens hendes melodramatiske fortid afsløres.

Éric Besnard fik i 2012 en international succes med sin socialrealistiske komedie Mine helte. Den franske instruktør har denne gang drejet en spøjs og charmerende periodefilm om store følelser og små mennesker, der er underlagt en dekadent overklasse.

I modsætning til englænderne med deres Downton Abbey-adelssnobberi, herregårdskultur og nationalistiske nostalgi har franskmænd en mere socialkritisk og historisk holdning til deres jordejende adel. Det er mennesker, som samvittighedsløst mæskede sig i lækkerier, mens almuen led i armod og hungersnød.

Der er fra første færd i Délicieux brod mod et herskab, der snart skal miste hoveder i den store revolution. Et papistisk præsteskab prædiker faste og askese, afholdenhed og måde, mens de sutter krebs, spiser østers og drikker champagne.

Hovedskurken – hertugen – spilles suverænt af Benjamin Lavernhe med den aristokratiske og sadistiske arrogance, som påfaldende minder om skurken spillet af Mel Ferrer i en af min drengetids yndlingsfægtefilm: Scaramouche.

Bag gryder og pander gemmer sig en hævnhistorie, som kunne være skrevet af Alexandre Dumas.

Men ellers disker Délicieux op med overdådige løjer med gode retter og lutter lagkage med glimmer og glasur. Det er en smittende film, der med smukke billeder mimer epokens malerkunst med stilleben og nature morte, folk og fæ i renvaskede folkedragter.

I steg og postej skildres indirekte den både følsomme og fatale overgang fra raffineret rokoko til revolutionsbegejstret romantik.

Mesterkokken, som ifølge filmen er grundlægger af verdens første restaurant, spilles af bulderbassen Grégory Gadebois. Han er muntert mere en moderne madkunstner med Michelin-stjerner end 1700-tallets talentfulde bagersøn, som med besvær og møje blev køkkenchef for højadelen.

Fragile og traurige Isabelle Carré er den fattige nådigfrue forklædt som opfindsom køkkenskriver. Hun afgør såmænd broderstriden mellem Frankrig og Belgien om, hvem der opfandt pommes frites.

Guillaume de Tonquédec er veloplagt affabel som adelens forlængede arm på vej til at blive forvandlet til fremtidens servile tjener med serviet ved restaurationsbordet.

Således er filmen skælmsk krydret med gastronomisk insiderviden, social udvikling skildret som kulinariske landvindinger og fiffigt artikulerede anakronismer – som Mancerons moderne råvarekøkken fra jord til bord over for tidens overlæssede ”haute cuisine”-buffet.

Eller når kokkens kloge søn, fan af Rousseaus naturlære og rationalistisk optaget af den nye ballonfart, mener, at mennesker en dag vil kunne flyve. Vrissent svarer farmand, at det først sker, når kokke bliver konger.

Sådan som det faktisk er tilfældet i dag!

Hævnen er som bekendt en ret, der skal spises kold. Det bliver den også i Délicieux. Men den er også dejlig sød og sukret som en fransk dessert.