Den alvorsfulde leg

Arvid, korrekturlæser ved et dagblad, og Lydia, datter af en gemytlig, men ikke specielt succesrig kunstmaler, forelsker sig i al hemmelighed.

Men vi er i Stockholm i begyndelsen af det forrige århundrede, og her har kærligheden mellem to ubemidlede unge mennesker desværre ikke de store fremtidsmuligheder. Med en vis resignation må de tage klassesamfundets vilkår til efterretning, og de gifter sig hver især til penge og status, og stifter familie.

Årene går, og så mødes de igen.

Den svenske forfatter Hjalmar Söderbergs Den alvorlige leg, som bogen hed på dansk, udkom i 1912 og blev ikke specielt venligt modtaget af datidens kritikere. Men i dag betragtes den ikke blot som en fremragende roman, men også som en af de bedste svenske romaner overhovedet.

Det var også Söderberg, der skrev skuespillet Gertrud. Det dannede grundlag for Carl Th. Dreyers sidste film, der har status som en mellemting mellem et sent mesterværk og en patetisk anakronisme. Og det er her den berømte sætning forekommer om ”kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed”.

Den alvorlige leg fortæller en bittersød historie om kærlighedens ødelæggende kraft og om de valg, vi tager i vores liv. Især Lydias figur er interessant i sin flertydighed.

Er hun en troløs, der går fra elsker til elsker, eller er hun en idealist, der søger efter den kompromisløse kærlighed? Er hun en femme fatale a la kvinderne hos Strindberg og Edvard Munch – eller en tidlig forkæmper for kvindelig frigørelse og erotisk selvbestemmelse?

Vi er vant til historier om mænd, der tromler hen over de arme kvinder. Her er det den omvendte historie, og den bygger på forfatterens egne erfaringer med en kvinde, som fordrejede hovedet på en pæn række af tidens litterære skikkelser. Söderberg giftede sig efterfølgende med en dansk kvinde, slog sig ned i København og blev for øvrigt morfar til Helle og Henrik Stangerup.

Men det var det flere år lange intense og pinefulde forhold, der satte glød i hans bedste værker.

Romanen blev filmatiseret i 1945 og igen i 1977 af norske Anja Breien. Nu har Pernilla August givet et tredje bud på Den alvorsfulde leg, som den danske titel nu lyder.

Lone Scherfigs manuskript bearbejder stoffet behændigt, tilføjer og udelader ganske effektivt. Der tegnes et vittigt billede af den tidlige medieverden, avisredaktionen og de nymodens telefoner, som en af journalisterne spår en kort levetid.

Og det er elegant ironi, når filmen lader billedet af den nøgne, unge kvinde, utvivlsomt farens maleri af den badende Lydia, dukke op hos Arvids vulgære svigerfar som et forvarsel om den syndige skærgårdssommer, der venter et sted ude i fremtiden og truer fornuftsægteskabet.

Pernilla August får fine præstationer fra sine skuespillere. Sverrir Gudnason og Karin Franz Körlof med udtryksfulde mørke øjenbryn leverer følsomt spil i hovedrollerne, og i mindre roller brillerer Michael Nykvist som avisredaktøren og Liv Mjönes som Arvids hustru. Mikkel Boe Følsgaard ses kortvarigt som en af aktørerne i det farlige kærlighedsspil.

I bogen, der er fortalt fra Arvids synspunkt, kan Lydias erotiske handlekraft tage sig manipulerende ud, en blanding af lidenskab og beregning med ret fatale konsekvenser for de stakkels mandlige ofre. Man mærker, at Söderberg selv var den skadelidte. I filmen sørger August og Scherfig meget passende for mere ligestilling. Lydias synspunkt inddrages parallelt, så manden og kvinden begge fremstår som ofre.

I den proces mildner filmen skildringen af hende, udelader den sidste af hendes affærer og mildner også slutningen.

Resultatet bliver en kultiveret litteraturfilm, der lider under sin pænhed, sin afdæmpende æstetisering med periode-locations i udsøgt fremvisning. Det er et sørgmodigt og følsomt kammerspil, absolut smukt, men uden at bitterheden og raseriet rigtigt kommer frem. Og det trækker også ned, at der er sovset alt for meget melankolsk klavermusik ind over et hele. Kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed light.