Den 5. bølge

At fortælle store historier i tweenage-højde er vel den mest generøse forklaring på de mange Young Adult-filmatiseringer, der er fulgt i kølvandet på Twilight og Hunger Games.

Men mange selskaber bruger snarere genren som en undskyldning for at sende et klichéfyldt og dybt understimulerende produkt på gaden under det påskud, at målgruppen ikke er filmkyndige nok til at kende metervare fra mesterværk.

Det er film, det er let at blive sur på. Film, der ikke tager deres publikum seriøst.

Det idylliske udgangspunkt i Den 5. bølge er hvidskuret Americana, hvor far og mor elsker hinanden, lillebror godnat-puttes med Coldplay som vuggevise og en perfekt bjørne-bamse under armen, og den seksuelle debut er det helt store samtaleemne i hovedpersonens venindegruppe.

Men pludselig afbryder mystiske rumvæsner forstadsidyllen med fire bølger af bibelske plager. Først ryger strømmen (Moretz ikke kan oplade sin smartphone), så kommer en syndflod, så en dræbervirus, og endelig overtager de menneskekroppe, a la Stepford Wives (eller The World’s End, om man vil).

Rumvæsenerne bliver kaldt ”de andre”. Hvorfor ikke bare kalde dem rumvæsner? Det føles lige så utroværdigt, som når de overlevende i zombiefilm finder på kreative alternativer til ordet ”zombie”.

Hvad den femte bølge indebærer er et twist, men et mildt sagt åbenlyst et af slagsen.

Moren er så uinteressant, at de skriver ”Mommy” på hendes gravsten. Modsat genre-normen er det faren, der er yndlingsforælder, og Ron Livingston – der mere og mere ligner en højere budget-udgave af Kyle Chandler – får da også en dødsscene af den slags, der skal indgyde mod og ansvarlighed hos hovedpersonen.

Filmens ressourcestærke, men sårbare helt er Chloë Grace Moretz, der som publikum-surrogat lynhurtigt må blive voksen med alt, hvad dertil hører af familieansvar og kærlighedskvababbelser.

Hun er lidt lun på én dreng, men bliver senere lun på en anden. #TeamFuldkommenLigeglad.

Liev Schreiber skumler mistænkeligt som general, der forklarer, at alien-dobbeltgængere kun kan opdages, når de tager børneskikkelse. Derfor træner han stjålne børn som elitesoldater, og de sekvenser minder om Bugsy Malone uden humor eller selvironi.

Manuskriptet, af blandt andet Oscar-vinderen Akiva Goldsman, føles, som om det er skrevet med stor skrift, mange ord-delinger og illustrationer på hver side. Det er en infantil katastrofefilm, der overfortæller det åbenlyse og underudvikler de karakterer, der burde gøre historien interessant.

Moretz giver som sædvanligt hæderligt rutinespil, men hendes spektakulære gennembrud i Matthew Vaughns Kick-Ass fortaber sig efterhånden i tågerne.

Kærlighedstrekantens øvrige hjørner udgøres af Nick Robinson, kendt som den stirrende storebror fra Jurassic World, og den stort set ukendte Alex Roe, der begge mestrer kunsten at realisere kedelige karakterer fuldkommen, som de er skrevet.

Længere nede på rollelisten finder vi overraskende nok Maika Monroe, der var strålende i The Guest og særligt sidste års gyser-fænomen It Follows. Her er hun den opsætsige barnesoldat (hun er 22!), der signalerer sin opsætsighed med sortfarvet hår og goth-øjenskygge.

Tony Revolori fra The Grand Budapest Hotel dukker også uforklarligt op som ligegyldigt vedhæng, og hans replikker er variationer af ”det kan du ikke mene!”

Den femte bølge føles, som om instruktør J Blakeson – der tidligere skrev og instruerede kidnapningsdramaet The Disappearance of Alice Creed – har solgt sin kunstnersjæl til Hollywood.

Filmen opfylder lige akkurat minimumskravene for, hvad midaldrende mænd mener, at elleveårige piger vil se attenårige piger foretage sig.

Eneste opmuntring er, at filmen internationalt har klaret sig så dårligt, at de sidste to bind i den bogserie, som filmen bygger på, næppe filmatiseres.